I mange år har politikere og forskere set temmelig forskelligt på spørgsmålet, om udviklingsbistand kan hæmme uønsket migration. Det gængse argument blandt politikere er, at især unge søger mod Europa for at undslippe fattigdom. Generel økonomisk vækst og flere gode jobs skulle være løsningen, og den må bistanden hjælpe med.
Omvendt har forskerne peget på, at det er dyrt at migrere, og at det derfor ikke er de fattigste, der formår at rejse. Det vil med andre ord sige, at migration fra udviklingslande, der oplever positiv økonomisk vækst, ikke falder, men snarere stiger, da flere får råd til at rejse. Faktisk skal samfund nå et højere mellemindkomst niveau – 8-10.000 dollars i bruttonationalprodukt pr. indbygger – inden migrationstendensen begynder at vende, og folk vælger at blive frem for at tage af sted. For de fleste afrikanske lande vil det kræve mange årtier med høj økonomisk vækst. Derfor har nogle forskere hævdet, at udviklingsbistanden snarere stimulerer end hæmmer den irregulære migration til Europa.
Denne debat er imidlertid meget generel, og derfor tænkte vi, at det kunne være værd at undersøge, om målrettet udviklingsbistand kunne tænkes at påvirke de mere specifikke årsager til, at mennesker beslutter sig for at migrere. Derfor gik vi – for nogle af forfatternes vedkommende – nok engang igennem litteraturen om migranters overvejelser og de faktorer, der typisk udløser migration. Samtidig forsøgte vi at finde specifikke studier af bistand og migration i Vestafrika.
Migranters overvejelser
Når unge afrikanere bliver spurgt om de godt kunne tænke sig at migrere, viser en stor undersøgelse, lavet af Afrobarometer, i 34 afrikanske lande i 2019, at godt en tredjedel af de adspurgte havde tænkt på at migrere, men kun en tiendedel af disse havde taget skridt til at gøre noget ved sagen. I en afrikansk sammenhæng giver det selvfølgelig mange mennesker, men som andel af befolkningen er det bare 3-4 procent.
En af forklaringerne på, at så få rent faktisk realiserer ønsket om at migrere (udover at migration er en bekostelig affære), er, som et andet studie peger på, at migrationsønsker ofte er en indikator for folks generelle utilfredshed med deres nuværende position i livet og som sådan ikke afspejler et egentligt ønske om at tage af sted.
Desuden finder langt den største del af migrationen i Afrika sted inden for kontinentet. Det er kun en mindre del af migranterne, der søger mod Europa.
Når man så kigger på de specifikke årsager til migration, er de overordentligt alsidige. De strukturelle uligheder og markante forskelle mellem rige og fattige lande spiller en rolle, som hævdet af politikerne. De stimulerer drømmene om en bedre fremtid, hvor man ikke skal slås med ringe levevilkår og få fremtidsudsigter.
Men der er også landespecifikke forhold som ulighed mellem generationerne, ringe politisk indflydelse, sociale konflikter med videre. Derudover vil der meget ofte være personlige, familiemæssige eller egnsspecifikke årsager, der kan udløse en beslutning om at rejse ud i verden.
Det kan være ulykker eller gæld, der kræver en indkomst til familien andetstedsfra, eller som gør det vanskeligt at mætte mange munde, og det kan være manglende muligheder, når man vokser op, og jorden allerede er delt i småbidder eller ramt af tørke.
Omvendt er der også muligheder, der stimulerer migration. Hvis en afrikaner går gennem uddannelsessystemet, vil hun ofte have vænnet sig til at flytte, fordi hvert nyt uddannelsesniveau kræver, at man, ganske som i Danmark, ofte må bevæge sig til større og større byer.
Andre kender måske én, der er taget af sted og kan hjælpe med de mange praktiske udfordringer forbundet med migration og det at finde fodfæste i et nyt samfund. Nogle steder er det ligefrem blevet en fast praksis, fordi så mange har gjort det. Bedre infrastruktur letter endvidere menneskers mobilitet.
Alt i alt er det således meget komplekst, hvad der får den enkelte til at beslutte sig for at rejse, men samtidig er det kun få, der faktisk fører beslutningen ud i livet, til trods for at rigtig mange unge drømmer om bedre muligheder.
Bistand og migration
Mange bistandsdonorer er begyndt at orientere sig mod, hvad de opfatter som de grundlæggende årsager til migration. EU har siden 2015 med sin store EU Trust Fund kanaliseret milliarder af kroner ind i projekter, der skulle give unge nye muligheder i hjemlandene. Det kan være støtte til at sætte gang i små virksomheder eller faglig uddannelse.
Men disse initiativer kritiseres af nogle for at være utilgængelige for mange unge eller for at tilbyde uddannelser til jobs, der ikke eksisterer. Samtidig er de i for høj grad baseret på, hvad europæerne tænker er de store udfordringer snarere end på en forståelse af lokale forhold og de meget omskiftelige betingelser, som udfordrer mange afrikanere. EU-fonden kritiseres også for at have et alt for kortsigtet perspektiv præget af en ambition om at reducere migrationen her og nu.
Selv med en længere tidshorisont er det yderst tvivlsomt, om store bistandssummer vil skabe det enorme løft, der skal til, hvis lavindkomstlande skal øge deres gennemsnitlige indkomst til mellemindkomstniveau i løbet af en kort årrække.
Intet taler for, at udviklingsbistanden vil være i stand til det. Det ville kræve markedsdrevet økonomisk vækst af en kaliber, der til trods for markante vækstrater i mange afrikanske lande endnu ikke er set.
Hvad så? Har vi forskere virkelig intet at tilbyde politikerne? Vores bedste foreløbige bud ligger i de følgende punkter, men vi udstikker ikke nogen garanti. Til gengæld kan vi med sindsro sige, at der er brug for mere forskning!
- Skab muligheder for afrikanske unge. Store dele af EU’s migrationsorienterede bistand handler om at skabe barrierer for dem, og det løser ikke deres problemer.
- Tilpas udviklingsinitiativerne til de lokale forhold. Folk migrerer af forskellige årsager, og det skal udviklingssamarbejdet forsøge at tage højde for og tilpasse sig.
- Skab sociale sikkerhedsnet, så pludselige ulykker og sygdomme ikke slår bunden ud af tilværelsen for mennesker med få ressourcer at stå imod med.
- Find måder til at ændre sociale uligheder og stimulere unges indflydelse på deres omgivelser.
- Forsøg at stimulere den uformelle økonomi, hvor de unge er.
- Tænk i initiativer, der kan give unge en vigtig rolle i deres familier og netværk.
Og frem for alt: Tænk langsigtet. Det er urealistisk, at udviklingssamarbejdet kan påvirke den irregulære migration på kort sigt, og med klimaforandringer og en stærkt voksende befolkning i Afrika er det en udfordring, der er kommet for at blive. Derfor kan politikerne lige så godt tænke i de lange baner, hvor udviklingssamarbejdet faktisk har en chance for at gøre en forskel.
Læs eventuelt vores DIIS Policy Brief og DIIS Working Paper, eller lyt med på webinaret d. 23. november –se mere info på DIIS’ hjemmeside. Udenrigsministeriet har finansieret studiet, men vi, forfattere, er alene ansvarlige for indholdet.
Lars Engberg-Pedersen, Ida Marie Vammen og Hans Lucht er forskere hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) inden for blandt andet migration og dansk og internationalt udviklingssamarbejde