Hvad gemmer sig bag dagens kalenderlåge?
Hvad gemmer sig i det nye år?
24 låger – 24 lande – 24 aktuelle udviklinger.
Kenya: Håb og håbløshed
Af Morten Ranum, U-landsnyt.dk
Hiv og aids fortsætter med at være tabubelagt, ikke kun i Kenya, men også andre steder i Østafrika. Det er selvom, der også er stor åbenhed og opmærksomhed om beskyttelse imod at få sygdommen og gode muligheder for at leve med sygdommen.
Den 30. september 2014 bringer den kenyanske avis The Daily Nation en historie om den unge kvinde Sylvia Mueni Munyao. Hun er 27 år.
Hendes historie får mig til at tænke på min ven i Uganda Aliah Richard. Han døde i dag for præcis 10 år siden, den 8. december 2004, fordi han ikke længere havde noget håb.
Den officielle diagnose var dog aids. Forskellen på de to er, at Sylvia formåede at genvinde håbet eller finde en grund til at ville leve, mens Richard mistede det håb han på et tidspunkt havde.
Sylvias opvækst
Sylvia er en pige som alle andre. Hun har de samme drømme, som mange andre unge kvinder, men hun blev født HIV-positiv. Hendes mor døde da Sylvia var meget ung af den selvsamme sygdom, som Sylvia har arvet fra sin mor. Moderen døde helt uden håb.
Gennem de næste 18 år levede Sylvia i en lykkelig uvidenhed om, hvad hun havde i sin krop. Hun tog dagligt en medicin, som hun altid havde fået at vide, hun skulle tage på grund af hendes astma.
Hun fortæller: “I did not know I was HIV-positive, but probably those around me — including my friends because people tend to talk about these things behind your back — knew I was unwell” (Hun har fortalt sin historie til Pauline Kairu, som har skrevet artiklen om hende).
Jeg mødte Richard fordi jeg dengang boede og arbejde i Uganda. Han var en meget fattig mand, og han tjente penge ved at være altmuligmand i en beboelsesejendom i udkanten af Kampala.
Han sov på en madras under trappen. Da jeg kom tilbage fra juleferie, fandt jeg ud af at han var syg, men der gik rigtig lang tid før det blev sagt højt at han havde aids. Det blev endelig omtalt som ”sygdommen” eller ”virussen”. Så var det ikke svært at lægge to og to sammen.
Bomben springer
Først på dette meget sene tidspunkt begynder det at gå op for hende at hun er alvorlig syg.
Det sker fordi hun begynder at undlade at tage sin medicin. Hun vidste jo ikke, hvor vigtig medicinen faktisk var. Og hendes bedstemor som ellers siden moderens død har sørget for at Sylvia fik sin medicin, havde ikke altid mulighed for at levere medicinen til tiden.
Derfor bliver Sylvia på et tidspunkt meget syg.
Lægerne gætter på, at det kan være hiv, og hun bliver testet hiv-positiv. Hun bliver meget chokeret og insísterer på at blive testet flere gange, fordi hun selvfølgelig er i dybt chok.
Ikke mindst lægernes oplysning om, at det ser ud til at hun har taget ARV (livsforlængende behandling) hele sit liv, må være jordrystende, når hun har levet hele sit liv i viden om at hun har taget astma-medicin.
Er det overhovedet muligt at forstå en ung piges pinsler og smerte i den situation? Det må være uoverstigeligt og umuligt. Et mareridt af alvorligste dimensioner.
Fornægtelse
Selvom om hun derefter kommer på medicinsk behandling igen, beslutter hun sig for at lade være med at tage medicinen, fordi det ikke synes at tjene noget formål. Hun kan alligevel ikke få et liv som alle andre piger.
Hun smider ikke al medicinen ud på en gang. Hvilket ellers ville have været den sikreste måde at forkorte livet på. Her ligger der måske en tvivl. Eller også er det blot irrationelt.
Derimod smider hun hver dag den daglige medicin ud. Dag for dag. Men nogle dage tager hun alligevel medicinen. På den måde ødelæger hun dens virkning og udvikler resistens og får AIDS i udbrud.
Da det endelig gik op for mig, hvor syg Richard var, prøvede jeg at tage mig af ham efter bedste evne. Men jeg gjorde nogle alvorlige fodfejl. Jeg vidste at jeg ikke skulle bo i Uganda for altid. Derfor forsøgte jeg hårdt at finde nogle i hans familie og omkreds som kunne tage over når jeg rejste tilbage til Danmark.
Som den meget fattige mand, han var, var det ikke så nemt. Der var ikke rigtig nogen der kunne gøre andet end at tage ham hjem til landsbyen og lade ham dø. Han opfattede tingenes tilstand og ca. et halvt år før min kontrakt i Uganda udløb var det som om han opgav håbet. Derefter gik det hele meget hurtigt. Han holdt også op med at tage medicinen for med hvilket formål, hvis han alligevel skulle dø senere.
At genvinde håbet
For Sylvia vendte hun tilbage til livet. Hun genvandt håbet. Det er ikke tydeligt hvorfor og hvordan det egentlig skete. I efterrationaliseringens lys fortæller hun, at det var på grund af god og effektiv rådgivning og tålmodighed i behandlingen.
Måske er det ikke så let at forklare grænserne mellem håb og håbløshed. Det kan være detaljer i omstændigheder, der gør udslaget eller en samstillingen af tilfældigheder.
Richard var ikke så heldig. Det er ikke to forskellige lande i Østafrika, der kan forklare udslaget. Men hvide mænd gør ofte mere skade end gavn.
Jeg kom farende og troede at kunne gøre en forskel, og Richard har nok en overgang set mig som et slags håb. Hvad hjælper det, når den hvide mand ikke gør det rigtige på rette tidspunkt eller ikke gør nok. Sådan lever vi med liv og død på samvittigheden.
Sylvia lever i dag et godt og selvstændigt liv. Hun har meget håb, hvad fremtiden angår. Hun har startet en animations business og drømmer om at få sin egen familie med mand og børn.
