HRW: Indonesien forværrer hiv-epidemi med LGBT-forfølgelse

Forfatter billede

Human Rights Watch har interviewet en række ofre og vidner, sundhedsarbejdere og aktivister og kan dokumentere, at der er sket en stigning i anti-LGBT-angreb og -retorik i Indonesien.

Rapporten kortlægger en række hændelser mellem november 2016 og juni 2018 og de vidtrækkende konsekvenser af denne anti-LGBT ”moralske panik”, som den førte politik har for seksuelle minoriteter, samt de alvorlige konsekvenser for folkesundheden i landet.

”Den indonesiske regerings manglende handling i forhold til den moralske anti-LGBT panik har alvorlige konsekvenser for folkesundheden,” siger Kyle Knight, der er LGBT-rettighedsforsker hos Human Rights Watch og forfatter af rapporten.

”Den indonesiske regering bør erkende, at dens rolle i overgreb mod LGBT-personer har alvorlige konsekvenser for landets indsats mod hiv.”

Hiv-smitten eksploderet blandt LGBT-personer

Fra begyndelsen af 2016 har politikere, embedsmænd og statslige instanser udtalt sig imod LGBT-personer. De har opfordret til at kriminalisere det at være homoseksuel, biseksuel eller transkønnet, de har tilbudt ”kurering” af homoseksualitet og de har foreslået at censurere information om eller til LGBT-personer, ligesom der har været forslag fremme om at forbyde positiv omtale af LGBT-aktiviteter.

På hiv-området har regeringens indsats i de seneste årtier været med til at nedbringe antallet af nye hiv-smittede. Men diskrimination og stigmatisering af nogle af de mennesker, der er mest i risiko for at blive smittet med hiv, har betydet at mange eksempelvis homoseksuelle mænd er skræmt fra at imod de tilbud, der findes om forebyggelse og behandling.

Resultatet er, at antallet af hiv-tilfælde blandt mænd, der har sex med mænd, er eksploderet. Siden 2007 er det steget fra fem procent til omkring 25 procent i dag.

Se tal fra UNAIDS om hiv/aids i Indonesien her

En tredjedel af alle nye smittetilfælde opstår blandt mænd, der har sex med mænd.

Myndighedernes modstand mod og diskriminering af LGBT-personer har gjort det vanskeligere at nå ud til de grupper, der er mest i risiko for at blive smittet, skriver Human Rights Watch.

I 2017 har indonesisk politi ransaget saunaer, natklubber, hotelværelser, frisørsaloner og private hjem, hvis de havde mistanke om, at der befandt sig LGBT-personer disse steder.

Find hele rapporten hos Human Rights Watch