Hvad nu efter massedrab i Etiopien?

unavngivet
Forfatter billede

12. august 2016

Knud Vilby

Knud Vilby (født 1942) er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent.

Han har arbejdet på Danmarks Radio, været chefredaktør på Information, formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke samt for Dansk Forfatterforening. Han var i en periode ligeledes medlem af Danidas styrelse og har også været formand for IWGIA, International Work Group for Indigenous Affairs.

knudvilby.dk

Tidligere blogindlæg på Globalnyt

Sidste weekend dræbte den etiopiske regerings folk omkring 100 demonstranter i Etiopien. Mig bekendt er Globalnyt det eneste danske medie, der har omtalt konflikten og den brutale regeringshåndtering. Måske skyldes det, at der er travlt med olympiaden, måske at der er få turister i Etiopien (i modsætning til i Thailand), eller måske bare at Afrika generelt dækkes dårligt.

Andre steder har udviklingen skabt opmærksomhed. Washington Post har bragt en kommentar med overskriften ”Det etiopiske regime har dræbt hundreder. Hvorfor giver Vesten stadig hjælp?”. Her står, at der er hundreder af dræbte. Hundrede dræbte er et minimumstal.

Jeg vender tilbage til spørgsmålet om bistanden. Men først lidt mere om konflikten (læs i øvrigt Globalnyts nyhedshistorier).

Vigtig allieret

Etiopien har stort set altid haft meget håndfaste autoritære og temmelig brutale regeringer. Normalt er de udsprunget af befolkningen i Amhara-regionen, der er den næststørste gruppe i forbundsstaten. De sidste mange år har styret imidlertid været helt domineret af folk fra Tigray i det nordlige Etiopien. Det hænger sammen med, at det var styrker fra Tigray og Eritrea, der i sin tid væltede diktatoren Mengistu. Siden fik Eritrea selvstændighed, og så var der tigrinerne næsten alene tilbage i ledelsen.

Men tigrinerne udgør kun 6-7 % af Etiopiens befolkning, og de to store etniske grupper, oromoerne i Oromia og Amharas befolkning, har længe følt, at de er sat uden for indflydelse. Der har været spændinger og drab tidligere, men i 2015 startede en ny bølge af demonstrationer i Oromia. Rapporter fortæller, at der siden er dræbt omkring 400 mennesker ved en række regeringsaktioner i Oromia. Mange flere er naturligvis fængslede.

I weekenden var der så demonstrationer igen, og det nye er, at de har bredt sig til Amhara og endda til hovedstaden Addis Abeba. Det har man ikke set tidligere. Etiopien er et etnisk kludetæppe, og historisk har der også været spændinger mellem Amhara og Oromia. Nu er der protester begge steder, og de to grupper udgør tilsammen næsten to tredjedele af befolkningen.

Det er efterhånden en halv snes år siden, Etiopiens regering forbød udenlandske organisationer at beskæftige sig med menneskerettigheder. Det er så vigtigt et område, at regeringen ønsker at være alene om at håndtere det. Regeringen vil også gerne håndtere medierne. Og trods formel parlamentarisme, har der også været eksempler på massiv valgsvindel. I dag dominerer regeringspartiet totalt parlamentet.

Der har således længe været al mulig grund til kritik, grænsende til fordømmelse. Men Etiopien er også en værdifuld allieret. Siden 11. september 2001 har Etiopien været USA’s vigtigste allierede i den del af verden, og ikke mindst i forhold til indsatser i Somalia. Så Etiopien får lov til meget, som andre lande ikke får lov til.

Det etiopiske styre har også været dygtigt. Landet klarer sig efter afrikanske forhold rigtig godt. Økonomien er dynamisk. Der investeres, og der er gang i udviklingen.

Endelig har Etiopien – trods disse positive overordnede meldinger – tilbagevende tørkeproblemer, som gør at nødhjælp er nødvendig, hvis man skal undgå sult og masseudvandring. Regeringen håndterer disse situationer langt bedre end regeringen i 1980’erne, hvor hundredtusinder døde, og en hel verden var optaget af Etiopien-katastrofen. Landbruget har også udviklet sig i takt med befolkningstilvæksten, men netop i år er problemerne meget store. Behovet for hjælp er massivt. Folkekirkens Nødhjælp er blandt de danske organisationer, der har rigtig travlt i Etiopien.

Ikke et pip fra Danmark

Danske regeringer har – som tætte USA-allierede – været på en temmelig hjertelig fod med Etiiopien. Anders Fogh Rasmussens Afrika-kommission havde Etiopiens daværende (nu afdøde) autoritære leder Meles Zenavi som medlem, og der blev sagt mange pæne ord om hans talenter og demokratiske sindelag. Senere udviklingsminister Christian Friis Bach var også ret betaget af Etiopien, blandt andet på grund af de gode landbrugsresultater. Lars Løkke Rasmussen var som GGGI-leder også involveret i etiopiske indsatser. Alle har de formentlig i deres inderste været præget af, at hvad USA kan acceptere, det kan Danmark også glæde sig over.

Den amerikanske ambassade i Etiopien har kondoleret efter weekendens drab, og den har understreget behovet for at man kommer tilbage til en situation, hvor forsamlingsfrihed accepteres. Det er vist så tæt, man fra amerikansk side kommer på kritik. Fra Danmark har der ikke været pippet.

Tilbage til spørgsmålet i Washington Post. Kan vi blive ved med at give bistand? Det korte svar er ja. En langvarig tørke og hungersituation forpligter til en humanitær indsats. Det er også rigtigt, at der sker så meget godt i Etiopien, at det ville være dumt og kortsigtet, at overlade dem til kineserne, der allerede har ganske godt fat.

Endelig er Etiopien et af de lande som EU gerne vil ”handle” flygtninge med. Bistand mod sikring af, at der ikke kommer for mange til EU, og for at EU kan sende etiopiere tilbage.  Lidt som i forholdet til Tyrkiet men i mindre skala. Usympatisk realpolitik, men meget konkret.

Der er således adskillige grunde til at blive ved med at agere med Etiopien. Men total stilhed er ikke en rimelig reaktion. Også fordi det her kan udvikle sig. Oromo-aktivister sammenligner med Syrien, som jo netop også var præget af, at Assad fra den alawittiske minoritet har styret over en majoritet, ligesom tigrinerne gør det i Etiopien. Nogle observatører mener at Etiopien kan være ved et vendepunkt. Jeg ved det ikke. Men det er et land man bør følge.

Også i medierne.