Der bliver behov for tonsvis af metaller og mineraler til den grønne omstilling. Vindmølleturbiner, batterier til elbiler og andet grøn teknologi kræver store mængder litium, kobolt, kobber og sjældne jordarter. Minedriften efter disse ressourcer forurener og foregår mange steder under elendige arbejdsforhold.
Læs også: Hvis du tror, den grønne omstilling er grøn, så tro om igen
Nogle mener, at løsningen kan findes på havbunden i de dybe oceaner. I en dybde af 4-5 kilometer kan man finde nogle særlige knolde på havbunden, der rummer store mængder af vigtige metaller som kobber, kobolt og nikkel.
Det danske rederiselskab Mærsk er med til at undersøge mulighederne for at hente ressourcerne på havets bund på en bæredygtig måde, og Bjarke Ingels Group (BIG) har designet robotter og fartøjer til minedriften, men der er stor uvished om konsekvenserne af at hive knoldene op fra havbunden.
Nogle lande og virksomheder mener, at minedriften på havbunden kan vise sig at være mere miljøvenlig end den på landjorden, mens andre lande og grønne organisationer peger på, at det kan blive en miljømæssig katastrofe.
De dybe oceaner ligger uden for landegrænserne, og derfor er verdens nationer i fællesskab i færd med at blive enige om nogle regler for minedriften. Diplomater fra alverdens nationer har netop været samlet i Jamaica under ISA (International Seabed Authority), der er en organisation under FN, for at diskutere spørgsmålet.
Vil have forbud i 15 år
Det er Nauru, der har fået spørgsmålet på dagsordenen. Den lille ønation med lidt over 10.000 indbyggere drømmer om et nyt gyldent eventyr, der denne gang skal foregå på havets bund. I 1980’erne var Nauru en af verdens rigeste lande på grund af store forekomster af fosfat. De er nu sluppet op, og det samme er pengene.
Læs også: Nauru: Fra et af verdens rigeste lande til australsk flygtningelejr
Nu håber Nauru, at metaller på havets bund kan skabe ny rigdom. Ønationen har meddelt til ISA, at den er klar med en arbejdsplan for udnyttelse af ressourcerne på de dybe havbunde. Det har udløst en såkaldt 2 års-regel, der forpligter ISA til at være klar med regler for aktiviteterne inden for to år. Fristen er juli 2023, og det har sat pres på forhandlerne fra verdens nationer. Mange af dem er utilfredse med, at de skal sørge for regler for en aktivitet, som man ikke kender de fulde konsekvenser af.
“Vi er bekymrede over 2 års-reglen, fordi den hænger som et damoklessværd over hovedet på os,” lød det fra den spanske forhandler ved diskussionerne i Jamaica.
Flere lande nævnte under forhandlingerne, at de står i en meget vanskelig situation med den korte tidsfrist. Andre lande ønsker direkte et moratorium, der forbyder minedrift i de dybe oceaner i 15 år. Det forslag støttes af flere af de små Stillehavsnationer, herunder Palau, Fiji, Samoa og Mikronesien. Chile udtrykte utilfredshed med, at Nauru udløste 2 års-reglen under coronapandemien, hvor det var vanskeligt at afholde møderne. Det sydamerikanske land er også tilhænger af at udsætte tilladelse til dybhavsminedrift.
“Nogle af disse aktiviteter kan have ødelæggende konsekvenser for havenes økosystemer og kan udlede uanede mængder CO2 ud i atmosfæren og skubbe os længere væk fra målene i Paris-aftalen. Er vi villige til at være vidner til de ukendte og uafvendelige ødelæggelser, som minedrift i de dybe oceaner kan medføre? Vi siger nej,” sagde den delegerede fra Chile under forhandlingerne.
Hvor tiden næsten står stille
På havbunden i de dybe oceaner trænger intet lys ned. Og tiden går langsomt. Meget langsomt. Knoldene med de værdifulde ressourcer er skabt gennem millioner af år af fragmenter af vulkanske klippe eller biologisk stof som hajtænder eller muslingeskaller. Knoldene dannes på sediment, der bliver akkumuleret i en hastighed på et par millimeter hvert årtusinde. Knoldene selv vokser med omkring to millimeter på en million år, skriver forskeren Julie M. Otte i en artikel i Aktuel Naturvidenskab
Selvom man ikke skulle tro det, myldrer det med liv nede i havets mørke dyb. Der er tale om bakterier og mikroorganismer. Eksperter vurderer, at mikroorganismerne på havbunden udgør op til en tredjedel af hele klodens biodiversitet.
Forskere arbejder på at finde ud af, hvad det har af konsekvenser for livet på havbunden, hvis man river knoldene op i stor stil. De har eksempelvis forsøgt at erstatte de værdifulde knolde med keramiske strukturer for at give de livsformer, der lever på knoldene et alternativ. Om et par år skal forskerne tilbage for at undersøge, hvad det har af konsekvenser.
Også Massachussets Institute of Technology arbejder på at kortlægge konsekvenserne af dybhavsminedrift. Det amerikanske institut forsøger at finde ud af, hvordan det påvirker det stille liv i oceanerne, når de store skyer af sediment bliver hvirvlet op.
Men det tager sin tid, og mange af forhandlerne fra verdens nationer udtrykker stor uvished om konsekvenserne af de beslutninger, som de nu skal træffe på kort tid.
Modstand i civilsamfundet
Civilsamfundet deltager i forhandlingerne under ISA. Det gør de blandt andet i sammenslutningen Deep Sea Coalition, som består af en lang række ngo’er, herunder Birdlife International, Greenpeace og Friends of the Earth International. De grønne organisationer kæmper for et forbud mod dybhavsminedrift. De er utilfredse med ISA’s regler, der haster en beslutning igennem. Samtidigt er de glade for, at flere lande har udtrykt skepsis for at tillade minedrift på havbunden med så kort frist.
“Et stigende antal lande begynder at udfordre de mystiske regler, som ISA opererer med, og afviser argumentet om, at verden har behov for at begå minedrift på de dybe verdenshave for at bygge batterier til elbiler. Det, der er behov for, er en mere ansvarlig landbaseret minedrift, investeringer i cirkulær økonomi og at gøre meget bedre brug af metaller og materialer, som allerede er i cirkulation frem for at åbne en helt ny front på kloden til destruktiv industriel udvinding af ressourcer,” siger Matthew Gianni, der var repræsentant for koalitionen på mødet i Jamaica.
