Dette interview fandt sted ved den pro-palæstinensiske teltlejr ved Københavns Universitet, umiddelbart efter at universitetet imødekom en række af de studerendes krav. Kort tid efter afsluttede aktivisterne deres aktion.
Solstrålerne breder sig, og lyden af unge stemmer fylder luften, mens folk iført partisantørklæder bevæger sig mellem campingstole og de hvide pavilloner. Over hundrede telte er slået op på en græsplæne ved Københavns Universitet, hvor en intens atmosfære af solidaritet hersker blandt de studerende.
Siden den 6. maj har gruppen Studerende Mod Besættelsen slået sig ned i en have, som de har døbt Rafah Garden. Haven er nu fyldt med telte og bannere i protest mod universitetets investeringer i Israel, og aktionen har tiltrukket opmærksomhed landet over.
Globalnyt sidder sammen med den egyptiske feminist Shaimaa El-Banna, som har valgt at lægge interviewet om sin aktivisme her.
”Jeg er virkelig stolt over de studerende. Lejren her er mere end bare telte; den er en vigtig demokratisk protestform og et symbol på ungdommens viljestyrke og medmenneskelighed. Der er nogle politikere og ældre folk, som har et forvrænget billede af, hvad det vil sige at være en ung aktivist. Man får lyst til at sige til dem: I har taget fejl af TikTok-generationen. I kan ikke diktere, hvad vi skal tænke, eller hvor vi skal hente vores information,” siger hun.
Starten på det hele
27-årige Shaimaa El-Banna kommer fra en middelklassefamilie fra Egypten og er født og opvokset i Kairo. Desuden er hun en del af The Sex Talk-aktivistgruppen, hvis formål er at skabe et frirum for arabisktalende kvinder, hvor de blandt andet udfordrer seksuelle myter og normer.
Læs mere om The Sex Talk her: Færdige med at holde kæft og være dydige – nu giver de seksualundervisning på Instagram
Hun var kun 15 år gammel, da den egyptiske revolution fandt sted i 2011. Revolutionen bestod af gadedemonstrationer, protester og civile ulydighedshandlinger. Blandt andet på Tahrir-pladsen i hovedstaden, hvor folk kæmpede for social retfærdighed og frihed.
Shaimaa El-Banna og hendes søster blev ved med at deltage i protesterne hen over årene, og det endte med, at de blev anholdt og fængslet. Selvom de var mindreårige, blev de retsforfulgt som voksne på grund af en lov i Egypten, der er i strid med international lov om børns rettigheder.
Shaimaa El-Banna ved et banner med en vandmelon, som er blevet symbol på den palæstinensiske uafhængighedskamp.
Foto: Hedi Nermin Aziz
De blev sammen med flere demonstranter anklaget for at have organiseret en demonstration uden tilladelse og at forstyrre den nationale fred. Men værst af alt, blev de anklaget for mord.
”Vi mistede fem af vores venner den dag. Efterfølgende blev vi anklaget for at have dræbt dem, fordi vi opfordrede dem til at deltage i demonstrationerne. Vi har videoer, der tydeligt viser politifolk skyde vores ven i hovedet. Vi forsøgte at indkalde politimanden som vidne, men han mødte aldrig op. Myndighederne hævdede, at de ikke kunne finde ham.”
”Dommeren nægtede at acceptere vores videoer som bevismateriale med den begrundelse, at videoernes ægthed ikke kunne garanteres. Vi bad dem om en teknisk gennemgang af optagelserne for at bevise, at de ikke er blevet redigerede. Men den anmodning fik også afslag,” fortæller Shaimaa El-Banna.
Hendes advokat anbefalede hende at afvente dommen i Libanon, da egyptiske borgere ikke behøver have visum for at opholde sig i landet, og situationen ikke så lovende ud for hende. Et råd, som hun valgte at lytte til.
Og hun traf den rigtige beslutning. En måned senere blev hun idømt 10 års fængsel, som gjorde det umuligt for hende at vende tilbage til Egypten fra Libanon. I stedet søgte hun mod Europa.
Revolutionen må ikke gentage sig
Siden dommen har Shaima El-Banna levet i eksil i Sverige. Det har ikke været nemt at tilpasse sig et helt nyt land, men hun har langsomt vænnet sig til de nye omgivelser.
Når hun ser på den nuværende skærpede sikkerhedssituation i Egypten, bliver hun bekymret for, hvad der venter.
”Mens priserne på fødevarer stiger, og almindelige egyptere lever i fattigdom, har landets elite travlt med at bygge en masse store bygninger i hovedstaden. Der er en kæmpe kløft mellem overklassen, som bor i lukkede komplekser med øget sikkerhed og vagthunde, og underklassen, som knap nok har råd til at overleve. Den sociale ulighed i landet er med til at skabe splid og forhindre, at befolkningen gør modstand mod regeringen og hele systemet.”
Efter revolutionen i 2011 vil magthaverne for enhver pris undgå et lignende scenarie, konstaterer El-Banna:
”Den siddende præsident, Abdel Fatah al-Sisi, er klar over, hvad årsagen til revolutionen i 2011 var. Han vil ikke lave samme fejl som dengang – revolutionen må under ingen omstændigheder gentage sig. Han er villig til at forhindre ethvert forsøg på modstand eller mobilisering i befolkningen. Og han er god til det.”
”Alle, som prøver at arbejde for det egyptiske folks rettigheder, stemples som spioner eller korrupte udenlandske magter. Hvis de bor i Egypten, bliver de udsat for alverdens anklager og arresteret. Men medierne fremstiller især den egyptiske diaspora i udlandet som fjender, selv hvis de er født og opvokset i Egypten. Så snart man forlader landet, mister man retten til at udtale sig om det,” forklarer hun.
Ydermere har befolkningen ikke adgang til systemkritiske medier, fortæller El-Banna:
”Medieselskabet al-Muttahida, der ejes af militærets efterretningstjeneste, står for al produktion af film, serier, tv-programmer og talkshows. Alle medier kontrolleres af dem. Selv de fleste fagforeninger er domineret af militæret.”
Derfor er det langtfra en let opgave at kæmpe for forandring i Egypten. Men det er ikke ensbetydende med, at man skal give op, lyder det fra Shaimaa El-Banna. Hun og de fleste egyptiske aktivister, som hun er i kontakt med, ser FN som et af de vigtigste redskaber.
”Vi forsøger at bruge FN’s menneskerettighedsmekanismer til blandt andet at lægge pres på for at få løsladt politiske fanger. Men vi står over for en udfordring med den voksende bølge af højreorienterede i Europa og USA, som har stor indflydelse på mange af de her beslutninger,” siger hun.
Frø, som spreder håb
Shaimaa El-Banna, som også har deltaget i pro-palæstinensiske demonstrationer i Sverige, ser Studerende Mod Besættelsens teltlejr ved Københavns Universitet som et tegn på håb for demokratiet for fremtiden.
”Der er mange, som har stemplet de demonstrerende studerende som uromagere. Men som en ung aktivist i eksil, er det fantastisk for mig at se, hvordan unge mennesker i Vesten benytter sig af de demokratiske rettigheder, som nogle af mine egyptiske venner har mistet livet for.”
Og protestlejren har ikke været uden resultater. Den 28. maj droppede Københavns Universitet investeringer i firmaer med aktiviteter på Vestbredden.
”Universitetets villighed til at imødekomme de studerende spreder håb. Det er beviset på, hvad man kan opnå, hvis man nægter at give op. Forandringer starter altid med små bevægelser og små demonstrationer – husk, at det rent faktisk gør en forskel. Derfor skal de små sejre fejres. Og tro mig, andre universiteter rundt omkring i verden følger også med,” siger El-Banna.
”Hvis ikke man boykotter, protesterer eller laver noget støj, vil man aldrig blive hørt. Og hvis man bor i et land, hvor man er privilegeret nok til at kunne protestere uden at risikere at sætte sit liv på spil, så er det da det mindste, man kan gøre.”
