Om udstillingen
Den besøgende på Nationalmuseets nye udstilling om Djenghjis Khans imperium og Mongoliets historie starter med, at du får tændt op under rejselysten ved at hoppe på den transsibiriske jernbane.
Efter den illusoriske togtur træder du ind i et stort dragende rum, der visuelt og lydmæssigt planter dig midt i den mongolske kultur. Du går ind i en stor traditionel ”Ger”-hytte, hvori der lavet en illusion af et bål, som udgør udstillingens flammende hjerte.
Her omkring bålet starter vi med at få myten om Djenghis Khan – ”universets hersker”, som navnet betyder.
Brodermordet
Som med mange andre mægtige imperiers myte om sig selv – romernes historie om Romulus og Remus for eksempel – så starter det med et brodermord. Steppedrengen Temüjin fødes i fattigdom og nød og mister sin far til tartarerne, som dræber ham med gift. Før drengen bliver en mand, når han både at blive forelsket og blive gift bort til pigen Börte og knytte et stærkt venskab med blodsbroderen Jamukha, som han møder, mens de springer fra isflage til isflage på en bjergflod.
Börte bliver bortført og Jamukha hjælper Temüjin med at få hende hjem med deres samlede rytterstyrke. Men da dåden er fuldbragt, vender Jamukha sig imod Temüjin og hans nu alt for mægtige styrke. Temüjin slår sin blodsbror ihjel og lægger ham på en bjergtop, så han kan våge over det samlede steppefolk under Djenghis Khan, som Temüjin fra da af bliver kendt som af den øvrige menneskehed.
Drømmen om Djenghis Khan
Myten vi får præsenteret er flot, ren og romantisk og udgør den narrative struktur i udstillingen, der binder højmiddelalder-imperiet og myten om steppens samlede folk sammen med den nuværende mongolske nation i starten af det tyvende århundrede.
I hvert fald sådan som den så ud da den danske etnograf Henning Haslund-Christensen samlede et øjebliksbillede af den mongolske folkekultur sammen i 1920’erne, som er de meget smukke genstande, som vi går rundt på udstillingen og beskuer.
Mongoliet har siden ikke siden været en stormagt, nærmere en kastebold mellem Rusland og Kinas imperiale ambitioner. I dag er den en forholdsvis normal nationalstat, hvor drømmen om Djenghis Khan spiller en stor rolle i den mongolske nations selvforståelse.
En oplyst erobrer
Djenghis Khan skabte, hvad man kunne kalde verdens største liberale imperium. Mens Europa på det tidspunkt i middelalderen bestod af cirka tusinde forskellige politiske indbyrdes konkurrerende byer, riger, hertugdømmer og så videre, som langt fra havde sluppet middelalderens stedbundne dogmatik, så samlede khanen de fire dele af den enorme region til én magt, der garanterer sikker handel, åbne handelsruter på Silkevejen, religionsfrihed samt diplomatiske relationer til de andre globale magter.
Khanen var en erobrer, men han var også oplyst og oprigtigt interesseret i de kulturer, han underlagde sig.
Ved sin død i 1227 efterlod han sig et enormt rige, der på sit senere højdepunkt under Kubla Khan gik fra det nuværende Polen i det ene vestlige hjørne til Hormuzstrædet i det andet. Det gik hele vejen nord over Himalaya og omfattede hele Kina i syd og god bid af Sibirien i nordøst.
Havde Japans natur ikke beskyttet øriget med gudernes storm – kamikazen – da mongolerne satte over havet i den nyligt erobrede kinesiske flåde, så havde Japan i dag nok været et land med en væsentlig anden selvforståelse.
Friheden på steppen
Det mongolske imperium byggede på en nomadekultur- Djengis Khans palads var en enorm ger på hjul – og var således en unik politisk entitet, der var samlet i små hundrede år omkring en eller anden idé om frihed, som for os er velkendt: Friheden til at være et samlet folk, til at handle og til at tro. Men som samtidig også var en ide om frihed, som er meget fremmed for os, og som vi nærmest kun kan forstå gennem eventyr: Friheden til at leve med sine heste på steppen, til at vandre som nomade og til at indtage nyt land ved at kæmpe ærefuldt mand mod mand og bagefter gifte sig med den halve verden.
Det er især en møg-flot scenografi, som får steppens frie livsform til at leve. Den er lavet af dygtige folk med en baggrund på Moesgaard Muesum, og ligesom på Moesgaard lykkes det at finde en noget nær perfekt balance mellem teknologi, computerskærme, interaktivitet og genstandene i sig selv, som virkelig får lov til at stråle i al deres perle- og pelsbesatte skønhed.
Kun myter – ingen andre rester af imperiet
Den centrale mytes renhed er på en gang udstillingens styrke og svaghed. Det er dens styrke, fordi dens renhed fortæller os om, hvad det vil sige at identificere sig som medlem af det mongolske folk, så vi oplever mytens kraft og ser de udsøgte genstande i særligt glødende lys, der flytter os mentalt ud under den skarpe ørkensol.
Med den kølige vind fra bjergene i ansigtet er vi på permanent rejse med vores dyr, vi spiller skak, gifter os ind i fremmede klaner og skyder til mål med vores bue.
Men samtidig er mytens renhed også udstillingens svaghed. Udstillingen forholder sig ikke kritisk til, hvad myten har betydet, eller hvordan den er blevet diskuteret af det mongolske folk.
Udstillingen udelader helt globale perspektiver på det mongolske imperium. Derfor bliver jeg også lidt frustreret over, at jeg ikke får mere at vide om, hvad mytens relation er til Mongoliets særlige geografiske, storpolitiske, og økologiske forhold på den verdenshistoriske scene.
Det mongolske imperium blev skabt uden mægtige byer, uden effektivt landbrug, masseslaveri eller teknologiske fremskridt, som har gjort så store forskelle i den europæiske historie. Det er en civilisation, som man derfor kan se som et nomadisk alternativ til de søfarende og fastboende nationer, som byggede de imperier vi selv og vores naboer nedstammer fra.
Kahnernes imperium har ikke efterladt nogen ruiner, nogle dødebøger eller nogle store skrifter. Men det lever alligevel stadig i vindens hvisken over steppen.
Her mangler udstillingen lidt perspektiv udover den umiddelbare fascinationskraft:
Hvad har det betydet for mongolernes selvopfattelse i dag? Hvorfor tabte Mongoliet retten til at få en nation, klemt inde som man er mellem de traditionelle stormagter? Er en flig af os alle mongoler i dag, og hvad tog andre riger med sig fra mongolernes succes?
Det er perspektiver. som jeg ledte efter, men ikke kunne finde antydninger af svar på. Trods denne milde frustration er det stadig en voldsomt seværdig udstilling, der giver enhver lyst til at hoppe om bord på den transsibiriske jernbane og besøge steppens solbidte livsform under den uendelige blå himmel.
Nikolai Lang er cand.mag. og konstitueret sekretariatsleder i Verdens Skove.