Høns i Malawi: Kvinder får hjælp

Redaktionen

Forløbet af et hønseprojekt for 545 fattige kvinder i Malawi har vakt så stor opmærksomhed og forargelse blandt danskerne, at Folkekirkens Nødhjælp nu undersøger, hvad man kan gøre for at hjælpe kvinderne videre, skriver Kristeligt Dagblad.

Allerhelst vil Nødhjælpen genskabe det hønseprojekt, som efter planen skulle have givet kvinderne et dagligt levebrød, men det afhænger af, om man kan finde egnede lokale partnere, siger Elsebeth Krogh, international chef i Folkekirkens Nødhjælp.

Mange mennesker har de seneste dage ringet og mailet til Nødhjælpen for at give penge til kvinderne, som efter deres mening er havnet i en urimelig økonomisk situation efter lukningen af det danske bistandsprojekt.

Kvinderne skulle have tjent penge på at holde høns og sælge æg, men projektet gik i vasken, da den danske regering i 2002 besluttede at stoppe bistanden til Malawi, og kvinderne sidder i dag meget fattigere tilbage, end de var før mødet med dansk bistand.

Danida har afvist at påtage sig et ansvar for udviklingen. Folkekirkens Nødhjælp har foreløbig betalt de 150.000 kroner, som kvinderne skyldte.

– Problemet er, at man politisk meget brat beslutter at afbryde samarbejdet med Malawi og trækker sig ud af landet uden at se sig tilbage. Det er muligt, at forløbet har været juridisk uangribeligt, men det fritager ikke Danmark for et moralsk ansvar, siger Elsebeth Krogh.

Samme opfattelse har 2 af de kommende spidskandidater til Europa-Parlamentet, Anders Samuelsen fra de radikale og Jakob From Høeg fra Kristendemokraterne. De har indledt en indsamling til fordel for kvinderne i Malawi, hvor pengene bliver givet direkte videre til Folkekirkens Nødhjælp.

Se også de andre “Høns i Malawi”-artikler her på siden under globale bistandsnyheder.