Hvordan beskytter vi bedst Afrikas truede dyr?
Mennesket kommer i stigende grad på kollisionskurs med Afrikas store pattedyr.
Næsehorn krybskyttes fordi næsehornshorn kan sælges for mere end kokain og heroin.
Elefanter skydes også af krybskytter, der videresælger deres stødtænder som værdifuld elfenben.
Naturligvis må dyrene beskyttes. Men hvad med de fattige afrikanere, der skal leve som naboer til de store, farlige dyr?
Zimbabwes største nationalpark, Hwange, huser mere end tre gange så mange elefanter, som naturen kan bære. Tørke og klimaændringer presser de vilde dyr ud af parkerne for at søge vand og føde.
Alene i år er 33 mennesker dræbt i Zimbabwe af vilde dyr, halvdelen af elefanter.
Globalnyt afholder sammen med Zoo i København et debatmøde onsdag d. 27 november kl. 19-21 om beskyttelse af mennesker og dyr.
Der er gratis adgang, men billetter skal bestilles på forhånd her.
Læs mere her.
Lørdag den sjette april i år blev 44-årige Hardlife Mujombi, hans fætter Owiwi Okwinji på 28 år og en tredje mand ved navn Emerson Tarwa skudt og dræbt i dyreparken Malilangwe i det sydlige Zimbabwe.
I en presseomtale dagen efter hed det lakonisk, at fem vagter fra Malilangwe havde antruffet de tre ”krybskytter” og skudt dem i ”en udveksling af geværild”.
I samarbejde med den zimbabwiske radiostation ZiFM har Globalnyt forsøgt at gå bag den lakoniske meddelelse for at forstå, hvad der kunne have drevet tre mænd ud i så farlig en handling som at klatre over hegnet til en af Afrikas bedst bevogtede dyreparker.
Tørt og fattigt
Alle tre voksede op som naboer til den privatejede dyrepark i Bikitadistriktet, et tørt og hedt område, hvor kvægdrift traditionelt har været den mest givtige form for udnyttelse af den tørre og næringsfattige jord. Mens den mindst ringe jord i 1930’erne blev reserveret til kolossale farme for landets hvide indbyggere og indvandrere, var den afrikanske befolkning henvist til stenede og ringere områder.
Zimbawes selvstændighed i 1980 ændrede ikke disse ejendomsforhold. I 1990’erne blev hovedparten af de hvide farme opgivet som landbrug og i stedet udlagt til private vildtparker – tilsammen fylder sådanne private parker i dag 40 procent af hele Bikita. Her kan turister, især udenlandske, opleve Afrikas fantastiske dyreliv, også sjældne og sky dyr som næsehorn.
Uden for dyreparkerne overlever befolkningen hovedsagelig som subsistensbønder. Her falder ikke mere end nogle få hundrede millimeter regn om året, og tørke rammer regelmæssigt. Ganske vist ligger Zimbabwes største lithium-mine i Bikita, men megen minedrift giver ikke mange lokale arbejdspladser til ufaglærte. Det er et yderst fattigt område, hvor mere end halvdelen af indbyggerne jævnligt oplever sult, og hvor mere end en fjerdedel er afhængig af usikker fødevarehjælp fra staten eller private organisationer.Flere studier viser, at området i dag har langt flere kvindelige indbyggere end mandlige – mændene er rejst syd for grænsen for at søge penge og arbejde i Sydafrika. Forsørgelsen af deres børn hviler på efterladte koner eller bedstemødre. Et nyligt studie viser, at mere end halvdelen modtager pengehjælp fra de udvandrede mænd – men ofte er det små beløb; Sydafrika har længe været ramt af økonomisk tilbagegang.
En god mand
Ifølge den 28-årige dræbte Owiwi Okwinjis far, var hans ældre fætter, Hardlife, leder af gruppen.
Den lokale høvding, Dziyakwe Gwinyai, fortæller, at også Hardlife har tilbragt de fleste af sine voksne år på jagt efter arbejde og indtægt i Sydafrika: “Han var aldrig rigtig en social person, men kom hjem hvert år til jul.”
Høvding Gwinyai opfattede Hardlife som ‘en flamboyant person’, der ikke bare havde fået råd til at bygge et hus af mursten, men også ejede en bil. ”Han var en god mand for sin familie,” fortæller høvdingen. ”Han tog sig godt af sin handikappede far og sin brors børn. Hans død er et stort tab for familien.”
Hardlife har været fuldt bekendt med farerne ved krybskytteri, for han måtte sælge både hus og bil i 2011 for at betale den sagfører, der forsvarede ham ved en retssag for besiddelse af et næsehornshorn.
Dommeren idømte Hardlife seks års fængsel for krybskytteri. Hvad han lavede i Sydafrika efter sin løsladelse i 2017 og frem til sin død to år senere, er ikke kendt, men på hans lig fandt vagterne et ID-kort fra et sydafrikansk vagtfirma – det ensomme liv som nattevagt er en typisk beskæftigelse for ufaglærte migranter i Sydafrika.
Owiwis far er overbevist om, at Hardlife efter fængselsdommen fortsatte sit liv som krybskytte. ”Han kom her i landsbyen dagen før de blev skudt og tog min søn med sig,” fortæller han til Globalnyt. ”Vi tror han solgte næsehornshorn i Sydafrika. Han sagde ikke noget om, hvad de skulle den dag, han hentede min søn. Det næste, jeg hørte, var, at de var blevet dræbt i Malilangwe.”Kød til gryderne
Kendt som en af Afrikas mest attraktive dyreparker har den 526 kvadratkilometer store Malilangwe haft besøg af berømte gæster som Melinda og Bill Gates og Shakira. Gæsterne kan nyde synet af tusinder af vilde dyr, også Afrikas såkaldte ’fem store’: Næsehorn, løve, elefant, leopard og bøffel. På Malilangwes hjemmeside fremhæves, at parken beskyttes af en ”motiveret og disciplineret styrke af vagter”, som har begrænset krybskytteri til et minimum.
Hvad der fik de tre mænd til at forsøge sig i et af Zimbabwes bedst beskyttede dyreparker er uvist. Men både Owiwis far og høvdingen i hans område regner med, at de ville krybskytte. ”Livet er hårdt her, de prøvede at forsørge sig selv ved at skyde noget vildt,” siger høvding Ziki.
Krybskytteriet er sjældent rettet mod den lyssky og komplicerede undergrundshandel med næsehornshorn eller elfenben; det er en åben hemmelighed på egnen, at en del af kødet i lokale gryder og på de lokale markeder stammer fra jagt. ”Og når det sker uden for jagtsæsonen, kan man blive noget mistænksom over for, hvorfra det stammer,” siger den lokale ’kommunaldirektør’, Chiredzi Rural Council acting chief executive officer, Mikia Manjatame til Globalnyt.
En talsmand for områdets politi fortæller til Globalnyt, at det fik oplyst fra Malilangwe, at to vagter så de tre mænd klatre over hegnet ind til dyreparken. De indkaldte yderlige tre som forstærkning, og de fem vagter sporede de tre indtrængende, råbte dem an og skød varselsskud. “Men de skød tilbage og blev dræbt,” siger politiets talsmand, Kudakwashe Dehwa. “Krybskytter ved godt, at loven er skrap når det angår at skyde dyr i vores land – jeg tror, det var derfor, de forsøgte at kæmpe imod vagterne.” Alene i 2019 er foreløbig seks mænd dræbt under krybskytteri i Zimbabwes dyreparker.
Dødsdom på stedet
Efter hændelsen har flere på egnen undret sig over, hvorfor de fem bevæbnede Malilangwe-vagter dræbte alle tre formodede krybskytter – der kun havde én riffel. Den lokale høvding kalder drabene ’uretfærdige’. ”De tre skulle være blevet stillet for retten, så vi kunne have hørt deres historie. Var de skyldige, kunne de blive dømt og fængslet og komme levende hjem igen. De havde familier at tage sig af,” siger høvding Ziki.
Owiwis far har en helt anden historie at fortælle om begivenhederne den tragiske aprildag end vagterne og politiet, efter han har talt med en person, der har besøgt gerningsstedet. Faderen vil af forsigtighed ikke oplyse navnet på denne person.
”Ifølge mit vidne havde Hardlife bestukket vagterne fra Malilangwe til at lade dem passere og skyde et næsehorn. Men de kom op at skændes om beløbet, og så skød vagterne dem alle tre,” fortæller Owiwis far.
Det lokale parlamentsmedlem for Chiredzi East, Denford Masiya, beklager også dødsfaldene. “Det svarer jo til, at Malilangwes ejere siger, at der er automatisk dødsdom for enhver, der bliver taget for krybskytteri.”Masiya ærgrer sig over, at de døde ikke har kunnet vidne mod eventuelle bagmænd i en retssag. Noget tyder jo på, at Hardship efter sin tidligere dom havde genoptaget forbindelsen til bagmændene, siger han. “I retten kunne de have afsløret kartellet, der hærger i landet. Nu, hvor de er døde, får vi det aldrig at vide.”
Både han og flere andre myndighedspersoner understreger, at lokalsamfundene generelt har et godt samarbejde med Malilangwe: “Folk på egnen har fået en god forståelse for vigtigheden af at beskytte de truede dyr,” siger kommunaldirektør Manjatame. Det sker blandt andet gennem CAMPFIRE, Communal Areas Management Programme for Indigenous Resources, der giver både kød og nogle små indtægter fra trofæjægeres jagt i dyreparken. “Malilangwe giver legater til skolebørn og støtter med brøndboringer – men der er jo aldrig penge nok her på egnen, fastslår” kommunaldirektøren.
På trods af flere henvendelser har det ikke været muligt at få en kommentar fra Malilangwes ledelse.
Works Gezana er Masvingo-korrespondent for den private radiostation i Zimbabwe, ZiFM.
Artiklen er oversat og redigeret af Peter Tygesen.