En del af indbyggerne og politikerne på øen Bougainville ønsker selvstændighed fra Papua Ny Guinea og der er planlagt en folkeafstemning om spørgsmålet 15. juni 2019.
Papua Ny Guinea er den østlige halvdel af øen Ny Guinea umiddelbart nord for Australien. Den vestlige del af øen er en del af Indonesien.
Bougainville ligger vest for hovedlandet og deler farvand med Solomonøerne.
Fortalerne for uafhængighed har muligvis et svar men politikerne på Bougainville og i Papua Ny Guineas hovedstad Port Moresby kæmper fortsat med at finde på det helt konkrete spørgsmål, som vælgerne skal tage stilling til.
Det betyder, at forberedelserne til folkeafstemningen ikke kan komme rigtigt i gang, skriver Radio New Zealand International.
Spørgsmålet – eller spørgsmålene – skal udformes af et såkaldt Joint Supervisory Board, der har landets premierminister Peter O’Neill og lederen for Bougainvilles selvstyre John Momis i spidsen.
En årsag til forsinkelsen skal være at et eksperthold kom med fire spørgsmål men at premierministeren sendte dem tilbage til skrivebordene med besked om, at han ville have ét spørgsmål.
Som det er blevet åbenbart for mange efter den britiske folkeafstemning om udmelding af EU – det såkaldte Brexit – så kan en folkeafstemninger om relativt komplicerede emner som national suverænitet og uafhængighed skabe nye spørgsmål, som afstemningsresultatet ikke umiddelbart giver noget svar på.
Bougainville var i 1990 hærget af en voldsom borgerkrig. En del af fredsaftalen med regeringen var at indbyggerne skulle have lov til at stemme om uafhængighed mellem 2015 og 2020.