Nigeria er et splittet land. Problemerne i nord er sjældent de samme som i syd. Og religiøse og etniske skel gør det ofte svært overhovedet at tale om et samlet land. Men den seneste uge er tusindvis af nigerianere gået på gaden for en fælles sag. At få politikerne til at reagere på den voksende fattigdom.
Med en kerneinflation på 34 procent er leveomkostningerne i Afrikas mest befolkningsrige land blevet så høje, at den almindelige nigerianer har store problemer med at skaffe mad på bordet og andre basale fornødenheder.
Det er det, nigerianerne kalder den værste cost-of-living-krise i generationer.
“Vi nigerianere er udholdende mennesker, vi er vant til usikkerhed, men jeg må sige, at dette er de værste tider, vi har set som nation. Vi unge mennesker er trætte, vi er sultne og vi er vrede,” fortæller en 28-årig nigeriansk aktivist, der er med til at organisere protesterne på tværs af landet.
Af sikkerhedsmæssige årsager vil hun ikke oplyse sit navn, da regeringen allerede har fængslet flere af bevægelsens centrale personer. I denne artikel vil hun derfor gå under navnet Cindy.
Cindy befinder sig i byen Owerri i det sydøstlige Nigeria, hvor der også er protester. Hun fortæller, at de nuværende protester har været lang tid undervejs. Og at hun og hendes meddemonstranter har ladet sig inspirere og opildne af lignende protester i Kenya og Uganda de seneste måneder.
Læs også: De unge aktivister har hidtil uset succes i Kenya
Utilfredsheden har ulmet i lang tid, men lige nu er der, hvad flere analytikere kalder et “trigger moment”, som har udløst varslede demonstrationer fra 1. til 10. august.
Da Nigerias nuværende præsident, Bola Tinubu, blev valgt i 2023 med et spinkelt mandat, sløjfede han statens benzintilskud, der i mange år har holdt benzinpriserne kunstigt nede for den almindelige nigerianer. Kort efter frigav han landets valuta, nairaen, hvilket har sendt den nigerianske møntfod på himmelflugt. Og samtidig har Tinubu fastsat en minimumsløn, som nigerianerne ikke mener, man kan leve af.
Det er helt konkret de tre tiltag, protestbevægelsen i første omgang vil have rullet tilbage.
“Det er vores krav, og det er vores plan at forsøge at åbne for en samtale med regeringen, når der er gået ti dage. Men protesterne udvikler sig også lige nu,” siger Cindy.
#EndBadGovernance
Også i Nigerias største by, Lagos, har der været protester. Her sidder Joachim MacEbong. Han er politisk analytiker, og han ser et stadig stigende antal nigerianere gå på gaden, siden de officielle protester startede.
Modsat de meget voldelige protester i 2020 er antallet af døde og sårede forholdsvist lave. Dog er mindst tretten personer døde, og de nigerianske sikkerhedsstyrker beskyldes for at tage overdreven magt i brug.
I 2020 døde flere hundrede mennesker, da nigerianerne gik på gaden, særligt i det nordlige Nigeria, for at sætte en stopper for politivold under det digitale kampråb #EndSARS. SARS er navnet på den særlige og berygtede politienhed Special Anti-Robbery Squad.
I dag er kampråbet bredere, og det har ifølge MacEbong et meget større potentiale til at mobilisere befolkningnen.
“Nu handler protesterne meget mere om menneskers daglige liv. De her økonomiske spørgsmål berører alle, og potentialet for utilfredsheden over cost-of-living-krisen, som Nigeria gennemlever nu, betyder at mange flere mennesker kan blive involveret,” siger Joachim MacEbong.
Det samlende kampråb har i 2024 én klar adresse. 1. august blev hashtagget #EndBadGovernanceInNigeria brugt mere end 500.000 gange på det sociale medie X, mens videoer viste mennesker på gaden med papskilte med samme tekst over hele landet. Fra hovedstaden Abuja og Lagos i syd til Kano og Kaduna i nord.
Som nævnt er Nigeria ikke det eneste land, som oplever store folkelige protester lige nu. I Kenya gik tusindvis af demonstranter på gaden, da præsident William Ruto annoncerede en skattestigning oveni kenyanernes i forvejen pressede økonomi. Og i Uganda har demonstranter rejst sig mod korruptionen under landets mangeårige autoritære leder, Yoweri Museveni. Også i Ghana er der begyndende protester over korruption, ungdomsarbejdsløshed og stigende skatter.
Selvom situationen i de fire lande er vidt forskellig, handler de alle om dårlig regeringsførelse, mener MacEbong.
Det vi har ventet på i 10 år
Hos Mellemfolkeligt Samvirke har Søren Warburg i mange år fulgt udviklingen og været involveret i aktivismen i alle de nævnte lande. Han er seniorspecialist for sociale bevægelser, og han mener, at protestbevægelserne i alle tre lande har en anden tyngde end førhen. Det skyldes blandt andet kontinentets demografiske udvikling.
I Afrika syd for Sahara er 70 procent af befolkningen under 30 år.
“De træder nu ind, om man så må sige, i de voksnes rækker og skal til at brødføde familier. Uddannelserne er dårlige, det er bread and butter issues. Det var også det, der antændte Det arabiske forår. Det er det vi ved, der får protestbevægelser til at nærme sig revolutionære tilstande,” forklarer Søren Warburg.
Han fortæller desuden, at den nuværende udvikling er noget, han og hans fagfæller har ventet på i mange år, og at det bliver skelsættende at se, hvordan den nye bevægelse forvalter sin stemme over de næste fem år.
“Vi ser nu for første gang den unge generation af afrikanere afkræve deres regering bedre forhold. Og det er ikke længere sporadiske protester. De har knyttet bånd til hinanden. De er rimelig strategiske. De er okay veluddannede, og de har internationale kontakter.”
Ond, ond gældskrise
Søren Warburg peger på det grundlæggende problem i de afrikanske lande, nemlig at skiftende regeringer har solgt ud af landenes infrastruktur og ressourcer i håb om investeringer og afkast. I stedet optager landene store lån i Verdensbanken, IMF eller hos andre stater, hvorefter befolkningen skal betale lån tilbage i mange år frem.
Eksempelvis rummer Nigeria en af verdens største olieforekomster. Licenserne til at udvinde råolien er for mange år siden solgt til vestlige olieselskaber som Shell, og da landet ikke selv raffinerer olien, så er man tvunget til at importere den olie, der oprindeligt er hevet op af landets undergrund.
Det har skiftende regeringer forsøgt at holde en dæmper på med netop de statstilskud, som Tinubu sidste år sløjfede. Tilskuddet udgjorde i 2023 15 procent af statsbudgettet. Det er mere end de samlede udgifter til uddannelse og sundhed i landet. Og så sent som i juni fik Tinubu godkendt et lån i Verdensbanken på 2,25 milliarder dollars (15 milliarder kroner) for at støtte de økonomiske reformer.
“Det er en ond, ond gældsspiral. Men regeringen har jo ikke nogen værktøjer at skrue på. De er nødt til at hæve skatterne som fx i Kenya for at kunne tilbyde den samme service. Gør de det, har de millioner af mennesker på gaden, fordi omkostningsniveauet allerede er så trykket, som det er.”
En helt ny fase
Cindy medgiver, at hun og hendes meddemonstranter er dybt inspireret af det, der sker i særligt Kenya lige nu. De mobiliserer gennem krypterede tjenester som Signal og WhatsApp, og de organiserer juridisk bistand i hele landet som modspil til de vilkårlige fængslinger af politiske aktivister.
I Kenya er det lykkedes befolkningen at få indrømmelser. Præsident William Ruto har afblæst skattestigningerne og inviteret dele af oppositionen ind i regeringen. Men der er næppe et quick fix for Ruto, hvor befolkningen i stigende grad kræver hans afgang.
Det samme gælder Tinubu i Nigeria, hvor hans regerings modvilje og hårde magtanvendelse hæver demonstranternes krav.
“For at være ærlig er vi trådt ind i en helt ny fase,” siger Cindy.
“Vi kunne have nok så meget kontrol over planlægningen, inden protesterne for alvor gik i gang. Men nu tager folk ejerskab og bestemmer selv, hvordan de vil gøre det i de forskellige regioner. Og de har deres egne krav.”
