Emil Gundel er kandidat i afrikastudier fra Københavns Universitet med speciale i Somalia og Somaliland.
På den ene side blev den helt store krise afblæst, da Somalia langt om længe fik en ny præsident tilbage i maj. Det forhindrede højst sandsynligt udbruddet af en konflikt, der kunne have haft en landsdækkende borgerkrigslignende karakter, da den internationalt trænede og støttede somaliske hær viste tendenser til at splitte mere eller mindre langs klanlinjer.
Men det skete ikke. Til gengæld har der været fremgang i kampen mod den al-Qaeda-affilierede bevægelse Al-Shabaab, siden den nye administration tog over i Mogadishu.
På den anden side er landet stadig i dyb krise. Regntiderne svigter fortsat, og landet kæmper også som så mange andre med voldsomme prisstigninger. Antallet af internt fordrevne på grund af klimarelaterede årsager nærmer sig halvanden million, og selvom hungersnøden på det nationale niveau er blevet holdt fra døren, stiger underernæringen og afhængigheden af ekstern fødevarehjælp hastigt.
Måske korrupt, men mere stabil
I maj blev Hassan Sheikh Mohamud udpeget til præsident for Somalia for anden gang af den uigennemskueligt sammensatte forsamling af klanrepræsentanter, og den 9. juni overtog han posten fra den kontroversielle Mohamed “Farmaajo” Abdullahi Mohamed. Det er Hassan Sheikhs anden omgang som præsident for Somalia. Både hans nuværende administration og den tidligere bliver beskyldt for korruption og nepotisme.
Hassan Sheikh forekommer dog at være en stabiliserende figur i kølvandet på den tumultariske og sekteriske Farmaajos regeringsperiode.
Hassan Sheikh appellerer, som langvarigt og kendt medlem af det muslimske broderskab, til de mere konservative dele af den somaliske befolkning og har bedre og langvarige relationer til det internationale samfund. I december var præsidenten på statsbesøg i USA, som tidligere på året havde sendt militært personel tilbage til Somalia, hvor de blandt andet træner somaliske hærenheder og bomber formodede Al-Shabaab positioner med droner.
Selv om han virker som et frisk pust efter Farmaajo, er der mange, der tvivler på, at Hassan Sheikh i praksis er andet end en videreførelse af den problematiske elite-politik, der lader meget tilbage at ønske med hensyn til demokrati, gennemsigtighed og ansvarlighed over for borgerne. Flere af ministrene i den nye regering er kendte ansigter, der er anklaget for tidligere at have været involveret i korruption.
Der hvor Hassan Sheikh mest positivt adskiller sig fra Farmaajo er i relation til Al-Shabaab. I den sidste halvdel af 2022 har den somaliske hær med særdeles stor støtte fra klanmilitser sat en stor operation i gang og har efter sigende erobret store landområder fra Al-Shabaab. Der er dog mange eksperter, der tvivler på, hvor signifikante disse landvindinger reelt er, da der tilsyneladende ikke er planer eller målrettede budgetter til at forsvare de erobrede territorier.
Det er en stor bekymring, da Al-Shabaab efter de indledende militære nederlag har trukket sig tilbage frem for at risikere unødvendige tab. Det er en strategi, der tidligere er brugt, og Al-Shabaab har stadig en markant tilstedeværelse i områder, der ikke er officielt under deres kontrol. For eksempel kostede et angreb på hotellet Villa Rays i Mogadishu i slutningen af november mindst otte døde og en såret minister fra den føderale regering. Ligeledes er Al-Shabaab-bevægelsen i stand til at indkræve ”skatter” i store dele af Somalia, og de forbliver derfor økonomisk stærke på trods af mistede territorier.
Tilbud til Al-Shabaab-afhoppere
Men på ét vigtigt punkt truer præsidenten den jihadistiske bevægelse, nemlig med politikken overfor afhoppere.
Hvor tidligere regeringer ikke har gjort meget for at facilitere og rehabilitere tidligere medlemmer af bevægelsen, har Hassan Sheikh taget det symbolsk meget stærke skridt og har udnævnt den tidligere prominente leder i Al-Shabaab-bevægelsen, Muktar Robow, til at være minister for religion.
Det forlyder da også, at adskillige af Al-Shabaabs ledere har overgivet sig frivilligt til den somaliske regering. Det er dog svært at sige, om det vil have den forventede virkning på Al-Shabaab, der trods alt er kendt for også at have sendt falske afhoppere og for at have infiltreret det somaliske statsapparat, særligt under Farmaajo´s regeringstid. Ligeledes er Hassan Sheikhs religiøst meget konservative regering på mange måder problematisk i et land, hvor der blandt andet er meget langt til lighed mellem køn.
Ikke desto mindre må den udviste vilje til at bekæmpe og begrænse Al-Shabaab dog anerkendes.
Tørke og inflation og lurende hungersnød
Tørken fortsætter med at have katastrofale konsekvenser for Somalia. Næsten halvanden million somaliere har set sig tvunget til at forlade landområderne i håb om at finde bedre vilkår i de større byer og lejre for internt fordrevne. Det anslås, at op mod 8,3 millioner mennesker er, eller er i alvorlig risiko for, at komme til at mangle mad.
De seneste regntider har på ingen måde været tilstrækkelige til at dække behovet efter flere års manglende regn. Regntiderne på Afrikas Horn er tæt knyttede til de globale vejrfænomener, og klimaforandringerne har en markant effekt på El Niño- og La Niña-cyklusserne, der er afgørende for regnfald i både Sydamerika og i Afrika.
Det kan betyde, at den kommende regntid også bliver meget begrænset, hvilket sammen med de mørke økonomiske udsigter for Somalia, den Somaliske Diaspora og donorlandene, maler et meget dystert billede af fremtiden.
Sammen med den globale inflationskrise har det øget frygten for en reel hungersnød i landet. Særligt fordi midlerne til den essentielle international humanitære hjælp vil være brugt op allerede i marts 2023.
Det anslås af UNICEF, at op mod 1,8 millioner børn vil være akut undernærede i juli 2023. Men allerede nu er der områder, blandt andet i lejrene for internt fordrevne udenfor Mogadishu og Baidoa, hvor underernæring og dødeligheden for børn er større end kriterierne for erklæringen af en hungersnødskatastrofe. Der er også meldinger om op mod 13.000 tilfælde af kolera, samt udbrud af mæslinger i Somalia.
Hårdt tilkæmpet stabilitet på spil
Det er ikke kun hungersnød, der truer Somalia. Det er også de hårdt tilkæmpede fremskridt i form af stabilitet i landet og den allerede minimale legitimitet for den føderale regering og medlemsstaterne i befolkningen.
Tørke og adgang til vand og foder for husdyr har historisk set været årsag til, at konflikter mellem de nomadiske klangrupper blusser op. Og i en eller anden form vil det kunne forventes at lokale konflikter vil eskalere, særligt når den internationale inflationskrise begrænser mængden af penge, der bliver sendt fra diasporaen, religiøs velgørenhed og mulighederne for ansættelse i de større byer.
Prisstigningerne for fødevarer og brændstof er så høje, at der i mange medier berettes om, at det ikke kan betale sig at arbejde for mange små selvstændige erhvervsdrivende, som taxachauffører, caféejere og lignende.
Olietrykket stiger
På længere sigt er det muligt, at Somalia vil kunne stabilisere sig selv, endda i en situation hvor landet lider under klimaforandringerne.
Men det indebærer paradoksalt nok, at landet begynder at udvinde den olie, som Somalia ser ud til at have. Det kræver, at indtægterne bliver ansvarligt administreret. De exceptionelt store oliedepoter vil kunne finansiere økonomisk udvikling, sikre fødevareforsyningen, udvikle det sociale sikkerhedsnet. Og hvis midlerne bliver fornuftigt fordelt imellem klangrupperne kan det sikre en vis stabilitet og loyalitet overfor statssystemet.
Det er dog ikke sandsynligt, at det kommer til at ske under den nuværende administration. Hassan Sheikh regeringen har indgået en kontroversiel olieudvindingsaftale med firmaet Coastal Exploration, som er i strid med aftaler med IMF og Verdensbanken om ansvarlig lovgivning om olieudvinding.
Så længe der ikke er udsigt til hverken fornuftig olieadministration, eller økonomisk støtte for ikke at udvinde olien, så er det nok mest sandsynligt, at olie fremover vil blive en konfliktskabende faktor i Somalia.
