Jeg skammer mig ikke over at indrømme det: Jeg er blevet træt af demonstrationer

Hundredtusindvis af mennesker har demonstreret over hele verden for blandt andet våbenhvile i Gaza, men nu er det tid til en ny politisk aktivisme, mener blogger Jørgen Harboe.


Foto: Romy Arroyo Fernandez/NurPhoto via Getty Images
Morten Scriver Andersen

19. februar 2024

Jørgen Harboe

Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.

Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.

Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.

Han er desuden blogger på Globalnyt.

Jeg skammer mig ikke over at indrømme det: Jeg er blevet træt af demonstrationer, boykot og andre aktioner, der proklamerer, at jeg holder med de gode og er mod de gale!

Det er prisværdigt at demonstrere mod uretten og for en god sag, at skrive under på proklamationer og støtte gode formål. Og det er usselt og fattigt at gøre ingenting.

Jeg går ind for alt, der giver os mulighed for engagement i det, vi tror er godt og rigtigt. Min tvivl går på, om de velmente handlinger nytter og især på, om gentagne demonstrationer, støttebidrag og underskrifter på erklæringer er de bedste måder at gavne de sager, vi gerne vil fremme.

Dødedans

Israel, Palæstina og Gaza er lige nu de sager, der optager mig mest. Jeg har boet og arbejdet i området, endda været valgobservatør i Rafah, og det er næsten ikke til at bære at se to folk, jeg holder af, lemlæste sig selv så dødeligt, som det sker nu. Det er som at være vidne til mennesker, der sanseløst kaster sig i afgrunden igen og igen med tusinder efter tusinder af uskyldige ofre.

De velmente men virkningsløse manifestationer for Gaza, Palæstina og Israel fik mig til at tænke på den politiske aktivisme, der på engelsk kaldes Affirmative Action

Jeg har skrevet under på erklæringen med opfordring til våbenhvile og sammen med mange andre har jeg båret en brændende fakkel fra synagogen til Christiansborg.

Det var godt at være med selv om jeg frøs, men jeg tror ærligt talt ikke, at min og de andre deltageres markeringer river Israel og Palæstina ud af den dødedans, de er midt i.

Der er brug for noget andet og mere nu.

Gøre en forskel

De velmente men virkningsløse manifestationer for Gaza, Palæstina og Israel fik mig til at tænke på den politiske aktivisme, der på engelsk kaldes Affirmative Action.

Affirmative Action er ikke så eksotisk, som den fremmede betegnelse måske antyder. Affirmative Action er nemlig, hvad masser af danskere i årtier har praktiseret med daglig og jordnær praktisk udviklingsbistand.

Vi var mange, der ’gjorde en forskel’ i det små, når vi gravede brønde i Indien eller lærte folk i Somaliland at fiske. Nogle udsendte danskere arbejdede fysisk i Asien og Afrika, andre gav de nødvendige penge. De bidrog alle aktivt og positivt til dansk affirmative action i solidaritet med fattige og undertrykte mennesker i andre lande.

Vi gjorde faktisk noget. Og både vi selv og modtagerne fik glæde af indsatsen.

Handel og udvikling

Jeg tror, at tiden er inde til, at vi i Danmark giver Israel og Palæstina en hjælpende hånd med en ny slags Affirmative Action. Vi må tro på og gøre vores til at både Israel og Palæstina befrier sig selv fra de nuværende regeringer, der har kastet området ud i ulykke. Og vi kan og bør bidrage til handel og udvikling i et frit Israel og Palæstina og tilskynde dem til fredeligt økonomisk samarbejde.

Vi i Danmark bør åbne for import fra Gaza og Vestbredden og politisk arbejde for at Palæstina kan eksportere til os uden om Israel

Vi i Danmark bør åbne for import fra Gaza og Vestbredden og politisk arbejde for at Palæstina kan eksportere til os uden om Israel. Vi har allerede en stor samhandel med Israel, men det er vigtigt at tilrettelægge den sådan, at den fremmer det økonomiske samarbejde i regionen.

Vi almindelige danskere kan skubbe på udviklingen ved at købe varer og rejse i området, efterhånden som det åbner igen. Samarbejdet skal ikke være med enten Israel eller Palæstina men ’både og’ og gerne til gavn for den regionale synergi mellem de gamle fjender.

Israel og Palæstina skal have nyt liv efter den nuværende altødelæggende krig.

Danmark kan bidrage til det og samarbejde positivt med begge parter.

Affirmative Action er en nøgle til fremtidigt samarbejde.

Fremtiden begynder NU – hvis vi vil det.