Den kinesiske forfatter Mo Yan er torsdag tildelt årets Nobelpris i litteratur for sin blanding af “hallucinerende realisme, folkeeventyr, historie og samtiden”.
Dansk PEN glæder sig over kåringen, men opfordrer samtidig den 57-årige prismodtager til at tage sin fængslede landsmand, forfatteren og systemkritikeren Liu Xiaobo, med, når han skal have overrakt sin Nobelpris d. 10. december i Stockholm (Fredsprisen uddeles samme dag i Oslo).
Liu Xiaobo fik for to år siden Nobels fredspris, men har endnu ikke fået lov til at hente prisen. Han sidder i fængsel i Beijing som en af Kinas mest fremtrædende samvittighedsfanger.
Præsident for Dansk PEN, Anders Jerichow, ser desuden udnævnelsen som en åbning til Kina og øget opmærksomhed omkring censuren i landet:
“Vi ser litteratur som en af de vigtigste kulturelle brobyggere,” siger Jerichow på foreningens hjemmeside.
“Der er brug for brobygning mellem kinesere og vores del af verden – ikke mindst fordi magthaverne i Beijing begrænser deres borgeres frihed til at udtrykke og organisere sig.”
Ai Weiwei: “Vanvittigt”
Ai Weiwei, der nok er den mest berømte kinesiske kunstner i udlandet, siger til Politiken torsdag, at det nærmest er “vanvittigt og svært at forstå”, at Mo Yan har fået prisen.
“I Kina er der så mange forfattere, som arbejder under denne voldsomt strenge censur, hvor de ikke har fred til at kunne skabe litterære værker. Mange forfattere og folk bliver fængslede, fordi de taler sandheden og står ved den. Så at give prisen til en prisvindende forfatter som Mo – det viser, hvordan det såkaldt litterære etablissement er ude af trit med virkeligheden, og det er et tegn på en slags korruption,” siger Ai Weiwei til Politiken torsdag.
Kunstnernavnet Mo Yan betyder “Tal ikke”, for som barn af 1950’ernes Kina fik han forbud mod at tale udendørs. I dag taler han allevegne, fremgår det af et interview i Humanities fra 2011.
Ukendt herhjemme
Mo Yan er ukendt for et dansk publikum, og ingen af hans bøger er oversat til dansk – endnu. Han har udgivet 11 romaner og et hav af noveller siden debuten i 1981.
Gennembruddet kom nogle år senere med bogen “Red Sorghum (durra)” fra 1987. Den blev siden filmatiseret af den kinesiske instruktør Zhang Yimou under titlen “De røde marker” og fik stor international anerkendelse.
De fleste af Mo Yans værker tager udgangspunkt i barndommens oplevelser fra livet på landet, men forfatterskabet bevæger sig også ind på konflikter i det moderne Kina. Ofte med referencer til ældre kinesisk litteratur og mundtlige overleveringer.
Hans værker er oversat til fransk, engelsk, spansk og tysk, ligesom der er udkommet tre titler på svensk, nemlig “Det röda fältet”, “Vitlöksballa-derna” og “Ximen Nao och hans sju liv”. Men altså stadig ingen på dansk.
Kina-kenderen, journalist og forfatter Mette Holm, sagde torsdag aften i TV-programmet Deadline, at hun forventer, at de første af hans bøger, der oversættes til dansk, bliver “Red Sorghum” og “Frøer” (Wa), hvor Kinas omstridte et-barnspolitik står for skud, men som dog slap gennem censuren.
Mette Holm anførte overfor programværten Martin Breum, at kineserne er “pavestolte” over at få en Nobelprisvinder i litteratur.
Ekspert: Mo Yan kontroversiel fra begge sider
Professor i asienstudier og ekspert i kinesisk litteratur, Anne Wedel-Wedellsborg, er ikke overrasket over valget af den nyudkårede Nobelprisvinder Mo Yan.
Hun har tidligere mødt den kinesiske forfatter, og beskriver ham som “et interessant og godt valg”, da han er et eksempel på, at tingene ikke er så enkle, som folk tror i Vesten.
“Han er både kontroversiel og ikke-kontroversiel. På den ene side har han været lidt for enig med styrets officielle sager”, siger Anne Wedel-Wedellsborg til DR Kultur torsdag.
Hun henviser bl.a. til et nyligt jubilæum for Mao. Her var Mo Yan under skarp kritik for at være blandt en gruppe kinesiske forfattere, som håndskrev taler med ortodokse retningslinjer fra kommunistpartiets ledelse, i anledning af jubilæet.
“På den anden side har Mo Yan skrevet mange samfundskritiske ting, hvor nogle er blevet forbudt af styret. Så han må siges at være kontroversiel fra begge sider”, anfører Anne Wedel-Wedellsborg.
Hun håber, at Nobelpriskåringen vil få betydning for kinesiske forfattere i fremtiden.
“Man har ofte oversat kinesisk litteratur, som har haft prædikatet “forbudt” i Kina, men nu kan man måske se, at landet også byder på god litteratur blandt det tilladte. Så det medfører forhåbentlig, at man i højere grad begynder at oversætte ting til dansk og andre sprog”, siger hun til DR Kultur.
Hårde ord i “Der Spiegel”
Det fremstående tyske ugemagasin “Der Spiegel” beskriver Mo Yan som en sprogmester og opportunist. “En forfatter, som har arrangeret sig med systemet – og ganske offentligt står ved det”, hedder det i en beskrivelse, som står i skærende kontrast til hvad Det Svenske Akademi skriver om ham:
“Mo Yan betragtes som undergravende på grund af sin skarpe kritik af det moderne kinesiske samfund”.
Mo Yan var en del af den officielle kinesiske delegation, da Kina i 2009 var gæsteland på den store bogmesse i Frankfurt am Main. Da to oppositionelle forfattere ankom, forlod den kinesiske delegation messen.
Det samme gjorde Mo Yan med undskyldningen “Jeg havde ikke noget valg” – som medlem af delegationen.
Ved samme tyske bogmesse sagde han bl.a.:
“En forfatter bør kritisere og udtrykke indignation over samfundets mørke sider og menneskets hæslige natur. Nogle har lyst til at råbe i gaderne, men vi bør også tolerere dem, der gemmer sig på deres værelse og bruger litteraturen til at udtrykke deres holdninger”.
Kunst og pligt i Kina
Mette Holm skriver udbyggende om Nobelprisvinderen i en kronik i Berlingske lørdag bl.a.:
“Kinas sørgelige sandhed er, at magthaverne ikke tåler samfundskritik. Flere af de skarpeste penne fængsles eller fordrives fra deres fædreland, som f.eks. Gao Xingjian (der fik litteraturprisen i 2000) og Dai Sijie, der begge skriver fremragende om deres oprindelige fædreland fra deres nuv. hjemland, Frankrig”.
Men kan man klandre et menneske for at udfolde sig indenfor rammerne og tilmed bidrage til deres udvidelse? Bliver kunst dårligere af, at kunst-neren forstår at sno sig gennem censurens ofte tåbelige og fantasiløse nåleøje? Har en stor kunstner pligt til at udfordre magthaverne?”
“Eller er pligten at udfolde sit talent videst muligt, så det svæver højt over dumme og nidkære censorers snævre horisont”.
Se også http://www.svt.se/kultur/bok/jakten-pa-mo-yan
