IFU investerede 1,5 milliarder kroner i udviklingslande sidste år

Næsten 90 procent af Investeringsfonden for Udviklingslandes direkte  investeringer gik til at finansiere klimavenlige projekter i 2022.


Foto: Andriy Onufriyenko
Søren Steensig

9. maj 2023

I 2022 indgik Investeringsfonden for Udviklingslande investeringsaftaler for 1,5 milliarder kroner, hvilket er 50 procent mere end i 2021. Det fremgår af IFU’s årsberetning for 2022, der offentliggøres i dag.

“De investeringer, vi har foretaget i 2022, har et solidt potentiale, og vi er overbeviste
om, at de vil støtte den grønne omstilling, bidrage til bæredygtig udvikling og skabe overskud,” siger Michael Rasmussen, bestyrelsesformand i IFU.

Investeringerne blev foretaget inden for IFU’s strategiske sektorer, herunder grøn energi og infrastruktur, bæredygtige fødevarer samt finansielle tjenesteydelser.

Bæredygtighed og grøn omstilling får store investeringer

Næsten 90 procent af de direkte investeringer, der blev gennemført i 2022, kvalificerede sig som klimafinansiering.

Mere end en tredjedel af IFU’s investeringer i 2022 blev foretaget i Afrika. En af dem lød på 100 millioner kroner og gik til investeringsfonden Spark+, der har til formål at erstatte den nuværende brug af åben ild, trækul og petroleum til madlavning med mere bæredygtige løsninger.

Som fondsbestyrer investerede IFU også mere end 600 millioner kroner på vegne af Verdensmålsfonden, som er baseret på indskud fra pensionsselskaber og private investorer.

Investeringerne omfattede blandt andet et vedvarende energiprojekt i Brasilien, et cementanlæg i Ghana og en landbrugsvirksomhed i Indien, der hjælper småbønder med at omlægge til økologisk dyrkning.

IFU investerede også 100 millioner kroner i en indisk genbrugsvirksomhed. Pengene skal hjælpe virksomheden med dagligt at omdanne 25 millioner engangsflasker til bæredygtigt filamentgarn, der anvendes i tekstilindustrien.

I Ecuador købte IFU sig ind i en anden genbrugsvirksomhed, der specialiserer sig i papir. Begge investeringer blev foretaget med midler fra Danmarks Grønne Fremtidsfond.

Millionunderskud skyldes krigen i Ukraine

IFU registrerede alt i alt et underskud på 57 millioner kroner i 2022. Det skyldes særligt krigen i Ukraine, påpeger administrerende direktør i IFU, Torben Huss:

“Hvis vi ser bort fra udviklingen i den ukrainske portefølje, ville resultatet have været et overskud på 241 millioner kroner, hvilket tyder på, at den resterende portefølje uden for Ukraine klarede sig tilfredsstillende.”

Med nye midler fra den danske regering i 2023 har IFU igen åbnet for nye investeringer i Ukraine.