Danida og andre bistandsydere bør – tæt knyttet til sundhedspleje for mor og barn – målrettet satse på omskæring af nyfødte drenge.
Opfordringen kommer fra Israels førende aids-ekspert, Inon Schenker, som Danidas avis “Udvikling” har talt med i Jerusalem. “Udvikling”s seneste udgave er på vej ud til abonnenterne.
Dr. Inon Schenker var manden bag den opsigtsvækkende nyhed, at omskæring af mænd kan halvere risikoen for aids. Lægger man et Afrika-kort over udbredelsen af aids oven på et Afrika-kort, der viser, hvor omskæring af drengebørn er udbredt, vil man se at der er tale om to helt forskellige områder. De områder, hvor omskæring er udbredt, har en meget lav frekvens af hiv-smitte.
Dr. Inon Schenker, professor ved Det Hebræiske Universitet i Jerusalem, var omkring årtusindskiftet med til at anbefale Verdenssundhedsorganisationen WHO at foretage sammenligninger af omskårne og ikke-omskårne mænd i Sydafrika, Uganda og Kenya.
Studierne viste, at de omskårne mænd havde omtrent halvt så stor risiko for at blive smittet med hiv, fordi celler i slimhinden under forhuden er særligt sårbare over for hiv-smitte. Resultaterne var så tydelige, at WHO stoppede testene før tid; det ville være uetisk at fortsætte uden at omskære hele kontrolgruppen, vurderede organisationen.
WHO mener, at den nye viden kan redde “hundredetusinder, måske millioner” fra hiv-smitte i de kommende år og forbereder lige nu sine næste træk. Det sker med faglig bistand fra bl.a. Israel, hvor næsten alle drenge bliver omskåret ved fødslen under et jødisk ritual, og mange af de jøder, der kommer til landet som voksne, lader sig omskære.
Dr. Inon Schenker er udover sit lands førende aids-ekspert forfatter til en bog om aids-undervisning og ledende skikkelse i NGOen Jerusalem Aids Project. Om den nye metode siger han, at den rummer store muligheder, tilmed til meget lave priser i forhold til andre metoder.
– Her har vi en kirurgisk procedure, som er uafhængig af brug af kondomer, og som – i modsætning til kondomer – ikke blot virker en enkelt gang, men beskytter direkte. Men vi skal selvfølgelig huske, at vi kun taler om 50-60 procents beskyttelse. Derfor må det her ikke fjerne vores opmærksomhed fra eksempelvis udvikling af en vaccine, forskning i mikrobicider, aids-undervisning og uddeling af kondomer, anfører han.
Lise Kaalund-Jørgensen, seniorrådgiver i Danidas Bistandsfaglige Tjeneste (BFT), er mere forbeholden overfor omskæring som præventivt middel mod hiv/aids.
– Omskæring er en mulighed, men desværre ikke en “magic bullet” (patentløsning), siger hun til “Udvikling”.
Hun hæfter sig ved, at der mangler viden om omskæring i lande, hvor det ikke er udbredt, og advarer mod, at omskæring kan skabe flere og ikke færre hiv-smittede, hvis den udføres uden sterile instrumenter – eller hvis det får mænd til at undlade at bruge kondomer.
Man kan læse mere på www.udvikling.dk eller anskaffe sig “Udvikling”, det er gratis.