Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Det er jo mildt sagt et relevant spørgsmål at stille nu, hvor vi er tæt på at være halvvejs mellem verdensmålenes vedtagelse i 2015 og det årstal – 2030 – hvor de skal være indfriet. Vi er ydermere blevet ramt af alverdens kriser, der ikke bare har sat arbejdet med at nå målene tilbage, men også ført til en generel svigtende interesse i dem.
I det hele taget er det gået jævnt ned ad bakke siden 2015 med det internationale samarbejde. Først fik vi en årrække, hvor mange lande i stigende omfang fokuserede på sig selv, og hvor mange politiske ledere ikke havde meget til overs for internationale institutioner. Dernæst fik vi en pandemi, der effektivt undertrykte samarbejde omkring verdensmålene. Og senest er geopolitikken buldret ind på scenen, og nu handler det i hvert fald i vores del af verden om forsvar, militær og sikkerhed.
I det lys var det næsten helt overraskende, at nogen interesserer sig for, om det globale finansielle system nu også er hensigtsmæssigt indrettet, hvis vi gerne vil nå verdensmålene.
Tilbage til Addis
Går vi de 8 år tilbage til 2015 blev der også afholdt en konference om udviklingsfinansiering i Addis Ababa i Etiopien det år. På den konference blev det besluttet, at man skulle finde de mange penge til at nå verdensmålene på to måder.
Den ene var at øge skatteindtægterne i fattige lande. De kunne godt øges, men alverdens ulykker (pandemi, gæld, voldelige konflikter og så videre) har sidenhen gjort det helt urealistisk at forvente, at de fattigste lande selv skulle kunne finde en stor del af de nødvendige midler til at nå verdensmålene.
Den anden var at mobilisere privat kapital til udviklingsformål. Det har man siden da talt meget om. Der er ingen tvivl om, at der generelt i denne verden er umådeligt mange private midler, som kunne gøre en markant forskel. Der er også en stor klat af de penge, der faktisk leder efter steder at blive investeret.
Ikke desto mindre har det vist sig, at det er overordentligt svært at få privat kapital til at investere i fattige lande og i de sociale sektorer. Det er sådan set ikke så underligt, for der er ikke mange penge at tjene dér. Så kunne man jo satse på den private kapital til at nå verdensmålene i mellemindkomstlande, og det er der da også nogle muligheder for.
74 tændstikæsker
Imidlertid har det generelt vist sig at være svært at få store mængder privat kapital til at finansiere udviklingsaktiviteter. I 2020 lykkedes det ifølge OECD at mobilisere 51,3 milliarder US dollar privat kapital med midler fra udviklingsbistanden. Det tal svarer til cirka 1/3 af den officielle udviklingsbistand, nemlig 161 milliarder dollar det år.
Skal man lege lidt med de tal, kan man sige at den private kapital svarer til 1 tændstikæske, mens den officielle bistand udgør 3 tændstikæsker. Ved siden af kan man så stable det antal tændstikæsker, der hvert år skal til for at nå verdensmålene, hvilket er sådan cirka 74!
På 5 år er det således lykkedes at mobilisere 1/74 af behovet gennem forskellige incitamenter til den private sektor. Er vi heldige og dygtige, kan vi sikkert komme op på 2/74 eller 3/74 de kommende år. Selv om det således forekommer komplet urealistisk at tro, at den private kapital skulle kunne dække behovene, er det alligevel den vej, som man ofte hører politikere udpege.
Nytænkning – tak
Der er i den grad brug for at tænke nyt, hvis de ambitiøse, men jo langt fra urimelige verdensmål skal nås. For mig at se er der kun én vej at gå, og det er igennem global beskatning af globale pengestrømme. Der er i mange år blevet fremsat forslag til beskatning af for eksempel finansielle transaktioner og international transport – det sidste kunne tilmed bidrage til at reducere CO2-udledningerne. Sådan beskatning ville også ramme de rige i langt højere grad end de fattige.
Noget i den stil kunne samtidig have den glimrende konsekvens, at verdens fremtidige udviklingssamarbejde blev overladt til et forhåbentligt effektivt FN-system og de fattige lande inden for rammerne af verdensmålene, og at de bilaterale bistandsrelationer mellem rige donorlande, der er optaget af deres egne kortsigtede interesser, og fattige modtagerlande kunne afskaffes. Så kunne udviklingsarbejdet i højere grad tage udgangspunkt i de udfordringer, fattige mennesker står overfor.
Men det er jo også komplet urealistisk…
…vil langt de fleste sikkert indvende. Javel, det ser ikke helt let ud. På den anden side blev G20-landene for nylig enige om en minimumsbeskatning af multinationale selskaber – noget, som de færreste nok havde troet var muligt. Samtidig er det jo i krisetider, at der kan tænkes nyt.
Uanset nationalistiske og geopolitiske tendenser er det hævet over enhver tvivl, at fred, fremgang og fordragelighed på den lange bane er fuldkommen afhængig af vores indsats for at løse verdens problemer og ikke bare vores egne. Verdensmålene er en glimrende rettesnor, men de kræver penge og samarbejde. Så det er bare med at smøge ærmerne op og komme i gang med arbejdet.
