Lars Koch
Lars Koch (1965) er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid Danmark.
Han blev cand. scient. pol. fra Københavns Universitet i 1997.
Under og efter studierne har Lars Kochs hovedinteresse været udviklingspolitik. Særligt har de økonomisk, globale rammebetingelser været i centrum.
I 1998 blev han ansat i Nord/Syd-Koalitionen som gældsmedarbejder.
Fra 2001-2004 gik turen til Bolivia for IBIS og arbejde som regional rådgiver for de indianske organisationer i fortalervirksomhed.
Efter en tur omkring Københavns Universitet og MS har han siden 2006 arbejdet for IBIS.
I begyndelsen som governance rådgiver og senere som politikmedarbejder med hovedfokus på effektivitet i bistanden, råstofindustrien og kapitalflugt.
Men også andre udviklingspolitiske temaer som Verdensbanken, IMF, gæld, private investeringer og meget mere ryger over skrivebordet.
Han sluttede karrieren i IBIS – som i mellemtiden var blevet til Oxfam IBIS – som vice-generalsekretær.
Når regeringen fremlægger finanslov om nogle uger, så er der ingen ekstra penge til klimaindsatser i de fattige lande. Altså de lande, hvor klimakatastrofen ikke er en nær fremtid, men en eksisterende realitet. En katastrofe, der er skabt af rige mennesker i rige lande, der rammer fattige mennesker i fattige lande langt hårdest.
Hold lige fast her i, hvad der er sket: Danmark og andre rige lande, og særligt rigeste med det største forbrug, har skabt en klimakatastrofe. Den påfører fattige lande enorme menneskelige og økonomiske tab fra tørke, oversvømmelser, voldsomt vejr og tabt landbrug. Det skal de selvfølgelig kompenseres for. Af Danmark og andre rige lande, der har skabt problemet.
De fattige betaler
Men alt tyder et nationalt fedtspil. Socialdemokratiet i regeringen foreslår ikke en øget støtte til udviklingslandenes tilpasning til den katastrofe, vi har påført dem. Eller jo, måske bliver en større del af udviklingsbistanden sat af til klimaindsatser. Men det er inden for rammen af de 0,7 procent af BNI i bistand. Så i praksis bliver pengene taget fra indsatser til langsigtet udviklingsbistand. De fattige kommer altså selv til at betale for den katastrofe, vi har påført dem.
Så kan vi håbe at SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale vil kræve flere penge til klimaindsatsen i udviklingslandene. At de ikke også har et snævert dansk perspektiv på klimakatastrofen. Der er desværre mange tegn, at støttepartierne ikke sætter de fattige mennesker først, sådan som det ellers er princippet i de Verdensmål, som de alle sammen hylder med en fin farvet nål i jakkereverset.
Klimakatastrofen er global
Danmark har sammen med resten af verden i 2009 lovet at hjælpe de fattige land med at tilpasse sig til klimakatastrofen og omstille sig. Danmark del af løftet er fem milliarder kroner. Det løfte er verdens mest klimaambitiøse regering ved at løbe fra.
Støttepartierne og regeringen er bekymret for, at vi ikke har råd. Svaret er, at vi ikke har råd til at lade være. Klimakatastrofen er global og uden en indsats i de fattige lande kommer konflikter, klimaflygtninge og en manglende omstilling i de lande til at ramme os selv i nakken om få år.
Pengene kan sagtens findes: Fem milliarder kroner svarer nogenlunde til en skat på 1 procent af formuerne i de 100 rigeste familier i Danmark. Dem med det største klimaaftryk.
Klimakrisen er global og skal løses globalt. Det er fantastisk, at den danske regering vil gå foran. Men det er tudetosset at tabe det internationale perspektiv. Både når det handler om at kompensere for de skader, vi har påført fattige mennesker. Men også når det handler om at hjælpe udviklingslande med at omstille sig til en bæredygtig fremtid.
