I hjertet af Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar, ligger den store Sükhbaatar-plads, hvor statuer af landets ikoniske skikkelser befinder sig. Den største statue forestiller den mest berømte af dem alle, Djenghis Khan, som sidder foran det mongolske parlament flankeret af to soldater.
Pladsen vrimler med mennesker, der gør klar til den store bogfestival, som finder sted om to dage. Rundt om ligger storcentre, museer, højhuse og store hoteller med moderne rooftop-barer. På mange måder en klassisk storby. Den kaotiske trafik står, som sædvanlig, næsten stille i Ulaanbaatars centrum, hvor bilernes dytten blander sig med byens lyde.
Uden for det moderne centrum ændrer landskabet sig markant. Som en ring om byen ligger de fattige bosættelsesområder, som forgrener sig ud i det bakkede mongolske landskab. Herude har byens fattigste mennesker slået sig ned. Vi befinder os i ger-distrikterne.
Og selvom Ger-distrikterne med sine genkendelige hvide, runde telte, virker særligt mongolske, er de udtryk for en pakke af problemer, som storbyer over hele verden kæmper med. Ifølge FN bor 1 milliard mennesker i såkaldte slumområder, og de befinder sig primært i udviklingslande.
Verdens slumbyer
I Rio de Janeiro ligger de fattige, men farverige, favelaer på hver en skråning. I den nigerianske hovedstad, Lagos, ligger Makoko – den flydende slumby med huse bygget på pæle i Lagos-lagunen. Og andre varianter findes i storbyer som Jakarta, Mumbai og Kampala.
Slumområderne fungerer som et mikrokosmos med udfordringer i forhold til en lang række af FN’s Verdensmål. Fattigdommen og arbejdsløsheden er stor, beboerne har ofte svært ved at tilgå undervisning og har et lavt uddannelses- og læseniveau. Adgangen til rent vand, kloakering og generelle sanitetsforhold er ofte en mangelvare, hvilket bringer sygdomme med sig. Og de ofte ulovlige bosættelser vokser ukontrolleret, hvilket skaber udfordringer for sikkerheden, infrastrukturen, den offentlige transport og den generelle levestandard.
I verdens slumområder er lighederne mange, men historiske, geografiske og samfundsmæssige årsager gør også udfordringerne i områderne forskellige. I Lagos kæmper man med forurening i havet, i Rio med de lokale bander og i Mongoliet med den ekstreme kulde om vinteren.
Telte og træhuse
Inde bag et to meter højt træhegn i Ulaanbaatar bor Davaajargal Sambuu, en fraskilt kvinde på 34 år. Her bor hun med sine forældre og to små børn. På grunden står to hvide, runde filttelte, som for mange er blevet symbolet på det mongolske nomadeliv. Men her står teltene inde i storbyen. På de fleste sprog i verden kalder man de centralasiatiske nomadetelte for en yurt. Mongolerne selv kalder dem en ger.
Som barn boede jeg ude på landet, men siden flyttede jeg ind til byen, hvor jeg boede i et andet ger-distrikt. Nu har jeg boet i dette distrikt i 20 år
Davaajargal Sambu, 34 år
”Jeg har boet i en ger hele mit liv. Som barn boede jeg ude på landet, men siden flyttede jeg ind til byen, hvor jeg boede i et andet ger-distrikt. Nu har jeg boet i dette distrikt i 20 år,” fortæller Davaajargal Sambuu.
I den ene ger bor Davaajargal Sambuu’s forældre, mens hun selv bor i den anden med sine to små børn. Trædøren ind til teltet er blevet dekoreret med et lilla stykke stof. Inde i teltet er næsten al inventar stillet rundt langs teltets kant. En vaskemaskine, et bord med to stole, et fjernsyn, et tøjstativ, et køkken og en sovesofa, som alle tre beboere deler.
”Her er lidt trængt, men jeg er glad for at bo her i området, da der er masser af plads og frihed. Hvis jeg boede inde i byen, kunne man få klager fra sure naboer. Her kan jeg være fri, men jeg drømmer om at flytte fra min ger og ind i et hus, så jeg får mere plads,” siger hun.
Mange af beboerne i ger-distrikterne har både en ger og et lille træhus. Når man ser ud over ger-distrikterne, ser man træhusenes tage i forskellige farver som rød, grøn, orange og blå.
Davaajargal Sambuu er kunstner og arbejder ved siden af i et lokalt medborgerhus. Her arbejder hun dagligt for at spare sammen for en dag at købe et lille træhus ved siden af det runde nomadetelt.
Nomaderne er kommet til byen
I flere tusinde år har nomader rejst rundt på den mongolske højslette, og hvad der føles som uendeligt store vidder, efter græsgange til deres dyr. Nomaderne har altid boet i ger-teltene, som er lette at transportere og som er designet til at modstå de barske vejrforhold.
Men de seneste årtier har landets befolkning ændret sig fundamentalt.
Siden minedriftens fremkomst i 00’erne skabte nye muligheder, er det gamle nomadefolk flyttet til byerne, og i særdeleshed hovedstaden Ulaanbaatar, hvor halvdelen af landets 3,3 millioner indbyggere lever i dag. Mange havde ikke råd til at købe et sted at bo og slog sig derfor ned i deres nomadetelte i udkanten af byen. 60 procent af byens indbyggere bor i ger-distrikterne – som fylder 80 procent af Ulaanbaatars areal.
Men ligeså meget som Ulaanbaatar er blomstret befolkningsmæssigt, hober problemerne sig op i de slumområder, befolkningen samler sig i.
Vi møder Darisuren Azbayar midt i et af byens mange ger-distriker, Hun er social innovationsleder i ngo’en GerHub, der arbejder for at forbedre livet for beboerne i de teltfyldte områder bundet sammen af veje bestående af støv og skidt.
”De har adgang til elektricitet, men mange af ger-områderne er ikke tilkoblet det centrale varmesystem, som kan være en stor udfordring under de kolde mongolske vintre. Og så er der ikke gadebelysning, hvilket har medført kriminalitet efter mørkets frembrud,” forklarer hun midt i en opremsning af problemer.
De kolde mongolske vintre
En far er med sin søn i gang med at fylde et par store dunke med vand, som bliver slæbt over på ladet af en pickup-truck.
Beboerne har nemlig ikke adgang til rent vand og må i stedet købe det i stationer opstillet til formålet.
Kloakering er der heller ikke. På hver grund står et lille træhus på cirka en kvadratmeter. Det gemmer på et cirka fem meter dybt hul i jorden. Herfra siver urin og afføring direkte ned i jorden og forurener. Det er ikke unormalt, at små børn falder ned i hullet, mens de leger, og mister livet. Det skete senest for bare tre dage siden, får vi fortalt.
Derudover er den offentlige transport nærmest ikke-eksisterende, hvilket gør det svært at komme på job eller i skole.
For at overleve i ger-områderne om vinteren, brænder beboerne en masse kul af for at holde varmen. Det giver en masse luftforurening i byen. Men det er beboernes eneste mulighed for at overleve.
Darisuren Azbayar, innovationsleder, GerHub
De kolde vintre er en af de største udfordringer i ger-distrikterne. Når de kolde vinde fra Sibirien blæser ind over Mongoliet, kan der blive helt ned til 40 minusgrader.
”For at overleve i ger-områderne om vinteren, brænder beboerne en masse kul af for at holde varmen. Det giver en masse luftforurening i byen. Men det er beboernes eneste mulighed for at overleve,” forklarer Darisuren Azbayar.
”Mange mennesker inde i byen kan godt lide at skyde skylden for forureningen på beboerne i ger-områderne. Men hvilket valg har de? De har ikke råd til at leve på en anden måde.”
Teltene er kommet for at blive
Hjemme i Davaajargal Sambuus telt løber hendes to børn rundt om et komfur og leger. Komfuret er livsnødvendigt i de kolde vintre og står midt i teltet med en skorsten, som stikker op af teltets top og pulser røg udover ger-distriktet. Hendes telt er placeret et godt sted på toppen af en bakke, hvor luften er renere og med udsigt over byen. Alligevel fylder forureningen meget i hendes liv.
”Der er mange udfordringer ved at bo i ger-områderne, men jeg mener, at de er midlertidige. Der kan blive gjort noget ved problemerne. For mig er den største udfordring ved at bo her spørgsmålet om forurening. Der kommer for eksempel meget støv fra vejene, når bilerne kører rundt i området,” forklarer hun, mens hun byder på en kop af den lokale nationaldrik Airag, som er gæret hoppemælk.
Forureningsproblemerne er en af de steder GerHub forsøger at sætte ind med flere forskellige tiltag.
Teltene i udkanten af Ulaanbaatar er med al sandsynlighed kommet for at blive. De gamle nomadetraditioner fornægter sig ikke. Derfor har GerHub lavet en omfattende undersøgelse i samarbejde med University of Pennsylvania af ger-teltenes termiske ydeevne og fundet frem til de områder i teltet, hvor der sker det største varmetab.
“I samarbejde med firmaer som North Face og Arcteryx har vi designet et produkt, som man kan installere uden på sin ger, så varmetabet minimeres. Tanken er, at folk selv skal kunne gøre det, men lige nu er det bare en prototype,” fortæller Darisuren Azbayar.
Men det er ikke nok. Man er også nød til at finde et alternativ til kul, når der skal varmes op om vinteren, mener Darisuren Azbayar. Derfor tester GerHub lige nu en solpanelløsning af på fem husstande til at skabe elektrisk opvarmning.
Et sted at mødes
På et åbent område i ger-distriktet kommer en dreng på 14 år nysgerrigt over og hilser. Han er iklædt skjorte og et rødt og blåstribet slips. Han er netop kommet hjem fra skole, hvor han går i 8. klasse.
”Jeg kan godt lide at bo her, for min familie og mine venner er her i ger-området. Men det kan også være hårdt. Jeg håber, at jeg kan blive ingeniør, så jeg kan tjene mange penge. Så kan jeg nemlig hjælpe min mor og far,” fortæller han.
Han løber rundt og leger med de andre børn i området. Hans families hus ligger ved siden af det medborgerhus, Davaajargal Sambuu arbejder i, og som GerHub har oprettet.
”Hvad ger-områderne virkelig mangler, er steder, hvor de lokale naturligt kan samles og mødes. Vi håber, at folk fra lokalsamfundet vil komme herned i medborgerhuset og tale om de lokale udfordringer, så vi sammen kan løse nogle af vores problemer i stedet for at vente på, at andre gør det,” siger Darisuren Azbayar.
Darisuren Azbayar mener, at politikerne i Mongoliet bør gøre mere, for at forbedre forholdene i ger-distrikterne.
”Mange af politikerne går ud fra, at folk bor her midlertidigt. At de vil bytte deres jord til en lejlighed i centrum, så snart de får muligheden. Men man kan ikke bare antage, at alle mennesker er villige til at flytte. Nogle folk kan godt lide at bo her og have en masse plads og frihed,” forklarer hun.
Hun mener at politikere og ngo’er har tendens til at kigge på problemerne adskilt. Når toiletterne forurener jorden, prøver de at sørge for nye toiletter.
”De tænker ikke systematisk over, hvad der forårsager problemet, eller om beboerne har økonomi og viden til at løse det. Vi bør uddanne og oplyse beboerne, så beboerne i fællesskab kan løfte levestandarden i området,” siger hun.
Hjemme hos Davaajargal Sambuu er hendes mor begyndt at hænge vasketøj op på en tørresnor udenfor. Hun er klædt i sort fra top til tå. En lilla trøje bliver som det første sat på snoren. Børnene er begyndt at lege fangeleg mellem de to telte på grunden. Her i maj måned er der overskyet og 19 grader. Men når vinteren endnu engang banker på døren, så starter den hårde periode igen for Davaajargal Sambuus familie og resten af beboerne i ger-distrikterne.
Kære læser, tak fordi du holdt ved helt til slutningen af artiklen. Hvis du kan lide hvad du læser, så har vi et nyhedsbrev, du kan abonnere på, så du fremover ikke går glip af historier som denne.