Der er gået kuk i råvarepriserne på det seneste, men prisen på litium er skudt i vejret og blevet der. Prisen på litiumkarbonat, en nøglekomponent i mange elektriske batterier, satte ny rekord i april og er stadig næsten ti gange højere end for to år siden. På det globale marked koster et ton i gennemsnit omkring 60.000 dollars (eller lidt over 450.000 kroner).
Samarbejde med Foreign Policy
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der reporterer fra hele verden.
Efterspørgslen bliver drevet af det pludselige ryk mod elektriske biler og forventes at sige fra omkring 500.000 tons i 2021 til tre eller fire millioner tons i 2030. Kombineret med en strukturel mangel på udbud, der ser ud til at vare i flere år, kæmper flere lande og bilproducenter nu en desperat kamp for at sikre sig råstoffer.
Alt dette burde være gode nyheder for Sydamerika. Saltsletterne i den såkaldte litium-trekant – der består af Argentina, Chile og Bolivia – huser omkring halvdelen af verdens identificerede litium-reserver. Sidste år producerede Argentina og Chile omkring 30 procent af verdens litium, mens Australien producerede det meste af resten. Litium bliver typisk udvundet fra de sydamerikanske saltsletter ved at pumpe saltlage ned i brønde og derefter forarbejde de krystalliserede litium-salte, der er tilbage, når vandet er fordampet. Det kræver tid og investeringer at sætte op, men produktionen bliver efterfølgende billigere end Australiens miner i hårde stenlag.
De tre lande i litium-trekanten har taget meget forskellige tilgange til industrien – med Bolivias statskontrollerede projekt i den ene ende af spektret, Argentinas liberale standpunkt i den anden og Chile et sted midtimellem. Men det er langt fra sikkert, at nogen af dem er i stand til at skrue op for produktionen hurtigt nok til at udfylde hullerne i forsyningskæderne, eller at deres regeringer vil høste store indtjeninger, mens priserne stadig er høje.
Staten vil spille større rolle i Chiles litium-eventyr
Chile er verdens andenstørste litium-producent. I 2021 producerede landet omkring 150.000 tons litiumkarbonat, mere end en fjerdedel af den globale produktion. Chile bliver almindeligvis anset for at være en af de mest neoliberale økonomier i Sydamerika, men deres blide regulering gælder ikke litium-markedet, som regeringen anser for at være en strategisk ressource.
Det betyder, at ejeren af et mineselskab i Chile ikke ejer det litium, der bliver fundet der, og skal ansøge om en speciel licens for at udvinde det – en tilladelse intet privat firma endnu har fået. I praksis er resultatet, at firmaer leaser fra staten, hvilket kun to litium-mineselskaber – SQM og Albemarle – har gjort. Ingen nye miner er åbnet de sidste 30 år.
(Foto: John Moore/Getty Images)
Den chilenske stat vil drage fordel af de nuværende høje priser, fordi dens kontrakter indbefatter royalties på op til 40 procent. Men planerne om at udvide bliver besværliggjort af modstand fra lokalsamfundene, der gør indsigelser mod det store vandforbrug i en ørkenregion, og en stribe skandaler – nogle af dem om at SQM og Albemarle angiveligt udvandt mere saltlage, end de havde fået tilladelser til. På grund af den politiske følsomhed om at pumpe saltlage op har firmaerne i stedet fokuseret på at udvinde litium mere effektivt fra en given mængde væske. Produktionen er vokset – men ikke lige så hurtigt, som hvis de også havde pumpet mere saltlage op.
Samtidig har Chiles nye venstrefløjsregering under ledelse af præsident Gabriel Boric fokuseret på at skabe et nyt statsejet litium-firma. Ideen er at udvinde litium i samarbejde med private firmaer, så staten får en større rolle i sektoren og kan være mere opmærksom på behovene fra lokalbefolkningen og saltsletternes økosystemer. Men det kommer til at tage lang tid at opbygge et samarbejde.
”De skal finde en partner, og derefter kommer udforskning af en lokalitet, en høring, udviklingen og så til sidst opførelsen af faciliteterne,” siger Martín Obaya, direktør ved CENIT, der er en forskningsgruppe ved det Argentinas Nationale Universitet i San Martín. ”Jeg tror ikke, det kommer til at ske i dette årti.”
Dårlig administration hæmmer Bolivias litium-drømme
De, der er bekymrende for statens voksende rolle i chilensk litium-minedrift, bruger Bolivia som et skrækeksempel. Bolivia har mere litium end noget andet land, men 14 år efter staten erklærede sin intention om at industrialisere saltsletterne, er ingen storstilet produktion endnu begyndt.
Bolivias statslige litium-firma,Yacimientos de Litio Bolivianos (YLB), har gravet brønde til samme udvindingsmetode som i Chile. Efter sigende skal de producere 15.000 tons litiumkarbonat om året fra 2023. Det vil i så fald være lidt under tre procent af den globale produktion i 2021. Men flere forsinkelser ser sandsynlige ud, fordi Bolivia endnu ikke er begyndt at opføre et nødvendigt anlæg til vandbehandling.
Der er også tvivl om, hvorvidt den færdige fabrik vil leve op til sin kapacitet. Juan Carlos Zuleta, en litium-analytiker og tidligere leder i YLB, siger, at genvindingsprocenten for litium udvundet på denne måde ligger under ti procent – til sammenligning ligger den mellem 35 og 40 i Chile.
Det ligger der flere tekniske årsager til grund for: Bolivias saltsletter har en lav koncentration af litium, et højt niveau af urenheder og en regnsæson på flere måneder om året. Alle faktorerne gør det sværere at udvinde litium på den foreslåede måde.
Og det kan måske forklare YLBs ændring i strategi, hvor de nu overvejer såkaldt ’direct litium extraction’ (DLE), der udvinder stoffet direkte fra saltlagen, muligvis uden fordampning. Men DLE-teknologierne er stadig relativt uprøvede. Der er kun fem miner, der bruger DLE-teknologi på en kommerciel skala: en i Argentina og fire i Kina. Ingen af dem bruger udelukkende DLE, men kombinerer teknologien med fordampning i solen.
Det er uklart, om sådan en model er brugbar i Bolivia, siger Daniel Jimenez, der er partner i det chilenske litium-konsulenthus iLiMarkets.
”Men hvad skal der ske, før produktionen er i gang i 2030? En af DLE-teknologierne bliver nødt til at virke – og virke godt – og så implementeres relativt hurtigt. Og alle involverede bliver nødt til at opnå en enighed om, hvordan de deler indtjeningen,” siger Jimenez, der stadig er skeptisk.
Internationale investorer flokkes om Argentina
Som en stærk kontrast til Bolivia har Argentina valgt en liberal tilgang – karakteriseret ved begrænset statslig indblanding, lave skatter og lempelig regulering – til at udvikle sin litium-industri. Der har været et rasende tempo på investeringer fra internationale firmaer, lige siden litiumpriserne begyndte at stige i midten af 2020. To projekter producerer allerede omkring 40.000 tons litiumkarbonat – lidt under ti procent af den globale produktion – et tredje starter op inden årsskiftet, og 40 projekter mere er under udvikling.
”Kombinationen af situationerne i Chile og Bolivia skaber store forhåbninger i Argentina,” siger Obaya.
Projekterne bliver fremskyndet af investorer på trods af den hårde makroøkonomiske situation med en årlig inflation omkring 70 procent. Men analytikere, som Foreign Policy hart alt med, mener, at landet er i stand til at klare den økonomiske turbulens. Eftersom sektoren er eksport-orienteret, er den ikke afhængig af national efterspørgsel. Og der er bred politisk opbakning til at tilskynde minedriften i Argentina. Regeringen mangler dollars til at genopfylde sine internationale valutareserver og afdrage på lån, så den opstiller særlige regler for eksportsektorer – for eksempel ved at hjælpe dem med at få fat i udenlandsk valuta.
“Uanset hvad er mineindustrien vant til at manøvrere under svære omstændigheder,” siger Lukasz Bednarski, en analytiker inden for batteri-materialer og forfatter til en bog om litium-industrien.
”Du kan ikke bare gøre det, hvor du vil – du bliver nødt til at gøre det der, hvor ressourcerne er.”
Mulighederne er åbne og lukrative de næste ti år
Argentina vil byde velkommen til et mindre antal nye projekter i løbet af de kommende år, og nogle af de eksisterende miner vil sandsynligvis udvide i både Chile og Argentina. I den sidste halvdel af årtiet vil endnu flere projekter starte produktion i Argentina. Men før Chiles statsejede operationer bliver funktionsdygtige, og Bolivia bliver en producent med reel betydning for markedet, er 2030 mere realistisk.
Det afføder spørgsmålet: “Hvor længe vil priserne forblive høje?”. Jimenez opdeler fremskrivning i perioder på fem år. De kommende fem år vil priserne stadig være høje, fordi efterspørgslen overstiger udbuddet, der forbliver næsten uændret på grund af det langsommelige arbejde med at opføre nye miner. De efterfølgende fem år vil efterspørgslen stadig være stor, men efterhånden som udbuddet bliver større rundt omkring i verden – som et resultat af de mange investeringer lige nu – vil priserne begynde at falde.
Men det store fald i priserne kommer først om mere end ti år, når stadigt flere nye miner åbner op – og genbrug af litium vinder frem. Genbrug indebærer at opskære gamle batterier for at adskille materialerne, så de kan bruges i nye batterier. Lige nu er der stadig ikke mange brugte batterier, men de, der bliver solgt i dag, er klar til genbrug i 2030.
Der er også en anden risiko for litium-trekanten: Jo længere priserne forbliver høje, jo flere litium-forekomster bliver profitable at opdage og udvinde. I Brasilien, Nordamerika og dele af Europa er flere reserver allerede ved at blive udviklet til minedrift. Regeringer og bilproducenter er indstillet på at få minedriften tættere på for at sikre deres forsyningskæder. Det betyder, at litium-trekantens globale betydning vil svinde.
Men litium-trekanten har stadig visse fordele. Det er verdens billigste kilde til litiumkarbonat, som er eftertragtet blandt de kinesiske batteri-producenter, der dominerer markedet. Og udvinding fra saltlage ser umiddelbart ud til at være bedre for klimaet end minedrift i hård sten. Det kræver godt nok mere vand og plads, men ikke lige så skadelige kemikalier og mindre energi, fordi det bruger solenergi til fordampning. Overvejelser af den art bliver stadigt mere væsentlige, særligt for europæiske firmaer.
“Litium-trekanten vil blive ved med at være ekstremt vigtigt,” siger Bednarski. ”Det kommer nok til at tage årtier, i hvert fald mere end fem år, før andre regioner bortset fra Australien kan erstatte den.” Mulighederne er derfor stadig åbne for Argentina, Bolivia og Chile. Om befolkningerne kommer til at nyde godt af dem, eller om de bare bliver kvalt, kommer til at afhænge af, hvor behændigt regeringerne håndterer litium-udvindingen.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Søren Steensig.
