Inden for en generation eller to bliver det en realitet. Klimaforandringerne får havene til at stige og oversvømme en eller flere af de stillehavsnationer, som kun hæver sig ganske lidt over havets overflade. Først i rækken står Kiribati, Tuvalu og Marshall-øerne.
Hvad sker der med indbyggerne, når en stat, som er anerkendt af resten af verdens lande og medlem af FN, forsvinder under bølgerne? Når hele dens fysiske territorium ligger under vand, hele befolkningen er i eksil – men med flag, pas og statsborgerskab, regering og finanslove. Måske. Det korte svar er, at det ved vi ikke, lyder det fra den danske FN-jurist Morten Michelsen i denne uges episode af Højtryk – Globalnyts podcast.
Morten Michelsen, der til daglig arbejder i FN’s interne juridiske system, har i en orlovsperiode været visiting fellow på Columbia University i New York, og her har han beskæftiget sig indgående med de juridiske implikationer af landes forsvinden under havet. For den slags er der ingen internationale regler for – ingen havde forestillet sig et sådan scenarie, dengang det internationale samfund satte sig sammen for at definere, hvad der skal til for at etablere en stat.
Fire ingredienser til en stat
Der er groft sagt fire kriterier for at noget kan blive til en stat. De stammer fra Montevideo-konventionen, som blev indgået i 1933 mellem staterne i Syd- og Nordamerika:
- Der skal være et defineret territorium.
- Der skal være en befolkning.
- Der skal være en regering.
- Staten skal kunne interagere med andre stater.
”Men der er ikke nogen, der ved, hvordan det forholder sig, hvis en eksisterende stats landterritorium forsvinder under vandet. Og hvad med befolkningen? Almindeligvis tænker man jo, at en befolkning bor på landets territorium. Danskerne bor i Danmark. Men hvad nu hvis alle danskere boede i Sverige? Ville Danmark så stadig eksistere? Den slags tænkte man ikke på, da FN-pagten blev underskrevet efter Anden Verdenskrig.”
Et land, der er helt oversvømmet, med en befolkning og en regering, som opholder sig i andre lande og som har indtægter fra for eksempel fiskeri på dets territorium, er ikke en skør tanke, mener Morten Michelsen.
Hvad med rettighederne til fiskeri?
Men et af de store spørgsmål er, om en østat for eksempel kan beholde sin særlige økonomiske zone, altså sine fiskeri- og minedriftsrettigheder, hvis den egentlig ikke er en ø længere. Eller om befolkningen også mister sit levebrød, indtægtsmuligheder eller for eksempel værdier til brug i en eventuel forhandling med et land, borgerne måske gerne vil flytte til.
”Traditionelt set har man altid tænkt det vertikalt, altså at land, befolkning og regering befinder sig samme sted. Men der er mange måder, man kan konstruere en stat på – i virkeligheden er det kun kreativiteten, der sætter grænser. Måske kan Tuvalu lave en ordning med et andet land, så befolkningen slår sig ned der, men bevarer deres statsborgerskab og deres stat som Tuvalu og beholder retten til de maritime områder, som landet har i dag.”
De små, udsatte ø-nationer lancerede ved FN’s Generalforsamling sidste år deres Rising Nations-initiativ. Initiativets navn kan virke forvirrende, for landenes situation er jo nærmest det modsatte af ’rising’. Men det er valgt for at signalere en konstruktiv tilgang, fortæller Morten Michelsen.
Og noget af det, de taler om i Rising Nations-initiativet er, hvordan man kan bevare landenes kulturer. Én model er, at skabe virtuelle kulturcentre, som måske kan forbindes med virtuelle regeringsfunktioner, som vi kender der fra Danmark. For når vi i dag klarer flere og flere møder med det offentlige via internettet, så er der mindre og mindre til hinder for at staten og befolkningen kan befinde sig hvor som helst på kloden.
Men understreger den danske jurist det haster med at finde svar på alle spørgsmålene, før problemerne vokser sig rigtig store, og før de rammer langt større nationer end tre lilleput-ø-stater.
Hør hele interviewet med Morten Michelsen og nogle af svarene herunder og find podcasten Højtryk der hvor du plejer at finde podcasts.
