Kapitalflugt fra Afrika giver udviklingsbistanden baghjul

Ulovlig kapitalflugt?

Organisationen Global Financial Integrity (GFI), OECD og FN definerer ulovlig eller uretmæssig kapitalflugt (de såkaldte Illicit Financial Flows), som penge, der er tjent, overført, og/eller brugt på ulovlig vis og flyttet fra et land til et andet land.

GFI peger på tre kilder til kapitalflugt: Korruption, kriminelle pengeoverførsler og kommercielle aktiviteter.

Den sidstnævnte er den største kategori i den forstand, at den omfatter virksomheders handelstransaktioner, herunder de svigagtige faktureringer, som muliggør skattesvig og vurderes at stå for mere end 80 procent af den ulovlige kapitalflugt fra verdens udviklingslande.  

Ingen ved præcis, hvor mange penge Afrika går glip af, når privatpersoner og virksomheder eksempelvis benytter sig af hemmelige transaktioner, skattehuller og skattely – det er hele pointen med de mørklagte pengestrømme.

Noget er decideret ulovligt og andet er lovligt eller på grænsen, men kan i det konkrete tilfælde betragtes som “uetisk eller uretmæssig” udnyttelse af eks. smuthuller i skattelovgivningen.

Det endelige skøn for omfanget af kapitalflugt fra Afrika, afhænger derfor meget af, hvad man måler og hvordan man gør det – og ikke mindst, hvad man stiller op med alt det, man ikke ved eller kan se eller måle.
Derfor ender forskellige internationale organisationer, forskere og NGO’er også med forskellige skøn af kapitalflugten fra Afrika.

De seneste fem til syv år er tallet 50 milliarder dollars i voksende grad blevet anvendt i FN og OECD-regi, men hvor det indtil for få år siden var “op mod 50 milliarder” eller “30 til 60 milliarder” er det i skrivende stund “mindst 50 milliarder og sandsynligvis meget mere”, som benyttes.

De ulovlige pengestrømme ud af Afrika fortsætter med at vokse og koster i dag de afrikanske lande mindst 70 milliarder dollar om året – og  sandsynligvis langt mere, vurderer FN´s økonomiske kommission for Afrika i en rapport fra 2018.

Ifølge Sylvain Boko, som er regional chefrådgiver for FN´s økonomiske kommission for Afrika, er tallet muligvis markant højere end de 70 milliarder. Det udtalte han til et topmøde om kapitalflugt i Cairo i 2018.

“Det er alarmerende tal. Vi taler om op mod 100 milliarder dollars om året, svarende til cirka 4 procent af Afrikas BNP, som bliver tjent, overført eller brugt på ulovlig vis. Heraf skyldes en stor del svigtagtige faktureringer. Dette hindrer Afrikas vækstmuligheder og svækker de offentlige institutioner og retsikkerheden. Det undergraver også skabelsen af en kultur, hvor skat er noget man betaler og det betyder at lande i alt for høj grad gør sig afhængige af udviklingsbistand,”.  

OECD udgav ligeledes i 2018 en rapport, som med udgangspunkt i Vestafrika peger på en fortsat ukendt og ukontrollabel vækst i kapitalflugten fra Afrika.

Rapporten forfattere fastslår, at de ulovlige pengestrømme fra kontinentet, på trods af det uklare billede, med sikkerhed overgår den samlede udviklingsbistand som flyder den anden vej – og at de samlede omkostninger for de afrikanske lande reelt er meget større, hvis man medregner den tabte udvikling og stabilitet, som de ulovlige pengestrømme medfører.

Virksomheders skattesvig koster mest

Organisationen Global Financial Integrity (GFI) anslår, at den ulovlige kapitalflugt fra verdens udviklingslande, konservativt sat, beløber sig til mellem en og to billioner dollars (1000-2000 milliarder dollars) om året.

Det store spænd i tallene skyldes, at GFI arbejder med to forskellige regnemetoder, fordi det i sagens natur er så svært at bestemme omfanget af lyssky pengestrømme.

Det sydlige Afrika var, målt i andel af BNP, den største taber mellem 2004 og 2013. Her svarede den ulovlige kapitalflugt i gennemsnit til 6,1 procent af landenes BNP i perioden mod 4 procent af BNP for udviklingslandene på verdensplan. Denne BNP-andel er dog støt voksende, således at de årlige procenttal er noget højere, des kortere man går tilbage i tid. Problemet bliver med andre ord værre med tiden.

Værdien af de ulovlige pengestrømme svarede i gennemsnit til 18 procent af udviklingslandenes handel med den rige verden i hele perioden.

Ser man på 2015, det seneste år i undersøgelsen, så det på globalt plan værst ud for Mozambique (48,1 procent af handel med rige lande), Malawi (44,i procent) og Zambia (43 procent), målt på udgående ulovlige pengestrømme – også kaldet outflows.

GFI peger på svigagtige faktureringer på handelstransaktioner som den absolut største synder, der står for mindst 80 procent af den ulovlige kapitalflugt.

Det sker blandt andet ved at lokale og multinationale virksomheder unddrager de lokale statskasser gennem misvisende prissætning ved import og eksport, hvormed virksomhederne kan reducere eller helt eliminere deres overskud på papiret.

Ofte føres det resterende overskud gennem en række skattely, og den samlede skattebetaling er derfor yderst begrænset.

I en rapport om skattesvig i Nigeria fra 2018, konkluderer GFI, at svigagtige faktureringer koster det vestafrikanske land 2,2 milliarder dollars om året, svarende til landets samlede årsbudget for sundhed og uddannelse.

“Svigagtige faktureringer er blevet en normaliseret del af den internationale handel og bidrager markant til fattigdom, ulighed og usikkerhed i udviklingslandene,” skriver GFI´s præsident Raymond Baker i rapporten.

I rapporten Hiding in Plain Sight, som er lavet i 2014 med støtte fra Danida, har GFI set nærmere på effekterne af ulovlig kapitalflugt i Ghana, Kenya, Mozambique, Uganda og Tanzania i årene 2002-2011.

Rapporten konkluderer blandt andet, at Tanzanias hjemlige økonomi er blevet drænet for mere end 8 milliarder dollars i perioden, mens de samlede ulovlige pengestrømme beløb sig til knap 19 milliarder dollars.

Tanzania modtog i samme periode udviklingsbistand for 21 milliarder dollars.

Rapportens forfattere anslår, at Tanzanias statskasse er gået glip af cirka 250 millioner dollars om året, som følge af handelsrelaterede skatteunddragelse alene. Størstedelen af tabet tilskrives svigagtige faktureringer, eksempelvis i forbindelse med import af benzin til landets store mineindustri.

Det sker på den måde, at de store mineselskaber, som opererer i Tanzania, forsætligt overvurdere deres importomkostninger på benzin for på den måde at flytte kapital ud af landet.

En ekstra bonus er, at de efterfølgende kan slippe billigere i skat, fordi de trækker de kunstigt høje omkostninger fra deres fortjenester.

De ulovlige pengestrømme i Tanzania var på deres høejste i de sidste fem år i den målte periode 2002-2011.

I 2011, det seneste år som rapporten har målt, beløb kapitalflugten sig således til 5,9 milliarder dollars, svarende til 25 procent af landets BNP samme år.

For at sætte det i perspektiv, har Tanzania modtaget cirka 2,5 milliarder dollars fra Danmark i udviklingsbistand i de 54 år, som det østafrikanske land har været en af de vigtigste partnere i dansk udviklingssamarbejde.
 
Kapitalflugt er bundet til lokale økonomier

Ulovlig kapitalflugt deles normalt op i tre kategorier: Kommercielle aktiviteter (herunder svigagtige faktureringer og skattesvig), korruption og kriminelle aktiviteter. Førstnævnte regnes, som allerede nævnt, for langt den største årsag til kapitalflugt, men alle tre kategorier har mangeartede tråde til hinanden.

Eksempelvis kan smuglere gøre brug af svigagtige faktureringer gennem lovligt registrerede virksomheder, når de skal have varer ud og ind af landene. Det kan gøres ved at manipulere værdien, antallet og/eller kvaliteten af varer, som importeres eller eksporteres.

Men de ulovlige pengestrømme er også dybt integrerede i de afrikanske landes lokale økonomier, ikke mindst til de uformelle dele af økonomierne, hvorfor de også er forbundet til livsgrundlaget for mange mennesker på kontinentet. Det forklarer Tuesday Reitano, som er vice-direktør i netværket Global Initiative against Transnational Organised Crime, i OECD-rapporten.

“I mange tilfælde risikere man at trække tæppet væk under livsgrundlaget for rigtig mange mennesker, hvis man forsøger at fjerne en ulovlig økonomiske aktivitet,” skriver Reitano, som forklarer, at ulovlige pengestrømme “opretholder sig selv og udbygges gennem deres interaktioner med den økonomiske udvikling og regeringsførelse i landene.”.

“De ulovlige profitter kan eksempelvis bruges til at udøve indflydelse på lokale og nationale politiske processer, på en måde, som tillader aktører med forbindelse til kriminelle aktiviteter og organisationer, at påvirke eller blive ved magten, og dermed profitere yderligere på deres kriminelle aktiviteter,” skriver Reitano, som betegner de ulovlige pengestrømme som det usynlige bindeled mellem magten og organiseret kriminalitet.

Vagthund: OECD-lande gør kapitalflugt muligt

I 2017 konkluderede rapporten Honest Accounts 2017, udgivet af organisationen Global Justice Now, at afrikanske lande i 2015 modtog 162 milliarder dollar i lån, udviklingsbistand og personlige pengeoverførelser fra omverden, mens kontinentet samme år måtte vinke farvel til 203 milliarder dollar til ulovlige pengestrømme, skatteunddragelse af multinationale selskaber, afbetalinger og renter (på lån) samt ulovlig udvinding og salg af naturressourcer.

Og ifølge det London-baseret initiativ Tax Justice Network, er Afrika også en finansiel netto-bidragsyder til verdensøkonomien, hvis man alene medregner de ulovlige pengestrømme, skattesvig og hengemte formuer.

Tax Justice Network udpeger finansiel hemmelighedskræmmeri som den store synder, der muliggør det enorme pengetab på kontinentet.

I deres såkaldte Financial Secrecy Index, hvis første udgave udkom i 2018, sammenkører Tax Justice Network landes “secrecy-score” – graden af ugennemsigtighed i den finansielle sektor i det givne land på baggrund af 12 parametre – med de givne landes andel i de globale finansielle ydelser og transaktioner.

Resultatet er en rangliste, som ifølge Tax Justice Network, afspejler hvor meget forskellige lande bidrager til ulovlige pengestrømme globalt.  

USA, Schweiz og Caymanøerne topper listen, som ifølge Tax Justice Network, bryder med det stereotype billede af, hvor og hvordan skattely ser ud.

“Verdens største værtslande for finansiel hemmelighedskræmmeri og de tilhørende ulovlige pengestrømme er ikke primært nogle små palmeøer, som mange forestiller sig. Det er i stedet nogle af verdens største og rigeste lande. Rige OECD-lande og deres territoriale satelitter er hovedmodtagere og hovedkanaler for ulovlige pengestrømme globalt,” skriver Tax Justice Network i forbindelse med udgivelsen af 2018-indekset.

Kenya har førertrøjen på i Afrika

Finansiel hemmelighedskræmmeri gør sig også gældende i Afrika, viser årets Financial Secrecy Index, som har fundet plads til ni afrikanske lande på årets liste. Her har Kenya førertrøjen på med en 30. plads på verdensplan, efterfulgt af Nigeria og Sydafrika.

Ifølge Tax Justice Network er dette ikke nogen overraskelse, fordi Kenya har en målsætning, om at gøre hovedstaden Nairobi til et international finanscenter i 2030, og i den forbindelse allerede har gennemført en række reformer og lovændringer med inspiration fra blandt andet London, herunder særlige skatteaftaler og dobbeltbeskatningsaftaler.

Tiltag, som skal gøre landet mere attraktivt for regionale og internationale finansielle aktører.