Irans moderne historie
Forfatter: Rasmus Christian Elling
Udgivet i 2019
336 sider
Forlag: Gyldendal
Iran er meget mere og andet end et præstestyre. I hvert fald hvis man skal tro Rasmus Christian Elling, der præsenterer frugten af over 20 års studier af dette land i sin nye bog om ”Irans moderne historie”.
For samtidig med den islamiseringsbølge, som satte ind efter at ayatollah Khomeini kom til magten for 40 år siden, skulle Iran blive gennemsyret af en sekularisering, der ligefrem har sat spørgsmålstegn ved politisk islam som idé og projekt.
Forfatteren finder, at Iran er en post-islamisk autokratisk velfærdsstat. Præsteskabet og religionen har og har haft en tvetydig rolle i landets moderne historie. Mens religiøse ledere siden 1800-tallet har kritiseret demokratiet og Vestens verdslige begreber, så har andre religiøse ledere insisteret på en slags grundlovsreform, hvor man på en måde kan tale om forening af islam og demokrati.
En ”islamisk republik” var en ny opfindelse
Med shah Mohammad Reza Pahlavis og dermed det iranske kejserriges fald i 1979 var det – som forfatteren ser det – på ingen måde en selvfølge, at en islamisk republik skulle opstå. En ”islamisk republik” hørte ikke til de islamiske fundamenter – Koranen, profeten Muhammeds overleveringer, sharia osv., den havde så at sige ingen præcedens i islamisk historie.
Der var radikal nytænkning forbundet med et præstestyre: Khomeini, en landsforvist islamisk lærd, som var raget uklar med shahen styre – ville skabe en islamisk fremtid ved at sætte en moderne stat under gejstlig kontrol, Vedayat – e faqih – ”den retslærdes værgemål”.
I den islamiske verden blev denne tanke afvist, selv om mange muslimer sikkert umiddelbart var imponerede over, hvordan iranerne kunne smide deres hersker fra tronen.
Som helhed virkede det i udlandet outreret – ikke mindst i Saudi-Arabien, hvor dets fundamentalister, wahabitterne, betragtede det som rent ud kætteri. Lig andre – større – diktatorer i det 20. århundrede (man kan tænke på Hitler og Stalin) foresvævede der Khomeini noget om, at revolutionært islam skulle bane vej for et islamisk tusindårsrige.
Krigen med Irak
Men så blev Iran i 1980 invaderet af sin muslimske brodernation og nabo Irak, der var regeret af en sekulær diktator, Saddam Hussein, af iranerne opfattet som Vestens indirekte forsøg på at skabe splid mellem muslimer. (Forfatteren udreder ikke her ganske klart, at Vesten støttede Saddam Hussein ud fra en opfattelse af, at han var et mindre onde end præstestyret i Iran).
De iranske statsledere, der havde kastet vrag på nationalismen som sådan, måtte så med Ellings ord ”genopfinde” nationalismen. Beskeden udenrigspolitisk støtte fandt Iran – selv shiitisk – hos shiiterne i Irak og Libanon, til en vis grad i Pakistan, Afghanistan og Golf-staterne. Og så Assad-familiens sekulære arabiske Baath-styre i Syrien.
Støtte kom også fra et uventet hold – Israel, der lod sine hærenheder og efterretningstjenester udføre operationer, som svækkede Irak – mest notabelt da det israelske luftvåben smadrede en irakisk plutoniumreaktor ved byen Osirak – måske endda med hjælp fra iranerne, skriver forfatteren.
Israel betragtede nemlig Irak som en større trussel end Iran. At Irak var mere end en tvivlsom ”allieret” for Vesten skulle vise sig, da Saddam Hussein slog hårdt ned på de irakiske kurdere i Halabja i 1988, da den iransk-irakiske krig var ved at ebbe ud, og benyttede kemiske våden, hvorved 3.000 civile blev dræbt.
At Vesten ikke slog ned på Saddam Hussein forstærkede, som Elling anfører, opfattelsen af Vesten som hyklerisk og dobbeltmoralsk. Det er endog senere blevet afsløret, at CIA gav irakerne koordinater for bombeangreb mod iranerne, selv om de kendte til Saddam Husseins brug af kemisk våben.
Det er umuligt her blot tilnærmelsesvis at beskrive de mange, blodige interne kampe Khomeinis Iran førte i de første år, tusinder blev henrettet (heriblandt en voldsom del af officerskorpset), endnu flere tusind havnede i fængslerne.
Det førte til både økonomisk og politisk kaos og – troede naboen Irak – til en svækkelse, der gjorde landet til et let bytte. Saddams foranledning til at indlede Iran-Irak krigen i 1980 anføres dog ikke tydeligt af Elling: nemlig Saddam Husseins ønske om at beherske Shatt al-Arab, udløbet af floderne Eufrat og Tigris i Den Iranske Havbugt også kaldet Den Persiske Golf.
De mange vigtige enkeltheder, bogen byder på, har det med at slynge sig ind og ud af hinanden, så det ind imellem kniber med at bevare overblikket.
Den langvarige, opslidende krig krævede mellem 100.000 og 200.000 dødsofre på hver side. Hundredetusinder blev sårede eller handicappede.
Had-kærlighedsforholdet til USA
Forholdet til USA fik et alvorligt knæk, da en gruppe iranske studenter i 1979 besatte den amerikanske ambassade i Teheran, foranlediget af iranernes harme over at shahen havde fået indrejsetilladelse i USA for at blive behandlet for kræft (han fik senere asyl i Egypten, hvad forfatteren dog forbigår).
52 amerikanske ansatte på ambassaden sad herefter 444 dage som gidsler i ambassadebygningen. Hadet til USA er på mange måder holdt i live, selvom mange unge iranerne drømmer om at rejse til dette land.
Et folkeligt krav om at regne sig for uafhængig af vestlige magter har givet ekko i Irans historie helt fra 1800-tallet.
Men det moderne Irans skaber Reza Shah, der blev kejser i 1926, skulle blive stærkt afhængig af vestligt uddannede og vestligt inspirerede statsideologer, som Elling udtrykker det.
Det er fristende i det lange løb at kalde forholdet til USA ‘had-kærlighed’.
Lige nu er det yderst anspændt efter den amerikanske præsident Donald Trumps opsigelse af den atomaftale fra 2015, FN-Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer (USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina) samt Tyskland havde indgået med Iran – og som påbød landet at reducere sin uranberigelse mod at få lettet de dengang gældende internationale sanktioner.
Som støtte for den syriske præsident Assad, til Hizbollah-organisationen i Libanon og med et indædt modsætningsforhold til Saudi-Arabien spiller Iran højt spil i de magtkampe, der fortsat præger Mellemøsten.
Religionen som et ligegyldigt bagtæppe
Men det er værd med Elling at erindre sig, at landet er blevet en velfærdsstat.
Siden 1980’erne er sundheden, levestandarden og uddannelsesmulighederne kraftigt forbedret. El og vand er indlagt i store dele af landet. Hvad der kaldes uddannelsesraten er en af højeste i verden med over fire millioner universitetsstuderende.
Den officielle politiserede religion er som forfatteren ser det i bedste fald et ligegyldigt bagtæppe.
Og så alligevel: Økonomien skranter – millioner af iranere kan kun overleve ved at have to jobs. Ja, 10 millioner skønnes at leve under fattigdomsgrænsen, og der har været adskillige uroligheder rundt omkring i det store land foranlediget af manglen på beskæftigelse og fagforeninger, mindretals- miljø- og menneskerettighedsproblemer.
Elling rejser spørgsmålet om, hvor langt styret kan gå med at undertrykke indadtil under henvisning til ydre fjender – især USA og Saudi-Arabien – og så fortsætte med at undertrykke indadtil.
Uanset den politiske paranoia, så er iransk nationalidentitet at ligne ved et Janushoved: tveægget med en muslimsk og en præ-muslimsk side. Der er mange referencer til præ-islamisk tid i iranske hjem, fortæller Elling. Afbildninger af dynastier før Muhammeds religion nåede Iran: På oliemalerier, bordduge og på alskens klenodier.
Han konkluderer, at det er nationalismen, der definerer det moderne Iran, årtusinders traditioner, der binder oldtid og nutid sammen – det kan spores 2.500 år tilbage.
Denne store, vigtige og velskrevne bog er fuld af interessante brikker, som overtyder læserne om, at det gamle perserrige i sin moderne udformning byder på en masse indre splid og modernistiske forhåbninger.
Læs den og forsøg på at danne syntese af vældige mange ingredienser.