Svend Løbner
Svend Løbner er freelancejournalist for flere hjælpeorganisationer og har særlig interesse for menneskerettigheder og mødet mellem forskellige kulturer og religioner.
Han voksede op i Tanzania indtil han var 18 år og kom derefter i lære som reklametegner i Svendborg. Senere uddannede han sig i økumenisk teologi i USA og virkede mange år som præst, inden han efteruddannede sig i Analytisk Journalistik på Syddansk Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Dette mix blev til flere år med foredrag og kurser i kommunikation for flere end to tusind præster, menighedsrådsmedlemmer og kirkefunktionærer. Inden Corona-pandemien rejste han jævnligt på reportagerejser for hjælpeorganisationer til bl.a. Tanzania, Kenya, Nigeria, Somaliland og Israel/Palæstina.
Svend har en snes bøger på samvittigheden i bl.a. kommunikation, kultur- og religionsmøde. Han har bl.a. bogen Kristus i verdensreligionerne (cBooks, 2009), er medforfatter til bogen Flerkulturelle Rødder (Dansk Psykologisk Forlag, 2012), redaktør på antologien Livet før døden (Unitas/Eksistensen 2012), forfatter til interviewbogen Mediepræster (Kirkeligt Medieakademi, 2014), reportagebogen Stemmer fra Tanzania (cBooks, 2017) og redaktionssekretær på antologien Tro og videnskab (Forlaget CKT, 2019). Han har også skrevet to e-bøger om kommunikation: Det vigtigste først og Der skal to til en tango (2020). I sin fritid driver han Netavisen Sameksistens.
Danmark bliver mere og mere multikulturelt efterhånden som folk fra andre himmelstrøg med forskellige religioner og livssyn tilslutter sig.
Hvordan omtaler vi gammeldanskere ”de andre” – både herhjemme og ude i verden, hvor vi møder mennesker af en helt anden kultur og tradition. Ikke kun de andre af etnisk oprindelse og religiøs baggrund, men også andre socialt stillede, sundhedsmæssigt udfordrede, og mennesker, der bare er anderledes end flertallet?
Det er langsomt gået op for mig, hvor vigtigt mit sprogbrug er, når jeg omtaler andre end mig selv. Det kaldes diskurs, altså den sprogtone, der fremkommer ved benyttelse af bestemte ord og betegnelser.
Generaliseringer er no-go
Første gang, jeg rigtig blev opmærksom på fænomenet, var da jeg som ung præst sagde i en prædiken, at folk gør dit og dat, og en ældre dame bagefter kom frem og udfordrede mig: “Hvad mener du med folk? Du kan da ikke skære alle over en kam på den måde!”
Det kaldes generalisering. Og det er ikke et ukendt fænomen. Vi møder det hver eneste dag. Vi er ”kunder”, ”forbrugere” og ”målgrupper” i kraft af den værdi, vi repræsenterer, og ikke de mennesker, vi er i egen ret.
Nogle gange i helt uhyrlige former: Mænd er grove, kvinder hysteriske, børn umulige, unge langt ude o så videre. Eller som jeg hørte en finsk missionær sige i Tanzania: Afrikanerne skal styres med jernspir! Rigtig slemt bliver det, når samfundsdebattører på Facebook og andre medier antyder, at muslimer er potentielle terrorister.
Så langt ud kommer fornuftigt tænkende mennesker heldigvis ikke. Men den offentlige samtale påvirker os. og vi risikerer et ubevogtet øjeblik at kigge skævt til vores medmennesker.
Ingen instrumentalisering
Næste gang, jeg blev opmærksom på mit sprogbrug om ”en anden” var i en hjælpeorganisation, hvor en medarbejder indædt protesterede hver gang, vi brugte det engelske ord ”beneficiary” om modtagere af nødhjælp og udvikling. Ordet betyder ”begunstiget” og bruges rigtig meget i udviklingsbranchen.
“Hvorfor skriver I ikke bare ”lokalbefolkningen” eller ”familier” eller ”mænd, kvinder og børn”, som jo er dem, det egentlig handler om?” sagde han.
Jamen kan så ikke skrive ”modtagere” af nødhjælpen. Nej, sagde han, for så instrumentaliserer I dem også. De er mennesker. Punktum.
De er heller ikke ”ofre”, for så taler vi ned til dem, som om de er totalt hjælpeløse og afhængige af hjælp udefra.
Kom af med frelserkomplekset
Mennesker har altid drømme og håb om en bedre fremtid for dem selv og deres børn. De har altid et minimum at evne og mulighed for at løfte sig selv bare en lille smule ud af fattigdom og armod. Når vi hjælper, er det kun et bidrag til den selvhjælp, de allerede udfører.
Dem, vi ser som underprivilegerede, har faktisk helt ufattelige evner til at klare sig i livet. Vi skal af med frelserkomplekset, hvor det altid er os i det hvide Vesten, der kommer resten af verden til undsætning, og mere se hjælpearbejdet som et selvhjælpsbidrag, noget vi gør i fællesskab, og at dem, vi synes, vi hjælper, også kan giver os noget tilbage.
Det var faktisk en imam, der lærte mig, at Gud har fordelt goderne forskelligt i verden, og når vi i Vesten har fået det bedre materielt, påhviler det os at dele vores rigdom med de fattige og dermed udligne forskellene. Det er vores pligt.
Jeg stammer, men er ikke ”en stammer”
Det var også i udviklingskommunikation jeg lærte ikke at klistre menneskers sundhedsudfordringer på dem ved at skrive handicappede, udviklingshæmmede eller sygdomsramte. Hvor er det nærliggende! Og jeg kommer selv til at gøre det igen og igen. Men heldigvis er der en slettetast på computeren.
Det hedder ikke handicappet, men person med handicap, eller barn, kvinde, mand med handicap. Det hedder ikke udviklingshæmmet, men person med udviklingshæmning. Personen skal adskilles fra udfordringen.
Jeg stammede meget som barn, helt fra jeg kom på kostskole i Tanzania, til jeg var langt op i teenageårene. Hvordan ville jeg have det, hvis nogen kaldte mig ”stammer”? For det gjorde man en gang. Det ville have såret mig dybt.
