Hvad har de afrikanske byer Libreville, Yaoundé, Brazzaville, N’Djamena, Bangui og Port Louis til fælles?
Jo, udover at være hovedstæder i gamle franske kolonier, er de alle byer, hvor den ekstreme højrefløj fik flest stemmer blandt udenlandsfranskmænd til europaparlamentsvalget 9. juni. Hvis man lægger stemmerne fra Marine Le Pens parti ”Rassemblement National” og Marion Maréchal Le Pens ”Reconquête” sammen, fik den ekstreme højrefløj en markant fremgang i flere storbyer i de gamle franske kolonier.
Mens de to partier tilsammen også kom på andenpladsen i Abidjan (Côte d’Ivoire) og Lomé (Togo), er det opsigtsvækkende, at fremmedfjendske partier med racistiske tilbøjeligheder og en lang historik af xenofobiske udtalelser på bagen bliver mere og mere populære i de gamle kolonier. Det kommende franske parlamentsvalg, hvor Rassemblement Nationals Jordan Bardella meget vel kan ende med posten som premierminister, vil få indflydelse langt udover Frankrigs grænser, herunder i Afrika.
Selvom EU-valget, traditionen tro, viste, at franskmænd bosat i Afrika for det meste stemmer på venstrefløjen, har flere franske og afrikanske eksperter fundet det opsigtsvækkende, at den ekstreme højrefløj oplevede en markant fremgang i flere afrikanske storbyer.
Flere påpeger, at franskmænd bosat i Afrika synes mere og mere afkoblet fra hjemlandet, hvilket afspejles i den lave valgdeltagelse: I Niger, Mali og Burkina Faso stemte henholdsvis blot 1 procent, 6 procent og 11 procent af de stemmeberettigede, mens det i gennemsnit var halvdelen af franskmændene, som stemte i Frankrig.
Højrefløjens tiltrækningskræft: Selvstændighed, Tradition og Rusland
Ingen ved præcist, hvad Rassemblement Nationals Afrikapolitik indebærer, og indtil videre har partiets udmeldinger om Afrika primært handlet om migrationspolitik. Marine Le Pen er kun rejst til Afrika to gange i løbet af de seneste ti år, til Tchad og Senegal. Jordan Bardella, som har algeriske rødder, har skrevet en enkelt kronik om emnet i højrefløjsavisen Valeurs Actuelles.
Kigger man på de konkrete (og altså endnu sparsomme) politiske planer fra Marine Le Pens parti, finder man flere tiltag, som vil forringe situationen for franskmænd med afrikansk baggrund: at fjerne offentlige ydelser til franskmænd med udenlandsk baggrund (herunder afrikanske diasporaer i Frankrig), stoppe migration til Frankrig og annullere migrationsaftaler med afrikanske lande, besværliggøre visumprocesser samt skære i udviklingsbistanden.
Det kan virke paradoksalt, at flere altså vælger at stemme på et parti, der stikker imod deres egne interesser. Men graver man et spadestik dybere, finder man i hvert fald tre andre årsager, der kunne ligge til grund for den ekstreme højrefløjs voksende popularitet i Afrika.
Først og vigtigst er, at Marine Le Pen og Jordan Bardella vil give mere selvstændighed til afrikanske lande og ønsker mindre indblanding fra Frankrig i de gamle koloniers interne anliggender. Marine Le Pen har kritiseret Macron for hans interventioner i flere afrikanske lande og ønsker, at franske sikkerhedsstyrker forlader regionen.
Denne kritik af Macrons politik deles i store dele af afrikanske befolkninger. Konkret har Le Pen udtalt, at hun ønsker et endeligt opgør med ”La Francafrique”, et koncept som referer til Frankrigs fortsatte nære bånd til deres gamle kolonier i Afrika.
Dette vækker genklang især i vestafrikanske lande, hvor flere befolkningsgrupper ønsker at bryde med den gamle kolonimagt. Panafrikanske aktivister har åbent støttet Marine Le Pens udtalelser. Bardella har naturligvis også støttet Le Pens vision og udtalt, at han har stor forståelse for, at militærregimerne i Burkina Faso, Mali og Niger ønsker mere suverænitet samt at Frankrig ikke længere skal være ”politimand” i Afrika.
EU’s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra det Globale Syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
En anden årsag til den ekstreme højrefløjs popularitet er dens tætte bånd til Rusland. Rusland er de seneste år blevet en tæt samarbejdspartner for flere gamle kolonier i Vestafrika, og nyder også en vis popularitet blandt befolkningerne, hvor russiske flag er synlige til anti-franske demonstrationer. Det er en veldokumenteret kendsgerning, at Rassemblement National og dets forgænger Front National altid har næret tætte bånd med Rusland, og tidligere finansieret valgkampagner med russiske midler.
Sidst men ikke mindst står den radikale højrefløj for en række traditionelle værdier, som deles af mange i de gamle kolonier. Det er værdier som vigtigheden af familiestrukturer, bevarelsen af traditionelle kulturer og religioner over for moderniteten, og, i nogle tilfælde, også en skepsis over for seksuelle minoriteters rettigheder. Disse værdier er bærende i den radikale højrefløjs retorik og dominerende nogle steder i de gamle kolonier.
Konsekvenser for relationen til Afrika
Den ekstreme højrefløjs fremgang blandt franskmænd i Afrika markerer en betydningsfuld ændring i det politiske landskab, som kan få vidtrækkende konsekvenser for fremtidige relationer mellem Frankrig og Afrika. En ekstrem højre-regering i Frankrig vil ændre dynamikken mellem Frankrig og det afrikanske kontinent og vil højst sandsynligt betyde mindre fransk indflydelse i Afrika. Som en tæt rådgiver for den ivorianske præsident for nylig udtalte til avisen Le Monde, vil Frankrigs nye højreekstremistiske ansigt ”fremskynde dets kollaps i Afrika”.
Selvom det lige nu gælder parlamentsvalget, og at udenrigspolitikken traditionelt ligger på præsidentens skrivebord, ser det ud til, at Marine Le Pen også har en god chance for at vinde det næste præsidentvalg. Derfor er der god grund til at holde øje med udviklingen i de fransk-afrikanske relationer de kommende måneder.
Alexandre Gernigon er tidligere journalist på Globalnyt og skriver om politik og udvikling i Frankrig og det fransktalende Afrika.
