Over FN-Byen i København skinner solen, og sommeren virker endelig som et realistisk håb på en onsdag i midten af maj, hvor UNDP, FN’s Udviklingsprogram, lancerer årets Human Development-rapport i Danmark. Men inde i salen slår Pedro Conceição, direktør for UNDP’s kontor for human development-rapportering og hovedforfatter bag årets rapport, mere dystre toner an.
“Siden vi begyndte at lave human development indekset for 30 år siden, har det været en historie om fremgang,” påpeger den portugisiske økonom. “Men for første gang nogensinde vokser afstanden mellem landene med høje scorer på indekset og landene med meget lav human development.”
Human Development-rapporten har siden 1990 inkluderet det såkaldte Human Development Index (HDI), hvor udviklingen i BNP pr. indbygger kombineres med uddannelsesniveau, forventet uddannelsesniveau og forventet levealder for indbyggerne i 193 lande.
Siden den første rapport er forskellene i udvikling mellem verdens højtudviklede lande, som Danmark, Norge, Schweiz og Island, og lande med meget lav HDI, som Sydsudan, Somalia og Den Centralafrikanske Republik, skrumpet år for år. Men det satte corona-pandemien og de medfølgende nedlukninger af national- og verdensøkonomi en stopper for.
Rapporten viser, at alle OECD-landene i 2023 er lykkedes med at vende tilbage til en udvikling, der er på linje med forventningerne fra før covid-19. Faktisk har de rige lande scoret højere på HDI end nogensinde før. Men det gælder ikke for de lande, der halsede bagud i forvejen. Her er udviklingen i nogle lande blevet langsommere, andre steder er den gået i stå, og få stedet går det endda tilbage med økonomi, uddannelse og levealder.
“Det er et tab af potentiale, af muligheden for at leve livet fuldt ud,” påpeger Conceição med henvisning til, hvad vi egentlig taler om, når vi siger ‘udvikling’.
“Store kriser kræver mere samarbejde, ikke mindre”
Årets rapport bærer undertitlen ‘Breaking the Gridlock – Reimagining cooperation in a polarized world‘. Med afsæt i rapporten argumenterer Conceição nemlig for, at de systemer og institutioner, der skulle sikre udvikling for verdens fattige lande, er gået i baglås.
Indenrigspolitiske slagsmål om udviklingsbistand, migration, sikkerhedspolitik og tiltag mod klimakrisen gør det svært at arbejde multilateralt i flere af de lande, der har mest brug for det. Og det gør kun problemerne værre, påpeger Conceição og bruger det såkaldte ‘demokrati-paradoks’ som et eksempel.
I lande med høj fattigdom er der større risiko for væbnede konflikter eller oprør, som tilfældet er i flere af Sahel-landene. Og rapporten viser, at hvis befolkningen ikke føler sig sikker, giver det en følelse af stress og manglende mulighed for at tage styring over eget liv. Den manglende agens leder folk ud mod de politiske poler, og det lukrerer flere populistiske politikere og bevægelser på rundt omkring i verden.
Faktisk har tilslutningen til politikere, der aktivt underminerer de demokratiske principper, aldrig været højere ifølge Human Development-rapporterne, samtidig med at ni ud af ti mennesker på verdensplan tilkendegiver, at de foretrækker at leve under demokratisk styre.
Der er brug for at gentænke og reformere det internationale system, er der enighed om blandt alle dagens talere, der udover Conceição tæller Henrik Fredborg Larsen, direktør for UNDP’s nordiske repræsentationskontor, Lotte Machon, direktør for udviklingspolitik i Udenrigsministeriet, Anne Olhoff, chefrådgiver på klima ved UNEP i København og Guido Makransky, professor i psykologi og virtuel læring ved Københavns Universitet.
Men løsningen er ikke mindre internationalt samarbejde, påpeger først Fredborg Larsen, inden han giver scenen til Machon, der starter med at sætte to streger under samme konklusion.
“Flere og flere stiller spørgsmålstegn ved multilateralismen lige nu, hvor behovet for internationalt samarbejde er større end nogensinde,” lyder det fra Henrik Fredborg Larsen.
Bedre og nye institutioner skal skubbe udviklingsarbejdet ud af baglås
Årets Human Development-rapport anfører, at der er brug for at udvikle en “ny arkitektur for internationalt samarbejde i det 21. århundrede”. Efter den officielle lancering er overstået, fortæller Pedro Conceição til Globalnyt, at det drejer sig om om helt fundamentale forandringer, hvis vi både skal sikre udvikling for de fattigste mennesker i verden og efterlade en beboelig planet til de næste generationer.
“Den ændring, vi står over for, kan sammenlignes med de helt grundlæggende forandringer, der skete, da vores samfund gik fra landbrugssamfund til industrisamfund.”
Conceição mener, at en sund portion ydmyghed er afgørende, hvis vi skal nå i mål. Det kommer til at græve både gen- og nytænkning, mener økonomen, der har haft ansvaret for Human Development-rapporten de sidste fem år.
“Vi bliver måske nødt til at anerkende, vi endnu ikke har de fornødne institutioner, der bliver brug for, og dem må vi opfinde, ligesom vi gør med ny teknologi. For eksempel fandtes der ikke firmaer, der var ejet af aktionærer, før den industrielle revolution, ligesom centralbanker ikke eksisterede.”
(Foto: UNDP)
Det kan måske lyde som en FN-ansat, der har skrevet en FN-rapport, der nu foreskriver mere ansvar til FN. Men det er det ikke, forsikrer Conceição, ligesom det på ingen måde er modstridende i forhold til den debat om at gøre mere af det internationale udviklings- og nødhjælpsarbejde lokalt forankret, som har floreret i branchen i det sidste årti.
“Mange af de her store udfordringer kommer til udtryk på lokalt niveau,” påpeger han med henvisning til en graf fra rapporten. Den viser, at langt flere mennesker vil dø i fattige lande, hvis vi når op over en temperaturstigning på to grader.
“Og samtidig er det også de lokalsamfund, der har mindst kapacitet til at imødegå udfordringerne. Så det handler i høj grad om at gøre lokale samfund i stand til at omstille sig, mens vi samtidig bliver ved med at reducere klimaforandringerne.”
Præcist hvordan denne “nye arkitektur” skal udformes, vil Pedro Conceição ikke gøre sig til ekspert på. Men han påpeger, at de indsigter, som eksempelvis Human Development Indekset baserer sig på, kan virke som en rettesnor.
“Det kan være svært at forudse, hvordan de her institutioner vil se ud, men vi kan specificere, hvad de skal kunne opnå.”
Forhåbentlig vil det sikre en bedre overensstemmelse mellem, hvad de internationale organisationer leverer, og hvad der brug for, end tilfældet er nu. Og det er nødvendigt for at få verdens udviklingsarbejde tilbage i gear og ud af den baglås, det lige nu befinder sig, påpeger Pedro Conceição.
Find Human Development Report her.
