IBIS: Send danske skatteeksperter til Bruxelles, ikke til Afrika

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Udviklingsminister Søren Pind (V) og skatteminister Troels Lund Poulsen (V) har annonceret, at de vil sende danske skatteeksperter til Afrika og hjælpe med at styrke skatteopkrævning.

Det er godt og tiltrængt. Men det skal være socialt balancerede skatter. Derfor skal Danmark sende skatteeksperter til Bruxelles og arbejde for regler om gennemskuelige regnskaber for virksomhederne, anfører u-landsorganisationen IBIS i en presseudtalelse torsdag.

Skat er den bæredygtige måde at finansiere udvikling, uddannelse og sundhed på. Men de bredeste skuldre skal bære mest. Gennem de sidste 10 år har donorsamfundet med Verdensbanken og IMF i spidsen krævet skattereformer i u-landene, gør IBIS gældende.

De kræver typisk afvikling af told for at sikre fri handel. I stedet kræver de at u-landene indfører moms, der er nem at indkræve, men rammer socialt skævt.

– Danmark skal støtte at u-landene indfører socialt balancerede skattesystemer, hvor de bredeste skuldre bærer mest, siger Lars Koch, politisk rådgiver i IBIS, og uddyber:

– Moms rammer de fattigste hårdt. Derfor skal man sikre at de rige mennesker og virksomhederne også betaler skat. Det kan man gøre gennem også at lave indkomst og boligskat og ikke mindst ved at sikre, at virksomhederne betaler deres skat i u-landene i stedet for at unddrage sig skat og føre overskuddet ud til søsterselskaber i skattely.

Det nye danske initiativ, som Søren Pind og Lund Poulsen annoncerede i Politiken torsdag (17.02.11), lægger op til, at u-landene selv skal bestemme hvilke skattesystemer, de vil indføre.

Men i praksis fastsætter Verdensbanken og IMF gennem betingelser og rådgivning, at u-landene skal indføre moms. Og samtidig beskriver de lande de med lave skatter på virksomheder som gode steder at investere. Tilsammen giver denne pakke fra Verdensbanken og IMF et socialt skævt skattesystem.

Lars Koch:

– Danmark skal bruge sin stemme og indflydelse i Verdensbanken og IMF til at påvirke institutionernes rådgivning om skat. Det er fint nok at Danmark vil give u-landene frihed til at selv sammensætte deres skattesystemer. Men det klinger hult, når Verdensbanken og IMF samtidig gennem betingelser og rådgivning kræver indførelse af moms i stedet for selskabsskatter, indkomstskat og boligskat.

– Det måske allervigtigste Danmark kan gøre, er at arbejde for krav om mere gennemskuelige regnskaber for multinationale selskaber, så u-landene kan se hvad de skal betale i skat. Der skal de bare sende nogle skatteeksperter og signaler til Bruxelles i stedet for til Afrika, slutter han.

Yderligere oplysninger hos:
Lars Koch, Politisk Rådgiver, IBIS
e-mail: [email protected] og tlf. 60 60 58 31

Se også www.ibis.dk