U-landsnyt.dk bringer her som dokument hele kapitlet om kvinderne i Malawi i Folkekirkens Nødhjælps meget omtalte debathæfte om besparelserne på u-landsbistanden, “Høns i Malawi”.
Kvinderne er blandt verdens fattigste. Danmark gjorde deres situation værre.
545 kvinder fra Malawi blev i 2001 indbudt af Danida til at være med i et projekt. De tog et lån og fik til gengæld nogle få høns, uddannelse i hønsehold, ugentlige besøg af uddannede hønseeksperter og foder og medicin.
Da Danida med kort varsel stoppede projektet, fordi den danske regering brat afbrød støtten til Malawi, kollapsede hønseholdet. Kvinderne sad tilbage med gæld til den lokale andelskasse og svigtede forhåbninger.
De var blevet lovet ugentlige besøg af uddannede specialister, der kunne hjælpe dem med sygdomsbekæmpelse, med at købe foder og medicin, og med at få æggene kørt på markedet. Eksperterne og hjælpen forsvandt. For mange af kvinderne nåede projektet kun at køre som planlagt i få uger, og ikke det år de troede, da de tog deres lån.
– Vi var så glade for de høns, men Danida stoppede projektet midt i det hele, fortæller Ellen Mwale, enke og eneforsørger for 14. Flora Chisinga fra Tiyanjane fortæller:
– Det var første gang, nogen havde tilbudt os en mulighed for at tjene lidt penge. Men nu er vi meget fattigere end dengang, vi startede med kyllingeprojektet. De af os, der nu har betalt vores gæld, har ingenting at se frem imod. Vi har måttet sælge alt hvad vi havde.
Et lille kapitel af historien foregår i Siwambala, som er en flække udenfor Kasungu, midt i Malawi. Siwambala ligger omgivet af marker og består af nydelige små lerhuse og lerhytter med stråtag.
Der er hverken vej, strøm eller vand, endsige bølgeblik, cykler, vinduesglas eller andre tegn på udvikling. Udover Danida har ingen forsøgt at gøre noget for de fattige i Siwambala.
Folk i landsbyen lever af det, de kan dyrke selv. Det er majs, kassawa, frugter, søde kartofler, bønner og lignende. Nogle få, herunder høvdingen, der hedder Siwambala som sin by, dyrker også tobak, som sælges på markedet. Der er kun penge i omløb en gang om året, når tobakshøsten er blevet solgt.
Herude har flere af kvinderne mærket konsekvensen af de danske besparelser på u-landsbistanden i 2002.
Den ene er Ellen Mwale. Hun er en stout dame midt i fyrrerne, der glad meldte sig til det danske projekt, da det startede. – Jeg skal forsørge alle disse børn, som du kan se, fortæller hun og slår ud med armene.
– Min mand døde i 1997. Han efterlod mig med 5 børn. Så døde min yngre søster også og efterlod mig med 4 børn mere. Derefter døde min bror og hans kone, og de efterlod mig med endnu 3 børn. Og så måtte jeg passe på alle disse børn, og på min mor, fortæller Ellen Mwale.
– Der var 4 drenge i mellemskolen. Men eftersom jeg ikke har kunnet betale skolepengene, er de blevet smidt ud. Hvis hønsene havde været der endnu, ville jeg alligevel ikke kunne betale for alle drengene. Men jeg ville i det mindste kunne betale for én af dem, fortæller hun.
Ellen Mwale endte i gæld efter at have deltaget i hønse-projektet. Hun tog et lille lån på 3.772 kwacha, eller 235 kroner. – Jeg havde 5 høns, og jeg fik 5 æg næsten hver dag. I slutningen af ugen havde jeg 30 æg, og jeg kunne sælge æggene til 5 kwacha stykket (0,29 kr.)
– Jeg gav 120 kwacha (ca. 7 kr.) tilbage til andelssparekassen. Fortjenesten brugte jeg til at holde hus for, fortæller Mwale. De små 2 kroner om ugen, der blev tilovers, var nok til at kunne købe salt og sæbe; luksusartikler for Ellen Mwale. Normalt har hendes husstand intet udover det, de selv dyrker på marken.
Hun oplever hyppigt hån fra andre landsbyboere på grund af det fejlslagne projekt. – I dag griner de andre af os og siger: ”Åh hvad troede I, at I kunne lave? Danida-folkene løb væk fra jer. Det var de folk, som I pralede af. Lad os se jer prale nu!, fortæller hun.
Ellen Mwale betalte sin gæld tilbage ved at arbejde som daglejer sammen med sine børn på andre folks marker.
Baggrunden for Ellen Mwales ulykke er, at Danida forsøgte at indføre en hønseholds-model i Ellens by, en model der tidligere har haft succes i Bangladesh. De fattige kvinder blev opmuntret til at tage et lån for at få lov til at deltage i en kyllingegruppe.
Hver kvinde fik et antal høns. Når kvinderne bestilte foder eller medicin, blev pengene trukket fra lånet.
Hver kvinde havde et job. Én skulle holde stamhønerne, der lægger de befrugtede æg. Mange havde titel af æg-læggere og holdt altså de høns, der skulle lægge æggene, der skulle på markedet.
En skulle opfodre kyllingerne fra små. En ægsælger skulle tage æggene til markedet. Én var sundhedsarbejder og havde medicin til de mest almindelige hønsesygdomme. Én var lagerarbejder og skulle sørge for at opmagasinere og distribuere foderet.
Kvinderne kunne ikke selv organisere hønseholdet, da Danida trak sig i utide. Uden kraftfoder lagde hønsene ikke æg. Uden transport af æg til markedet var der ikke penge til at købe kraftfoder. Uden vaccine og medicin døde hønsene.
– I skulle have set kvinderne, da de fik at vide, at Danida nu ville forsvinde og ikke komme tilbage, fortæller Makaka Banda, der var formand for SACCO, den andelssparekasse der havde givet kvinderne lånene.
– Mange af dem havde tårerne løbende ned af kinderne af chok og sorg. Det var som havde man taget deres livline væk. De havde alle disse store drømme og forhåbninger, som blev skuffet. De havde for første gang i deres liv noget i disse kyllinger. De havde håb. Nu forsvandt det, siger Makaka Banda.
– Disse kvinder, de fik måske 5, 10 eller 20 småhøns hver og foder og medicin og uddannelse. Efter 6 måneder ville – efter planen – al gælden være betalt. De følgende 6 måneder af hønens liv ville virkelig gøre en kæmpe forskel for kvinderne. Ved at indsamle æggene og sælge dem, kunne de hver eneste dag få lidt penge mellem hænderne, beretter Banda og lægger til:
– Det gør en ganske enorm forskel. Hidtil har kvinderne aldrig haft penge i kontanter. Nu ville de kunne købe salt, sukker, sæbe og tøj.
– I praksis besøgte Danidas 5 ansatte landbrugseksperter hver hønsegruppe hver uge, gav rådgivning og tog foder og medicin med ud og æg med hjem. Danida afregnede så med os, andelssparekassen, hver uge, uddyber Banda.
Det var gennem Danida, at grupperne afgav bestilling på medicin og foder og skaffede dyrlægehjælp, når det var nødvendigt. Det var også gennem Danida, at de havde lånt pengene.
– Vi i andelssparekassen fik pludselig ansvaret for kontakten til kyllingegrupperne i sidste øjeblik, før Danida lukkede. I februar, hvor projektet lukkede, og sulten begyndte at bide, holdt vi op med at opkræve gælden, kommer det fra Makaka Banda.
– Derfra gik der 6 måneder, hvor de enkelte hønsegrupper intet hørte til os eller Danida. Et halvt år efter begyndte vi så på opkrævningerne igen. På det tidspunkt var der nærmest ikke en eneste høne tilbage nogen steder.
– Problemet er, at vi ikke ved meget om fjerkræ. Vi er en lille kreditinstitution med speciale i lån til tobaks-avl, slutter Makaka Banda.
Hans Askov Jensen er konsulent og har udelukkende arbejdet med fjerkræprojekter relateret til fattigdomsbekæmpelse i de sidste 10 år.
Han har været teamleder på et Danida-støttet fjerkræprojekt i Bangladesh og siden arbejdet med at udvikle et koncept baseret på principperne i Bangladesh modellen, som kan anvendes i andre u-lande.
Han har arbejdet med fjerkræmodellen i bl.a. Vietnam, Cambodja, Burkina Faso og Kenya. Han var også med til at starte projektet i Malawi som konsulent for Danida gennem Det danske Fjerkrænetværk.
Han fortæller, at hønseprojektet giver de allerfattigste i landsbyerne en indkomst. Men det er kun første skridt. Næste skridt er som regel endnu et lån til en ny indkomstaktivitet. I Bangladesh er for øjeblikket ca. 2 millioner kvinder involveret i hønsehold efter modellen. Flere studier har vist en positiv effekt for kvinderne.
– Det er uden tvivl rigtigt, at hønseholdet mislykkedes for kvinderne i Malawi, fordi projektet lukkede, som det gjorde. Man kunne ikke forvente, at projektet fortsatte uden områdekontorernes medvirken eller en NGO, som var planlagt til at erstatte de 2 projektbetalte områdekontorer. Projektet skaber et miljø, der gør det muligt for kvinderne (et enabling environment, red.) at etablere og operere små hønsehold, forklarer Hans Askov Jensen og fortsætter:
– Det drejer sig om at skaffe vaccine, om at sørge for, at det rette foder er til stede i landsbyen, det drejer sig om rådgivning og om at deltage i tilbagebetalingen af lånene i landsbyen. Disse opgaver blev varetaget af Danidas kontorer, de såkaldte Area Offices.
– Når man lukker, som man gjorde, så er det at lade de fattige deltagere i stikken. Gælden skulle have været eftergivet, da Danida trak sig ud, hvis der ikke kunne findes en løsning, hvor andre videreførte projektet.
Hans Askov Jensen understreger, at det var omstændighederne under hvilke, Danida trak sig ud, der førte til sammenbruddet. Det er ikke modellen med hønsehold til de fattigste, den er gal med. Den selv samme model har været til gavn for kvindegrupper i en stribe udviklingslande.
De 545 kvinder fra Malawi kom fra mange forskellige landsbyer. De 2 første landsbyer fik hønsene og begyndte ægproduktionen allerede i juni 2001. Der gik et par måneder, før de næste 2 landsbyer var i gang. Landsbyerne gik derefter i gang løbende. Meldingen om projektets stop kom i starten af 2002.
– De landsbyer der kom sidst i gang, har kun haft glæde af projektet i kort tid. Og det var de fleste, siger Hans Askov Jensen.- De første landsbyer, hvor projektet kørte længst tid, er også de landsbyer, der har været bedst til at betale deres gæld tilbage, fortsætter han.
– Hønseprojektet fik ikke en normal afslutning. Projektet var ikke blevet afsluttet på den måde, hvis ikke Danmark havde besluttet sig for at forlade Malawi, siger Hans Askov Jensen.
– I givet fald ville man have erkendt, at der var gået noget galt i projektet og derefter have holdt kvinderne skadesløse. Men var områdekontorerne fortsat, ville de ting, kvinderne skulle bruge som foder og medicin, være tilstede i landsbyen. Så var det ikke gået galt på samme måde, siger han.
Catherine Nyamwale lånte 3.772 kwacha (ca. 235 kr.). Hun er en ældre dame og beklager sig over danskerne: – Vi er de fattigste. Hvad skulle vi dog gøre, da sulten ramte os og Danida forlod os? Jeg har ikke kunnet betale af. Og jeg har været bange for at komme i fængsel. Jeg er så flov over, at jeg ikke har betalt lånet tilbage. Men jeg kan ikke arbejde i stenbruddet, eller trække de tunge vogne på tobaksplantagen. Det er noget for de yngre kvinder.
Rufina Chibala fra Mbwindi: – Da Danidafolkene kom, betød det en stor forskel i vores hverdag. De kom til os med høns, med foder, med medicin, så vi fik en god start. Da hønsene begyndte at lægge æg, kunne vi sælge æggene, men alle fordele blev pludselig taget fra os af den danske stat.
– Det var i sultens tid. Der var ingen mad, og vi kendte ikke til fred i sjælen. Vi havde et lån, vi ikke kunne betale. På grund af for lidt mad og medicin begyndte hønsene at dø. Danida overdrog lånet til andelssparekassen, og vi havde ingen ro i sindet.
– Nu har nogen af os betalt alt tilbage, andre halvdelen, og andre meget lidt. Fra dette års høst tog jeg 1.500 kwacha (87 kr.) og betalte af med. Jeg lånte fra start 3.772 kwacha. Mine børn måtte jeg tage ud af skolen, og det ville ikke have været nødvendigt, hvis jeg ikke skulle betale de penge. De andre i byen grinte af os, fordi vi havde meldt os til projektet.
– De, der ikke var med, var misundelige da vi begyndte at samle æg. I var så opblæste, siger de nu. I pralede. Nu skal I i fængsel, sagde de bagefter.
Danida og hønsene, efterspil:
Folkekirkens Nødhjælp gjorde Danida opmærksom på kvindernes ubetalte lån allerede i slutningen af 2002 og opfordrede Danida til at komme kvinderne til undsætning. Det har Danida afvist med følgende begrundelser:
”Det bemærkes at Udenrigsministeriet hverken i de modtagne fremskridtsrapporter eller ved afslutnin-gen af projektet er gjort bekendt med problemer for låntagerne,” hedder det i et brev fra Danida.
Danida lægger vægt på, at andelssparekassen Mussco kunne have valgt at eftergive kvindernes gæld. I forbindelse med lukningen af projektet blev en aftale med Mussco indgået, der understregede, at Mussco skulle sikre låntagerne mod ”uheldige konsekvenser”.
Danida lægger særlig vægt på den sultperiode, der indtraf omkring projektets afslutning. Sulten bærer et hovedansvar for, at kvinderne ikke fik gavn af deres deltagelse i projektet.
Endelig indgik Danida en aftale med Malawis landbrugsministerium om, at ministeriet skulle fortsætte rådgivningen, der ellers blev foretaget fra områdekon-torerne. Danida er ikke bekendt med, at denne hjælp aldrig kom kvinderne til gode.
Folkekirkens Nødhjælp mener:
Danida og dermed Danmark er ansvarlig for de 545 kvinders gæld og skuffede forhåbninger.
Danida fik kvinderne til at indgå en gældsaftale, og uanset hvem, der siden overtog det formelle ansvar for projektet, så endte kvinderne i en ulykkelig situation. Den moralske forpligtelse til at hjælpe tilhører Danmark.
Desuden passer kvindernes historier meget dårligt med Danidas beskrivelse.
Kvinderne fortæller samstemmende, at områdekontorerne blev lukket i februar, længe før Danidas officielle lukningsdato. Kvinderne var oprindeligt stillet i udsigt at projektet ville blive overdraget til en lokal hjælpeorganisation, så der også i fremtiden ville være rådgivning og støtte til kvinderne.
Flere uafhængige kilder har bekræftet kvindernes version overfor Folkekirkens Nødhjælp. Hele korrespondancen kan læses på www.noedhjaelp.dk/kyllinger.
