Hvad gør vi selv ved klimaudfordringen?

gettyimages-tog_lars
Det er afgørende, at vi finder ud af, hvad vi selv kan gøre ved den alvorlige trussel, som klimaforandringerne udgør. På DIIS udveksles informationer om togrejser i Europa intensivt ved kaffemaskinerne.
Foto: Horacio Villalobos/Corbis via Getty Images
Ane Nordentoft

11. december 2019

Lars Engberg-Pedersen

Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.

Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.

Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.

Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.

Alle Lars Engberg-Pedersens blogindlæg

En række vendepunkter – de såkaldte tipping points – er muligvis langt tættere på at indtræffe, end vi hidtil har antaget. Det skrev syv klimaforskere, heriblandt Katherine Richardson, den 27. november i en kommentar i tidsskriftet Nature.

Det drejer sig om det vestlige og østlige Antarktis, om Arktis og indlandsisen på Grønland, hvor afsmeltningen samlet set kan gøre havets overflade mindst 10 meter højere, men også øge temperaturen betydeligt. Det handler også om Amazon-junglen og om skovdækket på den nordlige halvkugle, hvor brande og afskovning kan føre til ikke bare mindre optag af CO2 men også yderligere udledning.

Optøningen af permafrosten i nordlige områder er et andet problem, der kan føre til udledning af metan – en 30 gange mere potent drivhusgas end CO2. Videre hedder det, at 99 procent af verdens koralrev, der er centrale for havenes økosystem, kan afgå ved døden, hvis de globale temperaturer stiger med i alt 2 grader.

Endelig – i denne opremsning, men man kan jo godt frygte at dette kun er toppen af isbjerget (!) – kan afsmeltningen af isen på Grønland muligvis være årsagen til at Golf-strømmen har mistet 15 procent af sin styrke. Fortsætter den udvikling, har det uoverskuelige konsekvenser for monsuner og regn i tropiske egne, men, tænker jeg, vel også for nordligere himmelstrøg som Danmark.

En væsentlig pointe i klimaforskernes kommentar er, at vendepunkterne allerede kan være indtruffet og i hvert fald vil indtræffe ved væsentligt lavere stigninger i den globale temperatur end hidtil antaget. Samtidig ved vi foruroligende lidt om samspillet mellem de forskellige udviklinger. Der er derfor al mulig grund til at være påpasselig og søge at begrænse de globale temperaturstigninger mest muligt.

Hva’ så?
På denne alt andet end muntre baggrund havde vi på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) besøg af Barry Gills, en politisk økonom og professor i Helsinki, som har arbejdet med udvikling, globalisering og i stigende grad med responsen på klimaforandringerne.

Han leverede en alt andet end følelseskold og optimistisk analyse, men plæderede dog for radikal demokratisering som vejen frem: Alle forsamlinger af mennesker, organisationer, virksomheder, foreninger osv. bør selv tage de initiativer, de kan, for at begrænse udledningen af drivhusgasser.

Det er fint, at vi som forbrugere tænker os om, men det er afgørende, at vi sætter os sammen i de netværk, vi indgår i, og finder ud af hvad vi kan gøre. Jo mere vi får talt om udfordringer og muligheder, desto større er chancen for at flere ændrer adfærd, var argumentet.

Et spørgsmål fra salen pegede meget naturligt på, at hvis situationen er så alvorlig som beskrevet ovenfor, så er der vel næppe tid til at vi mennesker finder ud af at ændre adfærd. Der er brug for en avantgardistisk revolution snarere end radikal demokratisering.

Den ”købte” Barry Gills ikke. Han mener, at bevidsthedsændringerne det seneste år har været enorme og at den bevægelse vil fortsætte. Derudover kan man mene, at revolutioner har det med at have uoverskuelige konsekvenser, så at erstatte én form for uoverskuelighed med en anden virker ikke tillokkende.

Styrke og håb
Men kan vi tro på fællesskabernes styrke? Her på DIIS har vi over det seneste halve år udviklet og vedtaget en politik for bæredygtigt miljø, som blandt andet sigter på at reducere instituttets fly-relaterede CO2-udledninger med 10 procent om året. Universitetet i Cambridge har en ambition at reducere CO2-udledninger fra brug af energi med 34 procent i 2020 ift. 2005, og sådan lader det til at flere og flere højere læreanstalter sætter sig klimamål.

Det er jo fint, men erfaringen her fra DIIS er også, at sjældent har en beslutning været så omdiskuteret som denne. Mange oplever det som et voldsomt indgreb i deres arbejdsbetingelser og liv at skulle gå på kompromis med deres hidtidige adfærd.

Samtidig er det en ny udfordring for os danskere, der for størstedelens vedkommende vel næsten kun i forbindelse med de bilfri søndage i 1970’erne har oplevet samfundsmæssige begrænsninger af vores adfærd de seneste 74 år. Forudsætningerne er derfor ikke de bedste, men jeg kan desværre ikke se oplagte alternativer til Barry Gills’ forslag.

Et håb kan dog være, at nok har diskussionerne her på instituttet om miljøpolitikken været ophedede, men aldrig er informationer om togrejser i Europa blevet udvekslet så intensivt ved kaffemaskinerne, og en rent vegetarisk frokostordning er såmænd også blevet foreslået. Dér er vi dog ikke helt endnu.