Den fjerne norske øgruppe Svalbard rummer en værdifuld skat. Her opbevares frø til planter fra hele verden i et stort lager under permafrosten.
Meningen er, at frøbanken skal fungere som en sikkerhed. Frøene til de forskellige planter vil kunne overleve store katastrofer, så de bliver bevaret til glæde for menneskeheden.
Frøbanken er imidlertid truet af klimaforandringer. Det skriver Ingeniøren i en artikel mandag.
Sidste år var gennemsnitstemperaturen i området 7 grader højere end normalt. Det har betydet, at store mængder af smeltevand er løbet ind i tunnelen, der fører ned i skatkammeret. Der er heldigvis ikke kommet vand helt ned til frøene, skriver fagbladet.
Mangelfuld konstruktion
Det har ført til bekymringer for de mange frøs sikkerhed. Konstruktionen af lageret gør problemet endnu værre. Bl.a. hælder indgangstunnelen nedad, hvilket gør, at smeltevandet kan flyde direkte ned mod såsæden.
Frøbanken bliver nu overvåget døgnet rundt, mens det overvejes om bygningen skal forbedres.
Svalbard International Seed Vault (norsk: Svalbard globale frøhvelv) er den største frøbank i verden. Den blev officielt åbnet i 2008, og den rummer millioner af frø.
Norge står for udgifter til vedligeholdelse og udbedring, mens den internationale fødevareorganisation The Crop Trust står for den overordnede strategi, skriver Ingeniøren.
Læs mere om den gigantiske frøbank her:
https://www.croptrust.org/our-work/svalbard-global-seed-vault/