Rejsebreve: En afrikanist i Arktis
I denne corona-sommer rejste Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, ikke som vanligt mod syd, men i stedet mod nord. Igennem tre rejsebreve reflekterer han over Arktis versus Afrika i forhold til klimakrisen og andre miljø- og udviklingskriser.
Første rejsebrev: ”Arktis vs. Afrika: De samfundsmæssige konsekvenser af global opvarmning”
Andet rejsebrev: “Jagt truer isbjørne og næsehorn, og så er der elefanten i rummet”
Tredje rejsebrev: “Manipulering af natur: Til gavn i Arktis og til glæde i Afrika”
Dette er andet rejsebrev i en serie på tre, der kigger nærmere på ligheder og forskelle mellem klima- og miljøproblemstillinger i Arktis og Afria. Første brev zoomede ind på de samfundsmæssige konsekvenser, som klimaforandringerne fører med sig, mens dette kigger nærmere på problemer i forbindelse med beskyttelse af natur- og dyreliv.
Jagt dræber flere isbjørne end næsehorn
Isbjørnen har opnået international status som klimakrisens primære offer. Det er indlysende, at varme og afsmeltning i Arktis påvirker de hvide bjørnes levevilkår – alligevel er det interessant at kigge nærmere på og sammenligne situationerne for isbjørne i Arktis og næsehorn og elefanter i Afrika. Alle tre dyrearter er ikoniske – og alle tre er de på IUCN’s rødliste.
Isbjørnen er en cirkumpolar art, der i vores nærområde af Arktis findes i Grønland og Svalbard. I mediebilledet er der konsensus om, at klimaændringer er den primære trussel mod isbjørnen, der på IUCNs liste er angivet som en sårbar art. Morten Jørgensen gør dog op med den konsensusforestilling i bogen ‘Polar Bears on the Edge’ fra 2015.
Her dokumenter Jørgensen ved hjælp af et omfattende datamateriale, at det ikke er det forandrede klima, der truer bjørnene mest, men i stedet jagt.
At der er jagt på isbjørne, og at jagten er legaliseret i Grønland, dokumenteres på Hjemmestyrets hjemmeside, hvor jagtkvoten, som sættes i samarbejde med forskellige aktører, er på 156 dyr i 2020. Legalisering af jagt på isbjørne i Grønland skal ses som en støtte af folks udviklingsmuligheder.
Under en samtale mellem Morten Jørgensen og undertegnede, satte Jørgensen en interessant sammenligning op. Bestandene af næsehorn (sorte og hvide) i Afrika er sammenlignelige med bestanden af isbjørn i Arktis, og jagt er den største trussel mod arterne begge steder. Men mens næsehorn i Afrika er fredet, og jagten på dem betegnes som krybskytteri, er jagten på isbjørne i store dele af Arktis legaliseret. I perioden 2007-2016 blev der dræbt cirka 35 procent flere isbjørne end næsehorn, fortalte Jørgensen.
Dette er tankevækkende, fordi vi i vores hjemlige mediebillede ofte støder på forargelse over næsehornskrybskytteriet, men aldrig hører om jagttrykket på isbjørne.
Farlige isbjørne må jages, mens farligere elefanter er fredet
Debatten om jagt og forvaltning af isbjørne er til dels koblet til folks bekymringer om, at isbjørne er farlige. I den sammenhæng er det relevant at inddrage den afrikanske elefant, der ligesom næsehornet er en truet art som følge af krybskytteri.
Dette har været alment kendt længe. Derfor var det en øjenåbner for mig, da jeg i slutningen af 1990’erne i forbindelse med min ph.d. interviewede generalsekretæren for WWF-Zimbabwe, som fortalte, at der i Zimbabwe var 40.000 for mange elefanter. Efterfølgende har jeg oplevet, hvordan der i andre dele i det sydlige Afrika – helt specifikt Sydafrika, Namibia og især Botswana – er store bestande af elefanter.
Her skal det tilføjes, at jeg ikke har og aldrig har haft forudsætninger for at vurdere bæredygtige bestande af elefanter eller andre dyrearter, men min oplevelse er, at der især i det sydlige Afrika er mange og dybe konflikter mellem elefanter og mennesker, og at store bestande af elefanter kan forværre klimakrisens effekter.
Store flokke af elefanter i tørkeramte områder kan ødelægge både skov og busksavanne og de store dyr migrerer til beboede og opdyrkede landbrugsområder, hvor de i værste fald ødelægger marker og huse.
Konsekvenserne er, at livsbetingelser for mennesker og den lokale biodiversitet forringes.
Sætter dyr over mennesker
Ser vi nærmere på den konkrete forvaltning af isbjørne og elefanter, så er tilgangene grundlæggende forskellige. Når det gælder isbjørne, er der som nævnt jagtkvoter og pres på myndighederne for at hæve disse. I Afrika er jagt på elefanter ulovlig i de fleste lande. Der er nogle lande, primært i det sydlige Afrika, der eksperimenterer med selektiv jagt i lille skala – primært turisters trofæjagt på elefanter. De afrikanske initiativer med legalisering af jagt på elefanter medfører automatisk internationalt ramaskrig og pres, især fremført af Nord-baserede ngo’er, beskæftiget inden for dyr- og naturbeskyttelse.
Det er tankevækkende, at udryddelsestruede isbjørne lovligt må skydes i Nord. Det kan henledes til, at ”vi” har en antropocentrisk tilgang til naturbeskyttelse, når det gælder ”vores egne” nærområder – altså at menneskers velbefindende har første prioritet i vores forvaltning, og den konkrete regulerings primære formål er at beskytte mennesker.
Det er endnu mere tankevækkende, at debatten om jagt på isbjørne er fuldstændig fraværende i både medier og den politiske debat, samtidig med at billedet af isbjørnen som et klimaoffer fastholdes.
Modsat synes der i Syd, specifikt i Afrika, at være en biocentrisk tilgang til naturforvaltning, der primært sætter fokus på at beskytte dyr mod mennesker. Det er en forvaltningspraksis, som stammer fra kolonitiden, og Nord-baserede ngo’er og internationale institutioner forsøger at presse afrikanske regeringer til at fastholde, så beskyttelsen af dyr prioriteres over besyttelsen af mennesker.
Selvom der mangler statistisk belæg, så er det min oplevelse, fra talrige ekskursioner med observationer og interviews, at elefanter dræber mange mennesker i Afrika og ødelægger afgrøder og på andre måder hæmmer folks udviklingsmuligheder. I den forbindelse kan Morten Jørgensen byde ind med et interessant tal: I Nordamerika er der de seneste 57 år kun dokumenteret syv tilfælde af drab på mennesker relateret til isbjørne.
Til slut kan det konstateres, at elefanter er langt farligere og mere skadevoldende for mange flere mennesker i det rurale Afrika, end isbjørne er det i Arktis. Alligevel totalfredes elefanter, mens de klimapressede isbjørne må skydes, selvom den legaliserede jagt er en åbenlys trussel mod artens overlevelse.
