Det lignede ellers en god måned for Indien og ikke mindst premierminister Narendra Modi.
I slutningen af august annoncerede de fem BRIKS-lande, at seks nye lande ville blive optaget i klubben af vækstøkonomier, som Indien har været medlem af siden begyndelsen i 2009. Beslutningen, der blev taget på BRIKS-topmødet i Johannesburg, Sydafrika, blev af Modi udlagt som en sejr for de lande, der ønsker at se en ”multipolar verdensorden”, og han understregede de nye medlemsstaters dybe og historiske bånd med Indien.
Blot et par uger senere var det så Modis egen tur til at være vært ved det årlige G20-topmøde. Her fik Modi lov til at præsentere Den Afrikanske Union som nyt, permanent medlem af G20, og også det blev anset som en symbolsk sejr for lederen af det land, der ofte forsøger at positionere sig som det Globale Syds leder.
Jørgen Dige Pedersen, der er lektor emeritus ved Aarhus Universitet, hvor han i mange år har forsket i Indien og dets rolle i verden, fortæller, at mange indere var vældig stolte over at have G20-værtsskabet.
“Det har Modi så brugt til at føre sig frem på verdensscenen, men også til – og det er nok det vigtigste for ham – at føre sig frem på den nationale scene som landets stærke mand. Det er helt klart noget, der giver popularitet,” forklarer han.
Den indiske avis The Hindu udlagde da også G20-successen som en personlig succes for Modi, hvis ansigt prydede gaderne på plakater overalt i New Delhis gader, og The Guardian mente, at topmødets noget tamme deklaration om krigen i Ukraine var et resultat af Indiens stigende indflydelse på den udenrigspolitiske scene, og ikke mindst Joe Bidens forsøg på at give Modi en diplomatisk sejr i en verden, hvor det er nødvendigt for USA at skabe nye alliancer.
“Det, der måske er nyt, er, at Indien ikke kun ser sig selv som et fattigt land og de fattige landes bannerfører, også i FN og sådan nogle steder, men også som en ‘coming superpower’, der kan sende en raket til månen og en til Mars,” siger Jørgen Dige Pedersen.
Konflikt med Canada sætter skår i glæden
Så langt, så godt.
Et par dage efter afslutningen på G20-topmødet kom det frem, at forhandlingerne om en handelsaftale mellem Indien og Canada er sat på pause, hvilket ifølge Indiens handelsminister, Piyush Goyal, skyldes ”visse problemer”, der blev diskuteret mellem Modi og Canadas Justin Trudeau under G20-mødet.
”Vi bliver nødt til at sikre os, at vi geopolitisk og økonomisk er enige,” sagde ministeren i et interview med First Post den 14. september.
Dagen efter annoncerede den canadiske regering, at et planlagt handelsfremstød i Indien, der skulle have fundet sted i start-oktober, var blevet udsat. Selvom der ikke blev givet nogen begrundelse, rygtedes det hurtigt, at uenighederne skyldes Canadas manglende indgreb mod sikhiske selvstændighedsgrupper i Canada, der ifølge Indien ”opfordrede til vold mod Indiske diplomater” og ”var til fare for det indiske lokalsamfund i Canada.”
Den sikhiske selvstædighedsbevægelse
Den sikhiske selvstædinghedsbevægelse, der også kaldes Khalistan-bevægelsen efter navnet på det land, de håber at skabe, har rødder helt tilbage til det britiske styre. I tiden op til, at Storbritannien trak sig ud, forsøgte prominente sikher at argumentere for, at Punjab-regionen burde blive etableret som selvstændig stat. I stedet blev regionen delt, så der i dag både er et pakistansk og indisk Punjab. Langt de fleste sikher flyttede ved delingen til Indien, og i 1966 lykkedes det sikherne at få deres egen delstat i Indien med Punjabi som officielt sprog.
I løbet af 1970’erne fik Khalistan-bevægelsen mere luft under vingerne, blandt andet i form af støtte fra den sikhiske diaspora i Canada og Storbritannien. Det ledte i start-80’erne til adskillige voldelige episoder og bombeangreb, der kulminerede i 1984 med stormen på Det Gyldne Tempel, en vigtig sikhisk helligdom, hvor den indiske hær rykkede ind for at anholde en gruppe militante sikher, der havde forskanset sig i templet. Mange hundrede mennesker døde, og fem måneder senere blev den indiske premierminister, Indira Gandhi, myrdet af sine sikhiske livvagter som hævn. Mordet ledte til optøjer, angreb og drab på sikher i hele det nordlige Indien.
Op gennem resten af 80’erne og 1990’erne mistede den militante del af bevægelsen støtte fra resten af selvstændighedsforkæmperne, og siden starten på det nye årtusinde har den militante aktivitet været minimal. I den sikhiske diaspora er der dog stadig grupper, der arbejder for etableringen af Khalistan, og den indiske regering har tidligere klaget over, at organisationer, den anser for at være terrorister, får lov til at agere i f.eks. Canada.
Blandt indiske sikher er der ikke opbakning til en selvstændig stat. Ifølge en undersøgelse fra Pew Institute siger 95% af sikher, at de er ”meget stolte” af at være indere.
Ifølge Jørgen Dige Pedersen har Indien “i årtier” beklaget sig over, at de canadiske myndigheder ikke gør mere for at begrænse hjælpen fra sikher i Canada til blandt andet forskellige selvstændighedsgrupper.
Mandag i sidste uge eskalerede konflikten voldsomt, da Justin Trudeau fra talerstolen i det canadiske parlament fortalte, at de canadiske myndigheder har ”troværdige beviser” for, at den indiske efterretningstjeneste var involveret i mordet på en canadisk statsborger, den 45-årige Hardeep Singh Nijjar, tre måneder tidligere.
Nijjar var leder af det sikhiske tempel i Surrey i staten British Colombia, og de indiske myndigheder havde anklaget ham for at være leder af KTF, Khalistan Tiger Force, der er den militante gren af Khalistan-bevægelsen. Indien anså ham altså for at være en terrorist, der burde udleveres til retsforfølgelse.
“Det er i hvert fald helt sikkert, at Indien i en længere årrække har overvåget sikh-samfundet i Canada,” siger Jørgen Dige Pedersen.
De indiske myndigheder afviste dog prompte Trudeaus beskyldning, og pludselig gik det stærk: Begge lande udviser topdiplomater, Indien sætter alle canadiske visumansøgninger på pause, og forholdet mellem de to nationer nærmer sig frysepunktet.
Imens ser resten af verden måbende på. Er Indien virkelig begyndt at tage russiske metoder i brug og likvidere politiske modstandere på fremmed jord?
Et tre måneder gammelt mord
For bedre at forstå, hvad der er sket, må vi skrue tiden tilbage til juni. Her meddeler det canadiske politi, at en mand var blevet fundet skudt på parkeringspladsen ved det sikhiske tempel i Surrey, og det bliver senere bekræftet, at det er Hardeep Singh Nijjar, der er blevet myrdet.
I starten var det de canadiske myndigheder tilbageholdende med at kaste skylden i retning af nogen bestemt.
”Vi forstår, at der er en masse spekulation om motivet bag drabet, men vi fokuserer på at undersøge alle kendsgerningerne og lade beviserne styre efterforskningen,” lød det ifølge the Guardian fra et af medlemmerne af det canadiske efterforskningshold.
Ifølge Jørgen Dige Pedersen er det ”ikke helt usandsynligt”, at den indiske efterretningstjeneste har været involveret i drabet på Nijjar.
”Det er jo ikke særligt sofistikeret at køre forbi med en bil eller motorcykel eller noget i den stil og så skyde en mand,” siger han.
“Men det passer måske meget godt med, at så stor tiltro vil jeg nok ikke have til den indiske efterretningstjenestes evner til at foretage et mere sofistikeret angreb.”
USA tøver med støtten
Det er først efter G20-mødet, hvor Trudeau angiveligt skal have forsøgt at diskutere Indiens mulige involvering i drabet på Hardeep Singh Nijjar med Modi, at Canada offentliggør beskyldningerne og sætter verdenssamfundet i lidt af en kattepine.
Indien er ifølge Jørgen Dige Pedersen blevet så vigtig en partner for Vesten, at Canadas allierede ikke bare kan gå ud og fordømme Indiens mulige indblanding. USA har brug for Indiens støtte, hvis Kina skal holdes i skak.
“Man kan se i den nuværende konflikt, at det har betydet, at især amerikanerne, men også englænderne, er en lille smule lavmælte. De har støttet Canada ved at sige, at sagen må blive opklaret, men mere har de sådan set ikke gjort,” påpeger Jørgen Dige Pedersen.
Derfor har Canada ikke fået samme opbakning, som for eksempel Storbritannien fik efter Ruslands forsøg på at myrde Sergej og Julia Skripal med Novichok på britisk territorium i 2018.
Jørgen Dige Pedersen tilføjer, at konflikten mellem Canada og Indien kan komme til at vare længe.
En pinlig sag – men måske alligevel en sejr for Modi
Men selvom Canadas anklage er en lidt pinlig affære for Indien, er det ikke nødvendigvis en tabersag for Modi. Faktisk ser det ud til, at både medierne og den politiske opposition støtter op om Modi og kritiserer Canada for at være “et fristed for terrorister”.
”Altså, det her er jo vældig populært i Indien. ’Endelig er der nogle af de der banditter, der bor i Canada og får lov til at lave alt det, de vil, der får en over nakken.’ Sådan ser inderne jo på det,” forklarer Jørgen Dige Pedersen.
Han peger på, at Modi har travlt med at positionere sig frem mod det indiske valg næste forår, og her kan både Indiens stærke udenrigsprofilering og mordet på Nijjar bruges til premierministerens fordel – også uden direkte at vedkende sig Indiens involvering
“Han (Modi, red.) vil nok udtale sig i generelle vendinger om, at Indien er blevet stor og stærk og bliver taget alvorligt rundt omkring i verden, og at Indiens fjender skal være bange for Indien. Men i hele det politiske bagland, han har, er der mange, der klart vil give udtryk for, at ‘ja, det var os der gjorde det’,” siger Jørgen Dige Pedersen, der påpeger, at den vestlige dækning af sagen nærmest kan være en hjælp, da de indiske medier ikke kunne have afsløret historien.
Dermed ser det ud som om, at en åbenlys international tabersag ender med at blive til et indenrigspolitisk win for Modi – i hvert fald blandt hans primære vælgergruppe, hinduerne. Spørgsmålet er, om der er risiko for, at der rippes op i de gamle stridigheder med de sikhiske indere, der i denne uge har protesteret ved Det Gyldne Tempel.
