Derfor vil regeringen i Rom indenfor kort tid søge at få hastevedtaget en operation, der skal omfatte et større krigsskib og fem mindre patruljebåde samt helikoptere og droner og opimod 1.000 soldater, skriver avisen Corriere della Sera.
Italiens socialdemokratiske ministerpræsident Paolo Gentiloni meddelte onsdag efter et møde med sin libyske kollega, Fayez al-Serraj, at regeringen i Tripoli har anmodet om "teknisk støtte fra marineenheder til den fælles kamp mod menneskesmugling i libysk farvand".
Før de italienske styrker kan komme afsted, skal en aftale om deres retsstilling i forhold til libysk lov forhandles på plads, rapporterer Berlingske.
Al-Serraj regeringen skal skrive under på, at den vil overholde menneskerettighederne i forhold til de migranter, italienerne samler op og sætter i land i Libyen igen. Desuden skal FN tages i ed.
Som en sidegevinst håber regeringen i Rom, at samarbejdet kan styrke forsøget på at genetablere et sammenhængende politisk regime i det nordafrikanske land efter oberst Muammar Gaddafis fald i 2011.
Migrantkrisen griber dybtgående ind i Italiens politiske liv op til parlamentsvalget i begyndelsen af 2018. Opinionsmålinger viser stor fremgang til indvandrerkritiske partier.
Til dato er der kommet ikke færre end 94.373 migranter i år og inden året er omme vil man formentlig nå op på flere end rekordtallet på 181.436 i fjor.
Det truer med at vælte stabiliteten i det italienske samfund.