Hvad med at bruge udviklingsbistand som bistand til udvikling?

gettyimages-1230849296
Migrationsbekæmpelse må ikke blive et fokus i udviklingsbistanden. Idlib i Syrien.
Foto: Muhammed Said/Anadolu Agency via Getty Images
Forfatter billede

31. januar 2021

Knud Vilby

Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.

Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.

knudvilby.dk

Tidligere blogindlæg på Globalnyt

’Forræderi mod udviklingsbistanden’ kaldte Lars Engberg-Pedersen forleden regeringens planer om at lave modtagecentre for asylansøgere uden for Europa og lade dem finansiere via udviklingsbistanden. Selv har jeg udtrykt forargelse over, at man bevilger bistandspenge til at sende asylansøgere fra Balkan til Pakistan og andre destinationer. Engang var bistand at sende penge og ekspertise fra rige til fattige. Nu bruges den også til at reeksportere fattige mennesker til fattige lande.

Danmark skal have ny udviklingspolitisk strategi, og forleden var der en høring i det udenrigspolitiske udvalg, om hvad strategien skal indeholde. Der blev sagt pæne og konstruktive ting. Meget rigtigt fornuftigt om Danmarks styrkepositioner blandt andet på det grønne område og erhvervsområdet. Men det var også en meget, meget pæn affære. Der var bestemt ingen, der talte om forræderi mod bistanden.

Det ville måske også være dumt. Politikerne skal jo helst finde en vis sympati, for det de hører, og det kræver nok høflighed, En anelse mere provokation ville dog ikke have skadet.

Pænt og stilfærdigt blev der alligevel sagt stærke ting af nogle få. Det knytter sig til det, jeg startede med.

Dansk Flygtningehjælps generalsekretær Charlotte Slente sagde ”at migrationsbekæmpelse må ikke blive et fokus i bistanden”, for gør det det, vil det underminere de langsigtede bistandsresultater, og det vil underminere en regelbaseret verdenssorden.

Hun talte om behovet for langsigtethed, om flygtninge, der typisk er fordrevet i 20 år, om behovet for solidariske langsigtede indsatser og samtænkning af humanitære og udviklingspolitiske indsatser og forebyggende indsatser for fred.

Anne Mette Kjær, der er formand for udviklingspolitisk råd, understregede, at det er den efterspørgselsbaserede bistand med lokalt ejerskab, der virker bedst. Derfor skal der tænkes langsigtet. Men vi har fået mindre økonomisk kapacitet og mindre landeprogrammer og mindre Afrika-bistand, samtidig med at vi har fået et beskåret udenrigsministerium med meget ringere kapacitet end tidligere til at administrere bistand.

Og hun advarede om, at man med færre penge og ringere kapacitet vedtager endnu flere målsætninger. Det vil være en hindring for god bistand.

Oxfam IBIS generalsekretær Kristian Weise fik nævnt, at bistanden er på det laveste niveau i 40 år.

Når man bare var med på en lytter, var der en indre sammenhæng især mellem Charlotte Slentes og Anne Mette Kjærs to indlæg. Migration og flygtninge bliver et af den nye strategis temaer, men det er oplagt, at jo mere man bruger penge på at holde folk ude af Danmark og sende folk ud af Balkan, des færre penge bliver der til langsigtet bistand i et bistandsbudget, der i forvejen er skåret voldsomt ned.

Det er fint nok at sige – som rigtigt mange gør – at det ikke kun handler om bistandens størrelse, men også om dens kvalitet. Og det er rigtigt. Men går man for langt ad den vej, som Charlotte Slente og Lars Engberg Pedersen og Anne Mette Kjær advarer imod, så går det faktisk også ud over kvaliteten.

Der bør være en grænse
Strategier er jo noget kompliceret noget. De er normalt præget af rigtigt mange ord, som ikke betyder så meget, men så også af nogle få vigtige signalord, som fortæller hvor nyorienteringen og prioriteringerne ligger.

Kunne man ikke denne gang helt enkelt i starten af teksten skrive, at formålet med udviklingsbistand er bistand til udvikling, og hver bevilling skal godkendes i henhold til det formål.

En gang troede vi, at det var en selvfølge, som vi ikke behøvede at trampe rundt i, men sådan er det ikke mere. I dag bruges udviklingsbistand til de mærkværdigste formål, som intet har med udvikling at gøre. Der er altid et hurtigt politisk argument, men der bør være en grænse.

Lars Engberg-Pedersen skriver i sin artikel, at det formentlig er juridisk over kanten at bruge udviklingsbistand til at finansiere modtagecentre uden for Europa. Og jeg er enig. Bistand til udvikling er det i hvert fald ikke.

Regeringen har det flertal regeringen har, og den gør, hvad den vil eller kan i udlændingepolitikken. Men om ikke andet bør den finde finansieringen et sted, hvor formålet svarer til bevillingerne, så man ikke med fejlagtige argumenter svækker bistanden yderligere.

Det ville også give en ny udviklingsminister Flemming Møller Mortensen en chance for at vise handlekraft omkring det, det bør handle om, og ikke tvinge ham ud i uendelige og kedsommelige udenomsforklaringer.

Det ville i øvrigt være fint, hvis det så berømmede civilsamfund for alvor løftede stemmen om disse spørgsmål. Charlotte Slente fra Flygtningehjælpen var ved høringen den eneste civilsamfundsstemme, der talte om netop det problem. Hun kom til Flygtningehjælpen fra udenrigsministeriet, så hun ved naturligvis, hvad det handler om.