Af Kika Mølgaard
Karen Blixens afrikanske farm, huset med den betagende udsigt mod Ngong Hills, som millioner af biografgængere har oplevet ved selvsyn i filmen “Out of Africa”, blev ved Kenyas uafhængighed i december 1963 Danmarks første bistandsprojekt i den nyslåede østafrikanske stat.
Samtidig var der tale om det første danske kvindeprojekt i Afrika – et center for uddannelse i huslige færdigheder.
Det var dengang, man gav uafhængighedsgaver. Snart blev tallet på nye selvstændige stater for overvældende til, at den praksis kunne fortsætte.
Kenya blev siden hen et af hovedmodtagerlandene for dansk u-landsbistand.
Det er vel for meget sagt, at det især kan tilskrives Karen Blixen – der var andre danskere i landet end hende – men det er omvendt klart, at hun var med til at placere Kenya på danskernes verdenskort, længe før charterturismen gjorde fjerne rejsemål til snart sagt hvermandseje.
Vel var Kenya langt væk og eksotisk, men ukendt var det ikke.
Gaven ikke købt
Huset var nu slet ikke købt, da det blev foræret væk. Handelen gik først i orden nogle uger senere, og regeringsaftalen om den fremtidige brug af Karen House var heller ikke på plads.
Men den 11. december 1963, dagen før dagen, overdrog udenrigsministeriets dav. direktør, dr.jur. Poul Fischer, alligevel på regeringens vegne Karen House som Danmarks gave til det uafhængige Kenya.
Ikke, som man havde håbet, til Jomo Kenyatta selv, men til socialminister E.M. Mwenda.
Men det var også godt nok til midt i den megen festivitas at få Danmark nævnt med hæder, angiveligt til glæde og gavn for den danske koloni med omkring 500 medlemmer, farmere, og forretningsfolk og deres familier.
Dengang og nu
Her er historien om, hvordan det gik til, men først et par ord om dengang og nu (1991, red).
Når man bladrer i de gamle aktpakker, har man på den ene side en fornemmelse af, at der er lysår mellem Danidas forløber – det lille TA-sekretariat -, som havde fået ansvaret for Danmarks første trin i den nye internationale disciplin, bistandssamarbejde, og så dagens store Danida.
På den anden side får man en lige så sikker fornemmelse af, at meget stadig er ved det gamle. F.eks. hovedkvarterets opfattelse af altid at vide bedre.
I dag ville projektet uden tvivl have fået en anden udformning end det fik, men det senere slagord “community development”, som ingen har formået at oversætte til rimeligt dansk, blev dog som nævnt et af formålene.
Det var da heller ikke den noget traditionelle idé om at indrette husholdningsskole /seminarium på det nye Karen College, som danske kvindeorganisationer vendte sig imod, da de fik forslaget til bedømmelse – sådan var kvindeprojekter nu engang.
Deres modvilje havde andre årsager og det hører historien til.
Konsulens idé
Det var den dav. danske Nairobi-konsul, Henning Aaberg, der gik ideen – og fik den gennemført.
Godt et år før uafhængigheden meldte han hjem, at det strømmede ind med henvendelser fra danske i Kenya og fra afrikanske politikere med ønsker om fremtidig bistand fra Danmark, og at et særligt forsømt område syntes at være uddannelse af afrikanske kvinder.
De havde nemlig bl.a. “behov for en rent praktisk uddannelse i husføring, herunder instruktion i fornuftig kostsammensætning, idet problemet her ikke så meget er at skaffe tilstrækkelig føde til befolkningen som at lære dem en mere varieret sammensætning af kosten. Dertil kommer uddannelse i syning, hygiejne m.v.”.
Konsulen fik besked om ikke at love nogen noget, men holde øjnene åbne hvis noget interessant skulle vise sig.
Nu forholdt det sig sådan, at netop afdøde (i 1962) baronesse Karen Blixen Fineckes tidligere hus med tilliggender, 30 acres, var til salg.
Og til en pris, der lå 20 procent lavere, end da ejendommen tre år før blev tilbudt Dansk Østafrikansk Forening og i øvrigt ved konsulens mellemkomst udbudt til salg gennem Danmarksposten og de danske dagblade uden resultat.
Skulle være selvforsynende
I danske kroner var prisen 272.000 (290.000 shilling dengang), og ombygning og reparationer ville groft skønnet koste andre 100.000 kr.
Der var på grunden rigelig plads til elevboliger med sovesale, og de ville – når almindelig afrikansk standard holdtes – kunne bygges for små penge.
Skolen kunne blive selvforsynende ved at holde kvæg, svin og fjerkræ og dyrke grøntsager og majs. Alt i alt et budget på 450.000 kr.
Uafhængigheden ville være en fin anledning til at vise Kenya en gestus af den art, og måtte han gå videre med sine sonderinger?
Sovesalene
Det måtte han godt, men forsigtigt for ikke – hvad konsulen selv var inde på – at vække forhåbninger, som siden måtte skuffes, og for at interessen ikke skulle få prisen til at stige.
Det var der nu ikke stor risiko for i tiden op til uafhængigheden. De hvide settlere solgte billigt og huset var i britisk eje.
Allerede ugen efter besindede konsulen sig i spørgsmålet om sovesalenes standard: Der ville jo netop være pædagogisk værdi i at lade afrikanerne bo lidt bedre end de var vant til.
Ergo måtte de 30.000 kr. til elevboliger forhøjes til 80.000, og så var man oppe på en halv million kroner plus driften, indtil projektets endelige overdragelse til Kenya.
Altsammen spotpriser set med dagens øjne, men ganske anselige beløb i en tid, da bevillingen til bilaterale projekter var på godt fem mio. kr., og den samlede danske u-landsbistand under 50 mio. om året.
I 1997 var de tilsvarende tal (inkl. sektorprogrambistand) henholdsvis 5,2 milliard kr. og 10,5 milliarder.
Pure afvisning
I København var TA-chefen, Mogens Boserup, og styrelsesformanden, Poul Nyboe Andersen, med på ideen.
Men det var kvindeorganisationerne ikke.
I marts 1963 skrev Boserup til Nairobi-konsulen, at kvindeorganisationerne i særudvalget, som U-landsstyrelsen havde nedsat til at behandle de oprindelige planer om et uddannelsescenter for kvinder i Afrika, pure afviste at lade de to planer gå op i en højere enhed – med Dansk Kvindesamfund som eneste undtagelse.
Boserup mente, at hovedvanskeligheden lå i, at kvindeorganisationerne ikke kunne bekvemme sig til at gå ind i et projekt, som ville betyde, at de knyttede sig til Karen Blixens navn.
“Alle andre argumenter, som i øvrigt kan føres i marken, preller af mod dette ene, at Karen Blixen stod ganske fremmed overfor den danske kvindesag”, skrev han.
Karen Blixens holdning til afrikanerne
Andre muligheder måtte altså overvejes og i den forbindelse luftede sekretariatschefen en anden bekymring:
Ville det være et politisk fejltrin at bringe bistanden til det snart selvstændige Kenya i forbindelse med Karen Blixens navn med alt, hvad hun stod for?
På det punkt kunne konsulen berolige. De mange afrikanske politikere og embedsmænd, han havde bragt sagen på bane overfor, erklærede samstemmende, at der ikke var den mindste grund til at nære betænkelighed.
Justitsminister Tom Mboya var positivt indstillet og finansminister Gichuru erklærede overfor konsulen, at Karen Blixens patronisering og paternalistiske holdning hørte den tid til og kun havde givet sig sympatiske udslag i hendes rørende omsorg for de mennesker, hun havde i sit brød.
Og dét tilmed på et tidspunkt, da hun selv havde bekymringer nok og var tvunget til at sælge farmen (1931).
Hun var, erklærede finansministeren, en helt anden person end f.eks. den britiske Kenya-pioner Lord Delamere: “Hans statue river vi ned, når vi bliver uafhængige – Karen Blixens navn bevarer vi gerne”.
Delameres statue i Nairobi blev kort tid efter forvist til et magasin i et museum – i dag er Karen House Blixen-museum.
Kulturen understreget
Karen House-planerne fik senere på året 1963 uventet hjælp, og endda uopfordret, hævder konsulen.
Forkvinde for Kenya African Women´s Society, Jemimah Gecaga, der året før havde været på seminar hos Dansk Kvindesamfund, bad nu i et brev Esther Graff fra Dansk Kvindesamfund formidle, at de danske kvindeorganisationer hjalp Kenyas kvinder til et College for Domestic Sciences.
Esther Graff lagde på en Afrika-rejse vejen om Nairobi, blev endnu mere begejstret for ideen end før og fik vendt den hjemlige stemning til fordel for projektet.
Men nu havde de kenyanske undervisningsmyndigheder fået nys om sagen og foreslog, at der i stedet blev indrettet realskole for piger i Karen House. Fru Gecaga afviste blankt – realskoler havde regeringen pligt til at sørge for, et husholdningscollege var man derimod nødt til at have hjælp til udefra.
Og da undervisningsministeriet pressede på, tog hun den danske konsul med til Jomo Kenyatta. Som hun havde forudset, gav han hende medhold og udtrykte megen sympati for planen.
Det var hans opfattelse, at når skolen kom til at bære navnet på et tidligere medlem af det danske samfund (i Kenya) og tilmed et så højt agtet medlem, understregede man, at der var en kulturel forbindelse mellem de to lande.
Gavebrevet fra Danmark
Premierministerens ord var lov, og forberedelserne kunne gå videre.
De omfattede blandt meget andet besøg fra boligministeriet hjemme, der skulle se på behovet for ombygninger og reparationer. Et tidligere angreb af hvide myrer vakte bekymring, men blev overvundet.
Gavebrevet lød på indretning af et husholdningscollege, Karen College, under dansk ledelse og med driften sikret i fem år frem indenfor et samlet beløb af halvanden million kr.
Efter de fem år skulle skolen overdrages endeligt ti Kenya, og sådan gik det også, dog med dansk støtte lidt længere endnu.
Forinden havde sekretariatschefen i et brev til konsulen fundet anledning til at sige, at repræsentanter for kvindeorganisationerne, “som jo er lidt ømfindtlige i disse sager, irriteres over betegnelsen baronesse og ved tilføjelsen Finecke”.
Boserup mente, at man gjorde klogt i at tage hensyn til det og slet og ret tale om forfatterinden Karen Blixen. “Det er jo da for resten også i den egenskab og ikke som baronesse, at hun har indlagt sig fortjeneste”, føjede han til.
Den senere korrespondence viser, at konsulen havde lidt svært ved at lægge denne vane af.
Da museet endelig kom
Karen College fik en lidt omtumlet fremtid, da Kenya selv overtog skolen. I dag bruges den som sygeplejeskole – se også http://www.kmtc.ac.ke/KMTC-Campuses/NRB-Karen
I det oprindelige udkast til regeringsaftalen om Karen House stod en bemærkning om, at den danske regering ved skolens overdragelse til Kenya forbeholdt sig ret til at beholde hovedbygningen med få acres land og eventuelt bruge den til kulturelle formål, men bemærkningen blev strøget i den endelige version.
Det er der en del, der har ærgret sig over i den mellemliggende tid.
Lige til The Karen Blixen Museum alligevel blev til virkelighed i 1985 (100-året for forfatterindens fødsel), hjulpet godt på vej af interessen for storfilmen “Out of Africa” (Mit Afrika).
Og med dens rekvisitter som et ikke uvæsentligt indslag – se mere på http://www.museums.or.ke/content/blogcategory/13/19
Se om filmen på
http://en.wikipedia.org/wiki/Out_of_Africa_(film)
Journalist og informationsmedarbejder Kika Mølgaard (1930-1995) var en legende som “Mama Danida”, hvor hun var en skattet medarbejder til sin alt for tidlige død i februar 1995.
Opdateret artikeluddrag fra hæfte om kvinderettet bistand i serien “Danidas verden”, udgivet i 1991 og skrevet af Kika Mølgaard.
Artiklen blev bragt post mortem i Danidas tidsskrift “Udvikling” i december 1998 i et særnummer om Kenya med vægt på dansk bistand.
