Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Halvtreds år er lang tid, og de fleste som kan huske 70’erne er også ved at glemme den begivenhed, som for alvor satte billeder på, hvad et diktatur betød. Sange fra Chile og den sort-hvide skelnen mellem demokrati og diktatur.
Mange danskere fik en grundlæggende forståelse for, hvad et diktatur betyder i mødet med de chilenske flygtninge, som kom til Danmark efter 1973. En del af flygtningene kom til den katolske kirke, og jeg husker stadig mange af navnene, som vi mødte. Diktaturet blev afløst af demokrati i 1990, efter at diktatoren, Augusto Pinochet, accepterede nederlaget i en afstemning i 1988 om diktaturets fortsættelse.
Jeg studerede på Universidad de Chile tilbage i 1994 og deltog i den store demonstration til erindring om kuppet den 11. september det år. Min tid på universitetet var delt op i to meget forskellige dele. Dels havde jeg fag på økonomistudiet tæt på centrum. Her skete der ikke noget af betydning den 11. september. Jeg havde en lærer, Jorge Cauas, som selv havde været finansminister og centralbankchef under Pinochets styre. Hverken han eller de studerende var specielt optaget af dagen.
På humaniora i en anden del af byen, på Avenida Grecia, var situationen meget anderledes. Her gik de studerende i protestmarch, og vores undervisning blev afbrudt af tåregas og en masse råb. Min lærer i spansk fortalte, hvor skræmmende diktaturet havde været. Hun havde blandt andet mødt en tidligere studerende, der under diktaturet havde angivet andre studerende og senere fået ny identitet. Vedkommende var stadig dybt mærket. På det tidspunkt i 1994 havde der stort set ikke været retsopgør, og der var mange uafklarede forhold, og mennesker, der levede med store ar efter diktaturperioden. Det berygtede nationale stadium, hvor tusindvis af politiske fanger blev tilbageholdt og mange tortureret umiddelbart efter kuppet, var ikke langt fra humaniora, og stod som et konkret og let genkendeligt symbol på uretfærdigheden.
Selvom Pinochet tabte den politiske magt, sad han stadig på militæret i 1994 og boede i den dyre ende af byen omgivet af vagtposter og militære køretøjer.
Hver gang spørgsmålet om kuppet kom op i en samtale mellem flere venner, kunne fællesskabet hurtigt eksplodere. Meningerne var yderst delte og bitre, men så snart temaet forsvandt, faldt gemytterne til ro.
Den politiske samling er opløst
Fra demokratiets tilbagevenden i 1990 og helt frem til 2013 var der en politisk samling i Chile omkring midten med de kristelige demokrater og flere socialistiske partier. På spansk: Concertación de Partidos por la Democracia. Det vil sige en samling for demokratiet. Enigheden var ikke uden problemer, men samarbejdet kunne holde de ikke-demokratiske kræfter, som støttede Pinochet, fra magten.
Den politiske samling eksisterer ikke mere. Det politiske miljø er blevet mere polariseret. Mine chilenske venner fra dengang fortæller, at de politiske fløje er mere delte i dag, end på noget tidspunkt siden demokratiets tilbagevenden. Den siddende præsident taler om Allende som en stor helt, og i den anden grøft siges det højt, at Allende var nødt til at blive fjernet for at landet kunne frelses fra kaos og et kommunistisk styre, som Allende-regeringen var på vej med at skabe. Pinochets magtovertagelse var for en stor del af befolkningen i Chile – også i dag – en nødvendighed, som reddede landet.
Samtidig står Chile i den situation, at selvom der er gået 50 år, er der stadig mange detaljer om kuppet og de menneskelige omkostninger, som det havde i form af forsvundne og døde, der mangler afklaring omkring. Det er et omfattende arbejde, som også har et udløb, for de ansvarlige forsvinder af naturlige årsager.
Syv soldater i alderen mellem 73 og 85, som dræbte den berømte chilenske sanger, Victor Jara, blev i august i år dømt i Højesteret for deres del i mordet. Victor Jara blev tortureret og derefter skudt 44 gange. Regeringen har i sidste måned vedtaget et initiativ for at finde resterne af de cirka 1.100 personer, der forsvandt under diktaturet, og som der stadig ikke kan gøres rede for.
Det er også blevet klart ved at amerikanske hemmeligstemplede dokumenter fra tiden er blevet frigivet, at CIA var dybt involveret i kuppet. Utallige har påstået sammenhængen, men nu er den klart dokumenteret.
Ligegyldigt i dag?
Spørgsmålet er, om den information er væsentlig. For den almindelige chilener er det næsten ligegyldigt, fortæller Ricardo Sepulveda fra Santiago. Det som fylder i dag er den konflikt som startede for tre år siden med prisstigninger på metrobilletterne og som udviklede sig meget voldeligt. Volden og uroen lagde byen øde i en periode. Covid19-pandemien var til dels med til at berolige landet. Krisen medførte også, at der kom skub i arbejdet med at udforme en ny grundlov til afløsning af en grundlov fra diktaturets tid. I protesterne op til den beslutning mistede 19 mennesker livet, 7.000 blev arresteret, og metroen i Santiago fik skader for 2,7 milliarder kroner under protesterne. Den vold og ødelæggelse sidder stadig i baghovedet på mange.
Men forslaget, som den nuværende venstreorienterede regering præsenterede for et år siden, blev klart afvist af et flertal af befolkningen. Et nyt udkast skal være klart til december.
Ifølge Ricardo Sepulveda, er forholdet til kuppet og diktaturet bestemt af den personlige geografi. Hvor man boede, hvad man lavede, hvem man var i familie med og havde relationer til. For en stor del af befolkningen var diktaturperioden nok en periode, hvor man skulle passe ekstra på, men ellers gik livet videre. Var man derimod i familie med personer tæt på det politiske system, eller som blev smidt ud af landet og endte som flygtninge, var oplevelsen anderledes.
Hvad kan vi lære?
Der har igen været uro og demonstrationer, som har udviklet sig voldeligt i Santiagos gader i forbindelse med markeringen af 50 året. Den siddende præsident, Gabriel Boric, får skyld for at tilskynde til vold, men afviser klart nogen del i balladen.
Hvad kan vi lære? Det britiske blad The Economist, som gjorde sig skyldig i at støtte kuppet dengang i 1973, hvilket det i dag beklager, skriver, at der måske ikke er så meget at lære af Allende eller af Pinochet for folk i dag. Chile er et andet sted – og måske har bladet ret denne gang.
Allendes eksperiment var modigt, men fyldt med fejl. Det berettiger på ingen måde at han skulle fjernes ved vold, eller at landet skulle igennem 17 års diktatur, men som eksempel for moderne politikere, er det svært at retfærdiggøre.
Pinochets accept af demokratiet står måske tilbage som en unik og fredelig overgang, men ellers bør vi ikke lære noget af ham. Han døde i 2006 og fik en militær begravelse. De højreorienteredes krav om en statsmandsbegravelse blev pure afvist af den daværende socialistiske præsident, Michelle Bachelet, hvis egen far var blevet myrdet af Pinochets militærjunta. Han blev aldrig for alvor stillet til ansvar for sine ugerninger.
