Tæt ved 50 afrikanske præsidenter og statsoverhoveder var mødt op til det såkaldte FOCAC-topmøde i Beijing i denne uge. Med undtagelse af eSwatini (tidligere Swaziland, som fastholder sin alliance med Taiwan, red.), håber de afrikanske ledere at få del i de 60 milliarder dollars, som Kinas præsident Xi Jinping kunne meddele var på vej, oven i de 60 milliarder af dollars, som Kina allerede gave tilsagn om ved det seneste FOCAC-møde i 2015.
Ifølge Xi Jinping, dækker det nyeste tilsagn på 60 milliarder dollars 15 milliarder dollars rentefrie og fordelagtige lån, 20 milliarder i kredit og 10 milliarder i “udviklingsfinansiering” – foruden 5 milliarder til at købe afrikanske varer.
Derudover vil kinesiske virksomheder blive opfordret til at investere mindst 10 milliarder dollars i kontinentet over de næste tre år, sagde præsidenten, som også understregede, at Kina var fast besluttet på at videreføre og styrke sin “win-win” samarbejdspolitik med det afrikanske kontinent og ikke har til hensigt at blande sig i de afrikanske landes “politiske og udviklingsmæssige veje”.
Ros til Kina og eftergivelse af gæld
De afrikanske ledere benyttede også deres taletid på podiet til at forsvare og befæste Afrikas voksende samarbejde med Kina – og svare igen på de seneste års stigende kritik om voksende gældsbyrder, handelsunderskud og kinesisk nykolonialisme.
“Everything we do with China is perfectly under control, including on the financial and debt side,” sagde Senegals præsident Macky Sall, mens Rwandas præsident Paul Kagame, som i øjeblikket har formandskabet i Den Afrikanske Union, udtalte, at Kina forstår Afrikas globale position og er engageret i Afrika som en ligeværdig partner.
Kagame understregede også, at Kinas voksende rolle på kontinentet ikke sker på bekostning af andre lande.
“Africa is not a zero-sum game. Our growing ties with China do not come at anyone’s expense. Indeed, the gains are enjoyed by everyone who does business on our continent.”
Også Sydafrikas præsident Cyril Ramaphosa så sig nødsaget til at forsvare Kinas rolle i Afrika og understregede fra podiet, at Kina ikke er i færd med at kolonisere Afrika:
“In the values that it promotes, in the manner that it operates and in the impact that it has on African countries, FOCAC refutes the view that a new colonialism is taking hold in Africa, as our detractors would have us believe.”
Til topmødet lovede Kina også at eftergive gælden for de fattigste lande i Afrika og landets særlig udsendte for Afrika, Xu Jonghu, understregede, at Kina vil være meget “samvittighedsfuld” i samarbejdet med de afrikanske lande og sørge for, at projekter altid er kvalificeret og grundigt konsekvensberegnet inden man går videre med dem.
Bistand, investeringer og gældsfælde-diplomati
Mellem 2000 og 2016 lånte Kina 125 milliarder dollars til afrikanske lande, ifølge tal fra China-Africa Research Initiative at Washington’s Johns Hopkins University School of Advanced International Studies.
Ifølge det amerikanske forskningsinstitut AidData, som i 2017 publicerede det hidtil største forskningsarbejde om kinesisk udviklingsbistand, kan en mindre andel af Kinas engagement betegnes som “egentlig bistand” (ODA), mens størstedelen udgør “øvrige officielle pengestrømme” (OOF) i form af lån og investeringer til kommercielle projekter i udviklings- og mellemindkomstlande på mere eller mindre fordelagtige vilkår; Ifølge AidData er det nødvendigt at medregne de “øvrige officielle pengestrømme”, hvis man vil tilnærme sig et meningsfuldt billede af Kinas samlede udviklings-aftryk på verdensplan.
Mellem 2000 og 2014 ydede Kina, ifølge AidData, 354,4 milliarder dollar i ODA og OOF, alt i mens USA tilsvarende ydede 394,6 milliarder dollar i samme periode.
AidDatas kortlægning viser, at Kinas globale bistand (ODA) og investeringer (OOF), som for alvor tog fart i 2009, har været fokuseret på infrastruktur i udviklings- og mellemindkomstlande: Størstedelen af Kinas investeringer i perioden er gået til energi (US$134,1 milliarder), efterfulgt af transport og logistik (US$88,8 milliarder) og telekommunikation (US$16,9 milliarder).
Kina er ofte blevet kaldt for en “rogue donor”, fordi landet ikke spiller efter internationale normer og regler for bistand: betegnelsen henviser kort fortalt til, at Kina køber sig til adgang til naturressourcer gennem lån og udviklingsprojekter, ofte hos autoritære regimer, som landet dermed er med til at holde hånden under. Dette billede er dog ikke understøttet af fakta, når det kommer til den klassiske bistand (ODA), konkluderer AidDatas forskning, som dog indikerer, at de øvrige investeringer (OOF) rigtignok hælder mod lande, som er bedst i stand til at tilbagebetale deres lån, har flere naturressourcer, er mere korrupte og som Kina betrager som værdifulde handelspartnere.
“In its outward aid, China does provide funds and in-kind contributions for poverty alleviation, but it also is an advocate of the concept of ‘development finance,’ in which a substantial portion of foreign aid is framed as investment, where it is entirely reasonable for the Chinese to seek to make a profit and pursue their own interests in the deal,” fortæller Scott Kennedy, som er direktør i Project on Chinese Business & Political Economy ved Center for Strategic and International Studies, til nyhedsmediet Forbes.
Ifølge en analyse fra Brookings Institution er faren, at Kina “låner for mange penge til risikable lande” med dårlig regeringsførelse.
Resultatet er, at de kommercielle projekter, som Kina låner penge til, har større chancer for at mislykkes – og dermed risikere at sætte låntagerne i en gældsklemme, som Kina kan udnytte til at fremme egne interesser og indflydelse med i det pågældende land: Fænomenet kaldes for “kinesisk gældfælde-diplomati” og kan senest, ifølge det britiske tidskrift The Economist, ses i lande som Sri Lanka og Kenya; I Kenya ligner den spritnye SGR-togrute fra hovedstaden Nairobi til havnebyen Mombasa, i skrivende stund en “hvid elefant” (mislykkes udviklingsprojekt/investeringsprojekt, red.), som har kostet Kenya 3,2 milliarder dollar – lånt af Kina.
Netop dette projekt blev fremhævet til topmødet i Beijing, som et eksempel på, hvordan infrastrukturprojekter er i færd med at forandre Afrika til det bedre.
Den kenyanske avis Daily Nation valgte i en leder mandag morgen, i anledning af topmødet i Beijing, en mere kritisk udlægning af forholdet til Kina:
“Time has come for African leaders to critically interrogate their relationship with China,” skrev avisen.
I flere af landene retter kritikken sig også mod Kinas brug af kinesisk arbejdskraft – i stedet for lokal arbejdskraft – i de kinesiske investeringsprojekter, og mod fordelagtige “venneaftaler” med kinesiske selskaber – på bekostning af værtlandenes økonomier og jobskabelsen.
Senest er Kinas entré i Ghana, og landets bestræbelser på at udvinde bauxit (en aluminiummalm, red.) blevet mødt med hård kritik og modstand fra lokale aktivister i Ghana.
Alt i mens kunne Ghanas præsident Nana Akufo-Addo til topmødet i Beijing forsikre kineserne om, at Ghana er “inspireret af Kina og ønsker at kopiere landets succes,”.
Kilder: FOCAC, AU, Aiddata, Forbes, Brookings, The Economist, Al Jazeera, The Diplomat, Daily Nation, M&G og Qvartz.