I 1980erne lagde regeringen i Malaysia en plan – fire årtier senere er den ved at lykkes

Henrik Søborg er lektor emeritus Roskilde Universitet, og har i mange år arbejdet inden for udviklingsstudie-fagområdet med fokus på Sydøstasiens økonomiske og politiske udvikling.

Hvis den malaysiske regering har nytårsforsætter for 2025, må et af dem være at holde det hidtidige tempo frem mod at gøre landet til en højindkomstøkonomi. Det er en stor udfordring, og landet har i mange år været på vej mod denne økonomiske status.

Det begyndte allerede i 1986 med at klatre op ad stigen med sin første industrielle masterplan, og i efteråret 2024 offentliggjorde premierminister Anwar Ibrahim landets fjerde industrielle masterplan.

Det var en begivenhed i Malaysia, for med denne nye plan gør regeringen et nyt forsøg på at nå det eftertragtede mål om at blive en højindkomstøkonomi.

Siden den første plan i 1986 har skiftende regeringer kigget mod syd til Singapore for at aflure det lille nabolands strategier i forhold til at planlægge og implementere industripolitik, noget som man i Malaysia håber kan hjælpe med at nå op i højindkomstligaen.

Singapore nåede kort efter selvstændigheden, som kom ved opløsningen af unionen med Malaysia i 1965, den eftertragtede status som højindkomstøkonomi. For de fleste udviklingslande er denne status et udtryk for succes og noget, man stræber efter.

At et land får mærkatet ’højindkomstøkonomi’, gør naturligvis hverken befolkningen rigere eller lykkeligere. Men det fortæller noget om, at økonomien har nået et vist stadie og at flere forskellige sektorer bidrager til værditilvæksten. Det vil forhåbentlig også betyde, at flere af lønmodtagerne bliver løftet op på et højere løntrin, end de er i dag.

Men det betyder på den anden side ikke, at Malaysias relativt høje ulighed vil blive mindre. En måde at beskrive økonomisk ulighed i et samfund er den såkaldte gini-koefficient, hvor 0,0 er lig med fuld lighed og 1 er lig med total ulighed, altså at én person står for hele samfundets indkomst. Så: Jo højere gini-koefficient, desto mere ulighed.

I Malaysia var den sidste år 0,39. Til sammenligning er den 0,3 i Danmark, hvilket er en kraftig stigning siden 1990erne, hvor den lå på mellem 0,22 og 0,24.

Min analyse vil derfor fokusere på industripolitik. Hvilke initiativer vil regeringen bruge som sin løftestang til at få landet op over tærsklen til klubben af højindkomstlande? Det vil jeg forsøge at indkredse.

En god industripolitisk historie

Det er Verdensbanken, der afgør, hvilke lande der er henholdsvis lavindkomst-, lavere mellemindkomst-, højere mellemindkomst- og højindkomstøkonomier. Da Malaysia gjorde sine første forsøg på at rykke op i højindkomst-ligaen, havde Verdensbanken ikke sat barren så højt som i dag.

I øjeblikket er grænsen på omkring 14.000 amerikanske dollars per capita-indkomst. Malaysias per capita-indkomst er i 2023 omkring 11.600 dollars, og de statistiske skøn er, at Malaysia med de nuværende økonomiske væksttal vil nå op over 14.000 dollars-grænsen i 2025. Til sammenligning var Danmarks per capita-indkomst i 2023 omkring 68.000 dollars.

I forlængelse af den første industrielle masterplan formulerede den daværende premierminister Mahathir i 1990’erne den såkaldte Vision 2020. Det var en storstilet industripolitisk fremtidsvision, der skulle bane vejen for, at Malaysia kunne blive en højindkomstøkonomi i 2020. Store statslige indkomster fra olie- og gasproduktionen dannede baggrund for de industripolitiske projekter, som Mahathirs regering satte i gang. Målet var at gøre Malaysia til et højteknologisk center i Sydøstasien.

Det største projekt var lanceringen af Multimedia Super Corridor (MSC) den 12. februar 1996. Samtidig blev grundstenen lagt til en ny administrativ hovedstad uden for den egentlige hovedstad, Kuala Lumpur. MSC er et område på 15 gange 50 kilometer (750 kvadratkilometer), hvilket er lidt mere end Singapore og 150 kvadratkilometer større end Bornholm.

Korridoren strækker sig fra Petronas Twin Towers i Kuala Lumpur til den nye internationale lufthavn og inkluderer også den nye administrative hovedstad, Putrajaya, samt nabobyen Cyberjaya, der, som navnet antyder, er en såkaldt særlig økonomisk zone tiltænkt it-virksomheder. Virksomheder, der etablerer sig her, får en række fordele, herunder skattefritagelse i nogle år.

Landet har haft succes med at tiltrække teknologivirksomheder. I 2024 er mere end 4.000 virksomheder registreret som MD-virksomheder (MSC skiftede i 2022 navn til Malaysia Digital uden at ændre formål).

Hele projektet er en god industripolitisk historie. Det viser, at Malaysia er i stand til at tiltrække både store og mindre højteknologiske IT-virksomheder.

I det oprindelige MSC var store IT-spillere som blandt andet Microsoft, Oracle og japanske NNT Corporation med til at profilere og finansiere projektet, og Bill Gates var med i bestyrelsen. Siden har en række større IT-virksomheder placeret sig i korridoren. Derudover er der en større underskov af mellemstore og mindre virksomheder, der fungerer som underleverandører til de store spillere i IT-verdenen.

De unge gør ikke altid, hvad de får besked på

For at forberede Malaysia på at blive et digitalt højteknologisk center i Sydøstasien investerede regeringen fra 1990’erne massivt i uddannelse, navnlig i højere videregående uddannelser. Samtidig blev der etableret private universiteter, der tilbyder diplom- og bacheloruddannelser. Det har medført udklækning af tusindvis af bachelorer og kandidater.

Men investering i uddannelse er en vanskelig sag, hvilket også er noget, vi kender til her i Danmark. Forventningen til Malaysias unge er, at de lytter til de signaler, der kommer fra den offentlige og private sektor om beskæftigelsesbehov og -muligheder. Men ligesom i Danmark søger kun et begrænset antal unge til uddannelser inden for naturvidenskab, teknologi og ingeniørvidenskab. De søger – igen ligesom i Danmark – mere til de humanistiske fag og samfundsvidenskab.

I Malaysia kæmper uddannelsesinstitutioner også med problemet, at især unge mænd dropper ud af deres studier uden at færdiggøre dem. De unge kvinder er mere vedholdende, men de søger i begrænset omfang ind på de efterspurgte fag inden for naturvidenskab, teknologi og ingeniørvidenskab. Derfor er det vanskeligt at skaffe den nødvendige uddannede arbejdskraft til at understøtte statens industripolitiske initiativer.

Det er ikke kun udfordringerne med at skaffe den nødvendige arbejdskraft, der er en hindring for de store planer. Det har også vist sig at være sværere end forventet i anden og tredje masterplan at få industrien uden for det særlige økonomiske område til at udvikle sig fra relativt simpel produktion med lavtlønnet arbejdskraft til en mere avanceret produktion, som skaber mere værdi og kræver mere specialiserede medarbejdere – og som på den måde vil bidrage til at hæve den nationale per capita-indkomst. Dette gælder eksempelvis i elektroniksektoren.

El-biler der ikke kan følge med

Med den seneste industrielle masterplan forsøger regeringen at gøre op med trægheden i fremstillingssektorerne. Planen er at skabe bedre sammenhæng og koordinering mellem de storstilede initiativer fra statens side og virkeligheden hos virksomhederne rundt om i landet.

Regeringens mål er at modvirke de tendenser til afindustrialisering, der kunne spores fra 1990’erne. For allerede inden industrisektoren har nået det høje niveau af specialisering, som man ellers ser i højindkomstøkonomier, er sektoren ved at blive overhalet af servicesektoren.

Det har medført, at fremstillingsindustriens bidrag til bruttonationalproduktet har været faldende i perioden fra 2000 til 2022. Vi ser disse tendenser inden for eksempelvis mikrochip-sektoren, som er Malaysias store eksportindustri. Også i regeringens industrielle flagskib, den statsejede bilproducent Proton, kniber det med at indføre de nyeste innovationer inden for produktion af elbiler. Derfor er den begyndt at samarbejde med en større elbilsproducent fra Kina for at få tilført den nyeste teknologi på området.

Med sin seneste masterplan vil regeringen tage kampen op mod tendenserne til afindustrialisering. Det skal ske ved at forøge kompleksiteten og specialiseringen i produktionen samt øge anvendelsen af avancerede digitale og teknologiske industriprocesser – ikke mindst ved at gøre mere brug af robotter. Dette skal også være med til at øge landets økonomiske sikkerhed i lyset af den tiltagende globale økonomiske og politiske spænding.

Man kan nærmest kalde det en ‘re-industrialisering’, og et af initiativerne i masterplanen er at fremme denne proces ved at forbedre uddannelsesniveauet i virksomhederne. Konkret skal 3,3 millioner ansatte opkvalificeres til at kunne deltage i højteknologiske produktionsprocesser.

Det er en god intention, for det vil sandsynligvis hæve lønniveauet i virksomhederne og dermed den nationale indkomst per capita. Men masterplanen er ikke særlig præcis, når man ser nærmere på, hvordan denne opkvalificering skal foregå, og især hvordan man skal få de mange virksomheder, der i flere år har været tilbageholdende med at indføre innovationer og i stedet har holdt fast i lavproduktive produktionsformer, med på vognen.

Samtidig med at regeringen med sin masterplan nummer fire søger at revitalisere industriproduktionen, står den over for udfordringen med også at skulle reducere brugen af fossile brændstoffer. Den malaysiske regering har nemlig underskrevet Paris-aftalen fra 2015, som indebærer ikke blot en reduktion i forbruget af fossile brændstoffer, men også en større hensyntagen til biodiversitet.

Nu også med klimahensyn

Tingene bliver altså mere komplicerede i de kommende fem år – 2025 til 2030, som er årene for masterplan nummer fire – end de var under den første masterplan i 1986.

Det handler ikke blot om at sætte gang i vækstlokomotivet med olie og gas, som der ellers er rigeligt af i havet omkring Malaysia. Industripolitikken skal også integreres i større klimapolitiske sammenhænge.

Selv om visse sektorer i fremstillingsindustrien viser en vis træghed i deres transformation til mere specialiserede højteknologiske industriprocesser, er industripolitikken i Malaysia et eksempel på, at et udviklingsland på mellemindkomstniveau gennem industripolitiske initiativer kan løfte økonomien op ad stigen mod højøkonomi-status.

Ikke mindst i forhold til de øvrige medlemmer i ASEAN vil det være en fjer i hatten for Anwar Ibrahims koalitionsregering, hvis den kan bringe Malaysia ind i ligaen af højindkomstøkonomier med synlige reduktioner i brugen af fossile brændstoffer. Malaysia vil være det blot tredje ASEAN-medlem (efter Singapore og Brunei), der kan glæde sig over denne industripolitiske præstation. Med den fjerde industrielle masterplan ser det ud til, at regeringen vil kunne opretholde et tempo i den industripolitiske transformation, der kan realisere dette mål, hvis ikke i 2025, så i 2026.

Men om Anwar Ibrahims regering vil blive belønnet for indsatsen ved næste valg, er ikke til at sige noget om på nuværende tidspunkt. Det kommer i høj grad an på, om landets overordnede økonomiske opstigning også vil kunne mærkes hjemme i husholdningernes økonomi.