Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
FN’s/IPPC’s nye klimarapport forudser helvede på jord, hvis udledning af drivhusgasser ikke reduceres dramatisk. Medierne har skrevet udførligt om krisen, men med én undtagelse: Afrikas situation står der ikke meget om, selv om kontinentet er meget sårbart over for klimaforandringerne. Fem afrikanske lande var blandt de hårdest ramte af ekstremt vejr i 2019.
Klimaforandringer er ikke skabt af ”menneskeheden”
Udledning af drivhusgasser fra langt de fleste afrikanske lande har hverken nu eller i fortiden bidraget væsentligt til klimakrisen. Den er nemlig ikke skabt af ”menneskeheden,” som det så floromvundet hedder, men helt overvejende af den del af klodens befolkning, der bor i OECD-landene plus – i stigende grad – i Kina og Indien.
Fra 1751 til 2018 bidrog 48 lande i Afrika syd for Sahara (ingen data fra blandt andet Sydafrika) med kun 0,55 procent af de akkumulerede udledninger af CO2 ifølge Our World in Data. Og fortiden gentager sig: I 2018 udledte hver dansker for eksempel 46 gange mere CO2 end en etiopier ifølge Energistyrelsen.
På basis af sådanne tal, plus princippet om at forureneren betaler, burde regningen for klimatilpasning og reduktion af CO2-udledninger betales af de rige lande. Det sker ikke. For mere end ti år siden lovede udviklede lande 100 milliarder dollars per år fra 2020 til udviklingslandenes investeringer i CO2-reduktion og klimatilpasning. I 2017-2018 var den klimaspecifikke støtte imidlertid meget lavere end rapporteret og beløb sig netto til kun mellem 19 og 22.5 milliarder dollars ifølge Oxfam.
Kolleger fra DIIS og Udenrigsministeriet har set på væksten i bistand til vedvarende energi i Afrika syd for Sahara. De viser, at donorpenge til sådanne projekter er stagnerende, så der stadigvæk er et stort ufinansieret behov for både vedvarende energi og for at udrydde energi-fattigdom – det vil sige adgang til elektricitet for alle.
Klimaoptioner for fattige afrikanske lande
Nogle mener, at det ikke haster for disse lande at reducere deres CO2 udslip. Selv hvis det faldt til nul i morgen, ville det knapt nok kunne måles på de globale udslip.
Andre mener, at fattige lande ikke bør betale fuldt ud for rige landes synder. Som Katherine Richardson fra Klimarådet skriver:
”For at give plads til, at udviklingslande kan forbedre levestandarder og infrastruktur, vil det formentlig kræve, at de udviklede lande reducerer udledningen hurtigere end udviklingslandene.”
Forhåbentligt inkluderer hun ikke Kina og andre store forurenere i dette udsagn.
Under alle omstændigheder er sådanne ideer helt forkerte, mener FN, mange ngo’er samt (i princippet) alle de lande, der har skrevet under på Verdensmålene. For i 2030 skal alle have adgang til pålidelig, bæredygtig og moderne energi til en overkommelig pris, hedder det i Verdensmål 7. Hurtig udbygning af vedvarende energi (sol og vind) i Afrika syd for Sahara er også nødvendig for at undgå, at landene i fremtiden bliver store bidragydere til CO2-udledninger.
Håbet er, at Afrika kan gøre et kvantespring til vedvarende energi, fordi energi fra sol og vind er faldet dramatisk i pris i de senere år. Ved at investere stort i disse teknologier kan afrikanske lande undgå en karbon-intensiv (kul og olie) drevet vækst, som de rige lande benyttede, da de industrialiserede.
I virkelighedens verden er det helt uklart, hvor pengene til dette kvantespring skal komme fra.
Vedvarende energi er godt for klimaet, men har forbrugerne i fattige lande råd?
Lad os tage et eksempel, som også er relevant for Danmarks proklamerede fattigdomsfokuserede nye udviklingspolitik fra 2021, hvor et centralt punkt er støtte til ”grøn omstilling,” der, selv om begrebet ikke er defineret i politikken, også er fokuseret på Verdensmål 7 om udrydning af energi-fattigdom.
At nå det verdensmål i Afrika syd for Sahara er en kæmpeopgave. Her har halvdelen af befolkningen (cirka 600 millioner mennesker) ikke adgang til elektricitet. De, der har, betaler omkring dobbelt så meget for elektricitet som forbrugere i andre dele af verden. Strømudfald koster kontinentet mellem to og fire procent af BNP per år. Og med én milliard flere mennesker i 2050 end i 2018 plus økonomisk vækst vil behovet for strøm stige hurtigt i fremtiden ifølge Den Internationale Valutafond, IMF. Dertil kommer, at 890 millioner laver mad ved hjælp af traditionelle energikilder, som især for kvinder udgør en helbredstrussel, men det er en anden historie.
I Afrika er strømforsyningen domineret af fossilt brændstof (79 procent) og vandkraft (16 procent). Trods success-eksempler i flere lande udgjorde vedvarende energi kun tre procent af strømmen i Afrika i 2018 sammenlignet med syv procent i andre lande, skriver IMF.
Disse tal skal tages med et stort gran salt, da antallet af små private solanlæg i landområder og i byerne, for eksempel, er svære at opgøre.
Dertil kommer, at med de typer projekter, der allerede er i ”pipeline” i afrikanske lande, og som realistisk set vil blive færdige frem til 2030, så vil vedvarende energi kun udgøre omkring 10 procent af den samlede energiproduktion i Afrika til den tid.
Men vedvarende energis mange fortalere lægger stor vægt på, at omkostningerne ved at producere vedvarende energi – især fra sol – er faldet voldsomt (77 procent fra 2010 til 2018). Sol og vind er nu konkurrencedygtige på prisen, hævder IMF.
En ren energirevolution er således både nødvendig og mulig for at nå Verdensmål 7 og vinde kampen mod energi-fattigdommen ifølge OECD og mange ngo’er. Der skal sættes kul på den grønne omstilling.
Grøn omstilling og ulighed
Dét gør mig meget urolig, fordi jeg frygter, at vi ikke har lært af fortidens synder.
Da FN erklærede 1981-90 for The International Drinking Water and Sanitation Decade, var målet, at alle skulle have adgang til rent vand i 1990. Mange donorer, heriblandt Danmark, støttede initiativet. Der var – også i modtagerlandene – et stærkt fokus på hurtig udbygning af forsyningskapaciteten med den billigste teknologi.
I iveren efter at nå så mange som muligt med rent vand blev udbygningshastigheden ikke afstemt med kapaciteten til at vedligeholde. Og man ”glemte” at undersøge, om de fattige(ste) brugere faktisk havde råd til vand produceret af den billigste teknologi. Det deprimerende resultat kan man læse om i min bog ‘Watering White Elephants’ fra 1988.
Elektricitetsforsyningen har – selv om den teknisk og politisk adskiller sig fra vandforsyning – nogle af de samme udfordringer. Dels er mange lande i gang med en ”megawatt mission,” hvor det gælder om at udbygge kapaciteten så meget som muligt (flere afrikanske lande producerer allerede for meget energi). Dels er der – vel især blandt donorer – en stærk fascination af og fiksering på energi fra grøn sol- og vind-teknologi og på, hvor meget den er faldet i pris. Billigere energi er selvfølgelig en nødvendig betingelse for at udrydde energi-fattigdommen. Men den er ikke tilstrækkelig. Fattige hushold skal også have råd til at betale for den vedvarende energi. Dét ser jeg meget lidt fokus på: Vi har desværre ikke lært fra vand-tiåret.
I virkelighedens verden har mange fattige hushold ikke råd til såkaldt ”billig” strøm – grøn eller ej. Hvis de skal have adgang, må der subsidier til. Det er den klare konklusion på en af de få nyere empiriske undersøgelser fra Afrika syd for Sahara, jeg har kunnet finde om dette vigtige emne: ‘Willingness to pay for electricity access in extreme poverty: Evidence from sub-Saharan Africa’ (diskussionerne er desværre domineret af begejstrede argumenter for grøn omstilling uden megen fokus på fattige husholds situation). Baseret på tal fra Rwanda er konklusionen i denne artikel, at selv med billig off-grid solenergi vil universel adgang til elektricitet ikke kunne nås, uden at fattige brugere subsidieres.
I Danmarks nye Udviklingspolitik står der ikke ét ord om den problematik – kun at subsidier til fossil energi skal fjernes, hvilket er en god ide. Til gengæld står der: ”Adgang til ren energi er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelse, vækst og beskæftigelse, såvel som for uddannelse, ligestilling og sundhed.”
Hvis sådanne intentioner skal føres ud i livet, kræver det subsidier til de fattige. Uden denne støtte fra staten og/eller donorerne – som langt fra er givet – vil adgangen til ren energi begrænses, uligheden forøges, og Verdensmål 7 ikke nås.
En global håndhævning af princippet om at forureneren betaler, ville være et kæmpeskridt fremad for klimaet og for kampen mod energi-fattigdom. Det princip bør Danmark støtte og efterleve i praksis i sine fattige afrikanske partnerlande. I så fald vil bistandsmidler ikke række langt.
Men subsidier er kun en del af fattige landes energiforsyningsproblematik. En anden stor udfordring er at sikre, at investorer i vedvarende energi – lokale og udenlandske, inklusive pensionskasser og investeringsfonde – ikke tjener urimeligt høje profitter, som noget tyder på, at de ofte gør nu. Desværre er produktionsaftalerne, som gør dette muligt, typisk hemmelige. Det skader forbrugerne, borgerne og klimaet.
Fremme af vedvarende energi i klimakrisens navn må gå hånd i hånd med mere åbenhed og med mere kritiske analyser af de finansielle og politiske interesser, som driver investeringerne i både modtager- og giverlande.
