Høns i Malawi – Folkekirkens Nødhjælp: Derfor blander vi os

Redaktionen

Hvorfor blander vi os?

Kommentar af generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
Peter Lodberg

Da Danmark valgte at skære i hjælpen til de fattige i slutningen af 2001, gik det hårdt ud over en gruppe kvinder i Malawi. De endte i gæld, og betalte dermed regningen for besparelserne.

Folkekirkens Nødhjælp har forsøgt at samle op på konsekvenserne af besparelserne for 2 år siden. Det sker med udgivelsen af et lille hæfte, der hedder Høns i Malawi.

I hæftet kan man også læse om effekten af de danske besparelser i Eritrea og Zimbabwe.

I ”Høns i Malawi” fortæller de fattige kvinder deres historie. Disse kvinder har ingen adgang til at klage over den behandling, de har fået. Det er det, vi fra Folkekirkens Nødhjælps side nu forsøger at gøre: Tale de fattige kvinders sag. De kan ikke selv.

Der gemmer sig masser af ulykkelige historier bag den store nedskæring på den danske u-landsbistand. Der bliver uddannet færre lærlinge i Malawi, der bliver dyrket alt for få fødevarer i Eritrea, de aids-syge og sultende i Zimbabwe må klare sig selv.

Alligevel bliver besparelsen præsenteret som en fokusering eller en omlægning af u-landsbistanden.

Folkekirkens Nødhjælp har valgt at dokumentere effekterne af besparelsen i håb om at vise en sammenhæng mellem ord og virkelighed og få omtalt besparelserne som det, de er:

En omfordeling fra de fattige til de rige, som rammer de fattige.