I løbet af et årti har Kina forvandlet sig til udviklingslandenes foretrukne bank, og hælder hundredvis af milliarder dollars i lån til globale infrastrukturprojekter som en del af dets vidtstrakte Belt and Road-Initiative (BRI).
Samarbejde med Foreign Policy
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der reporterer fra hele verden.
Men når låntagerne ikke gider at betale, er Kina ved at opdage, at landets nyfundne autoritet har sin pris. Stålsat på at få sine penge tilbage er Kina ved at forvandle sig fra en generøs investor til en benhård håndhæver – og bringer dermed den megen velvilje, som landet har opbygget med initiativer som BRI, i fare. Kina har brækket et par knogler på Sri Lanka, hvis økonomiske problemer gjorde det muligt for Beijing at købe sig til kontrollen over en strategisk havn, og de kæmper i den grad med at få Pakistan, Zambia og Surinam til at hoste op med tilbagebetalinger.
I to årtier lærte landene “Kina at kende som en slags velvillig sponsor af store infrastrukturprojekter,” siger Bradley Parks, administrerende direktør for AidData-forskningsgruppen på William & Mary-universitetet. Nu siger han, at “udviklingsverdenen er ved at lære Kina at kende i en helt ny rolle – og den nye rolle er som verdens største officielle inkassofirma.”
Tvunget til at give afkald på goodwill
Problemet for Kina er, at ingen kan lide at blive jagtet for penge. Det skaber ikke mange venner at inddrive ubetalt gæld. Og det besværliggør Beijings bestræbelser på at udvide sin indflydelse og skabe nye relationer gennem økonomiske aftaler. Den spænding, siger eksperter, har efterladt Beijing over for en umulig opgave: Kan landet inddrive sine penge uden at skade sit image?
“Dette er et øjeblik, hvor Kina ikke både kan blæse og have mel i munden,” siger Zongyuan Zoe Liu, international politisk økonomiekspert ved tænketanken Council on Foreign Relations.
“Jeg tror, at Kina bogstaveligt talt skal vælge, hvilken ende de vil give slip på. Hvis du vil have dine penge tilbage, skal du bruge tvang. Det betyder i bund og grund, at du kommer til at give afkald på din goodwill.”
Belt and Road-Initiative blev engang anset som den kinesiske præsident Xi Jinpings “21. århundredes projekt”. Det blev lanceret i 2013 som en ambitiøs udviklingskampagne for infrastruktur, der ville krydse omkring 140 landegrænser. I praksis var initiativet mindre strømlinet og mere uigennemskueligt. Da kinesiske långivere kæmpede for at administrere projekter under BRI-paraplyen, blev det et tilfældigt udført sammensurium af projekter med sjuskede lånekontrakter.
Beijing gik i panik
BRI var i vid udstrækning et svar på Kinas egne økonomiske udfordringer, hvor et overskud af produktionskapacitet skulle finde afsætning, snarere end en storslået strategi til at ændre verdensordenen.
Efter finanskrisen i 2008 “gik Beijing i panik” og brugte enorme summer til udvikling af infrastruktur som en national stimuluspakke, fortæller Yun Sun, direktør for Kina-programmet ved tænketanken Stimson Center.
“Målet var at holde økonomien i gang og holde økonomien i vækst,” siger hun. “Den utilsigtede konsekvens var, at det satte Kinas nationale industrier på steroider.”
Med en overophedning blev det kinesiske marked mættet med stål, cement, glas og aluminium, hvilket fik Beijing til at søge efter svar i udlandet. I lyset af størrelsen på det oversøiske marked for infrastruktur, var logikken, at Belt and Road-Initiative ville tillade Kina at eksportere denne industrielle overkapacitet og samtidig udnytte sine valutareserver og overskydende dollars.
“Det handlede om økonomi,” siger Bradley Parks. “Prøv så at spole frem til i dag. Hvis hele formålet med dette program er at tjene penge, og du nu har en masse upålidelige låntagere, der ikke betaler deres dollarlån tilbage, så føles det sandsynligvis som om din strategi giver bagslag.”
Kina i klemme
I 2017 overhalede Kina Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) og cementerede sin position som verdens største kreditor, selvom Beijing siden har skruet ned for sine udlån.
Men mange af dets låntagere – der stadig vakler efter COVID-19-pandemien, Ruslands krig i Ukraine og Beijings udlånspraksis kæmper nu for at trækker deres økonomier tilbage fra kanten af afgrunden. Omkring 60 procent af Kinas oversøiske lån gik ifølge Parks til økonomisk nødlidende lande i 2022, sammenlignet med kun fem procent i 2010. Ude af stand til at betale Kina tilbage, presser nogle regeringer på for at få lettet gælden, slettet den helt eller omstruktureret den.
Det har sat Beijing i klemme. “Man får venner, når man yder lån. Man får ikke venner, når man insisterer på at få dem alle sammen igen, særligt når betingelserne har ændret sig, og fuld tilbagebetaling næsten er umulig,” siger Brad Setser, der er tidligere seniorrådgiver for den amerikanske handelsrepræsentant under Biden-administrationen. Nu sidder han i tænketanken Council on Foreign Relations.
“Kina har bragt sig selv i en vanskelig position, fordi centralbankernes økonomiske interesser nu virkelig modarbejder de diplomatiske interesser.”
Beskyldes for at være en “barriere” for fremskridt
Tag for eksempel Zambia, som misligholdt deres gæld på omkring 17 milliarder dollars i 2020 og regner Kina som sin største bilaterale kreditor. I årenes løb er et ellers rosenrødt forhold mellem de to lande falmet, da Beijing og Lusaka kæmpede for at nå frem til en aftale om gældslettelse som en del af G-20’s Common Framework.
Men der er opstået forhindringer i processen. USA’s finansminister Janet Yellen, som har opfordret Kina til at eftergive Zambias gæld, anklagede for nylig Beijing for at være en “barriere” for fremskridt. Beijing har til gengæld bebrejdet Washington for at “sabotere andre suveræne staters aktive indsats for at løse deres gældsproblemer.”
“Der ser ud til at være et fuldstændigt dødvande i forholdet mellem Zambia og Kina lige nu,” siger Setser. “Enhver realistisk løsning på Zambias gældsproblemer kræver Kinas deltagelse. Der er er umuligt at komme uden om Kina.”
Kina har aldrig prøvet det før
Sammen med Sri Lanka, en anden låntager, der har vaklet under vægten af sin stigende gæld, har Beijing givet landet en to-årig gældsudsættelse. Men det har ikke givet de nødvendige forsikringer for, at IMF kan træde til. Og det blokerer effektivt IMF i at tilbyde redningslån til landet.
En del af problemet er ifølge Parks, at Beijing ikke har en drejebog til at navigere i gældskriser og omstrukturering af statsgæld. “Kina har aldrig været igennem dette før,” siger han. “De forsøger på en eller anden måde at sadle, mens de rider, og forsøger at tilpasse sig undervejs.”
I et forsøg på at tage fat på de kriseramte økonomiers udfordringer med gældsomlægning mødtes repræsentanter fra IMF, Verdensbanken, Indien, Kina, Paris-klubben og andre långivere og låntagere i februar. Så er der en række G-20-møder i Indien om finansiering, og ifølge Reuters forbereder New Delhi et forslag, der vil presse store kreditorer, herunder Kina, til at acceptere, at deres lån trimmes.
“Kina håbede på at få sine penge tilbage, med en smule renter,” siger Setser. Men Kina “har i et betydeligt antal tilfælde opdaget, at det er meget svært at få sine penge tilbage – og at landene vil have en pause.”
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Morten Scriver Andersen.
