Af cand.agro. Hans Askov Jensen og cand.scient.pol. Frands Dolberg
De sidste dages debat om de malawianske kvinder, som endte i en gældsfælde, da den danske regering besluttede at indstille bistanden til Malawi i 2002, skulle ikke gerne efterlade et indtryk af:
1. At Danida ikke støtter brugen af fjerkrækonceptet i fattigdomsbekæmpelsen.
2. At fjerkrækonceptet kun består af at hjælpe nogle få kvinder med at etablere små hønsehold.
Vi er ikke enige i alt, hvad der står i udenrigsministeriets pressemeddelelse af 16. februar 2004, f. eks., at støtten til kvindegrupperne ikke blev afsluttet på grund af beslutningen om at indstille bistanden til Malawi.
Det er rigtigt, at projektaktiviteterne fra begyndelsen var planlagt til at løbe over 30 måneder indtil juni 2002, men dét, der ikke står, er, at aktiviteterne havde til formål at udvikle en model for anvendelse af høns som et værktøj i fattigdomsbekæmpelsen.
Dersom modellen viste sig at være bæredygtig, var det så hensigten, at denne model skulle repliceres (gentages) som en komponent i den planlaget næste programfase – som aldrig kom.
Dette indlæg har dog ikke til formål at fortsætte denne debat; udenrigsministeriet påpeger i sin pressemeddelelse, at man gennem den lokale andelskasse havde sikret sig, at kvindernes gæld, hvis nødvendigt, blev eftergivet, og da dette ikke skete, har Folkekirkens Nødhjælp et år senere indløst kvindegruppernes lån.
Formålet er derimod at vise, at fjerkrækonceptet er et praktisk værktøj, som kan bruges til at transformere de politiske målsætninger omkring fattigdomsbekæmpelsen til praktisk handling.
The Millennium Development goals eller 2015 udviklingsmålene, som alle FN-landene har tiltrådt, rige som fattige, er udtrykt i 18 klare målsætninger for reducering af fattigdommen i år 2015.
F.eks. at tallet på ca. 1 milliard mennesker, som i dag lever for under 1 dollar om dagen, skal reduceres til det halve; at antallet af mennesker, der sulter, skal halveres, samt at man skal sikre alle børn en primær uddannelse.
Danmark har ikke alene tiltrådt disse mål, men arbejder aktivt for at støtte tiltag til at omsætte disse politiske målsætninger i praktisk handling og fjerkrækonceptet passer godt ind i den sammenhæng.
Konceptet er baseret på en model udviklet i Bangladesh i 1980erne – uden donor støtte.
Modellen har de fattigste kvinder som målgruppe og går i korthed ud på at etablere et institutionelt miljø i landsbyerne, som gør det muligt for kvinderne at oprette et lille hønsehold. Det vil sige, at alt hvad de skal bruge af foder, hønseracer, vaccinationer mv. skal være tilgængelig i landsbyen sammen med tekniske støtte og kredit uden, at der kræves sikkerhed i fast ejendom.
I midten af 1980erne blev kvinder, der var så fattige, at de modtog fødevarer (hvede) fra Verdensfødevareprogrammet (WFP), tilbudt at deltage i fjerkræmodellen.
Regeringen (i Dhaka, red.) udvalgte de kvinder, som opfyldte fattigdomskravene for at deltage, og NGOen, BRAC, organiserede kvinderne i grupper i samarbejde med WFP, hvorefter de deltog i programmet i en 2 års periode. Derefter vil kvinderne have mulighed for at blive optaget i BRACs landsbyorganisation på lige fod med andre kvinder.
Danida støttede et projekt, hvor denne model skulle repliceres (kopieres) i 80 landdistrikter og involvere 400.000 kvinder. Projektet indledtes i 1993 og 4 år senere var kvinderne etableret med en fjerkræaktivitet.
Donorstøtten fra Danida og FNs Internationale Fond for Landbrugsudvikling, IFAD, gik især til den NGO (BRAC), som havde været med til at udvikle modellen, og støtten blev anvendt til at etablere et områdekontor i hvert distrikt samt driftsomkostningerne i en 3-års periode.
Områdekontorerne var så ansvarlig for at identificere kvinderne ud fra nogle fattigdomskriterier og organisere dem i grupper, træne dem i hønsehold, give dem et lån og teknisk hjælp til at etablere og drive hønseholdet.
Desuden er områdekontorerne ansvarlig for at skabe et ”enabling environment” d.v.s., at alle de driftsmidler, som kvinderne skulle bruge, er tilgængelige i landsbyen. I langt de fleste tilfælde blev dette gjort ved at etablere små indkomstskabende aktiviteter så som en fodersælger, som solgte foder i små portioner, eller en kvinde, der blev trænet i at vaccinere hønsene og udførte denne service mod betaling.
I løbet af en 3-års periode blev der involveret 6.000 kvinder omkring hvert områdekontor, og indtægterne fra renterne på lån og forsyning af især foder og kyllinger til de små virksomheder i landsbyen var i stand til at dække kontorernes driftsomkostninger og donorstøtten ophørte.
Et vigtigt element i denne proces er, at kvinderne efter at have tilbagebetalt deres første lån – som skulle anvendes til en fjerkræaktivitet -, fik mulighed for at optage et nyt lån, hvor de var frie til selv at vælge en aktivitet.
Dermed var fattigdomsspiralen vendt, og især 2 store studier viste, at ikke alene blev familiernes indkomst forbedret, men pengene blev også brugt til opsparing og investeringer i nye indkomstskabende aktiviteter, familierne fik en mere varieret kost og flere børn, især piger, kom i skole.
Projektet i Bangladesh viste,
at det var muligt at udføre projekter, der havde de fattigste kvinder som målgruppe,
at disse kvinder, selv om de er analfabeter, er i stand til at drive en lille virksomhed og at administrere et lån og
at hjælpen til kvinderne kom hele familien til gode.
Alt sammen noget der var i fuld overensstemmelse med Danidas målsætninger.
Projektet viste også, at det ikke var en let opgave at have de fattigste som målgruppe; bare dét at få dem identificeret og organiseret i grupper og etablere et bæredygtig “enabling environment” kræver en stor indsats; men det vigtigste er, at projektet viste, det er muligt at målrette et projekt til de fattigste kvinder, og at det kan gennemføres i stor målestok.
Projektet viste også, at der hverken i Danmark eller internationalt var kapacitet til at gennemføre sådanne projekter andre steder end i Bangladesh, hvor man havde udviklet modellen og har NGO-kapaciteten til at gennemføre sådanne projekter.
I Bangladesh og de fleste andre u-lande lever ca. 80 procent af befolkningen i landdistrikterne, og regeringerne har hverken mandskab eller budget til at tage hånd om hver enkelt borger.
Det samarbejde mellem regering og NGOer, som ses i Bangladesh, er unikt. NGOerne når ud som regeringens forlængede arm til alle landsbyer og hjælper de fattigste, ikke kun med indkomstskabende aktiviteter, men også familierelaterede programmer som familieplanlægning, ernæring, sundhed og uddannelse.
Danida har fortsat støtten til nye projekter i Bangladesh og i dag har omkring 2 millioner familier været – eller er – involveret i fjerkræaktiviteter og af dem er knap 1 million fra projekter, som Danida har støttet.
Danida har også støttet en række projekter i andre u-lande, hvor formålet har været at udvikle modeller tilpasset et bestemt land. Desuden har Danida støttet uddannelse i Danmark og en række udviklingslande, bl.a. oprettelse af Fjerkrænetværket, som har til huse på Landbohøjskolen og til formål at øge kapaciteten i Danmark og u-landene gennem forskning, uddannelse og projektstøtte.
Det har været klart fra starten, at modellen fra Bangladesh ikke direkte kan overføres til et andet land, men at hvert land må udvikle sin egen model tilpasset lokale forhold.
Baseret på erfaringerne dels fra Bangladesh dels fra de lande, hvor modellen er tilpasset et andet land, har forfatterne til denne artikel i 2003 udarbejdet de konceptuelle rammer for fjerkrækonceptet.
Papiret hedder “A conceptual Framework for using Poultry as a Tool in Poverty Alleviation” og kan hentes fra: http://idpm.man.ac.uk/cprc/Conference/conferencepapers/AskovJensen.pdf
I dag er det velkendt, at hjælp til kvinder kommer hele familien til gode og i mange lande er høns kvindernes domæne. Derfor er målgruppen i fjerkrækonceptet kvinder og kun de fattigste.
Fjerkrækonceptet består især af
1. en beskrivelse af 7 essentielle forhold, som må tilgodeses, når konceptet skal udvikles til en model i et specifikt land og
2. en procedure for udvikling og skabelse af en model.
Det første essentielle forhold er meget relateret til målgruppen, den fattigste del af landsbybefolkningen og kun kvinder – ofte enlige forsørgere.
Konceptet er specifikt udviklet for denne målgruppe og andre vil ikke have meget glæde af det, selv om de ofte gerne vil deltage, da de forventer at et donor-støttet udviklingsprojekt vil give dem nogle ”gratis” goder, men når de opdager, dette ikke er tilfældet, dropper de ud af projektet.
Det bærende element i konceptet er nemlig, at der ikke gives subsidier til målgruppen; donorstøtten går til udvikling, kapacitetsopbygning og træning.
Det andet essentielle forhold er empowerment. Vi har ikke et dækkende dansk ord, det nærmeste er nok øget selvværd og myndiggørelse.
Empowerment indebærer, at kvinderne skal have mulighed for at træffe et valg og at transformere valget til handling til gavn for dem selv og gruppen.
Gennem deltagelse i fjerkrækonceptet lærer kvinderne at arbejde i grupper og administrere et lån. Derefter bliver de integreret i landsbyorganisationen og får på lige fod med andre adgang til nye lån og deltagelse i familierelaterede programmer.
I korthed, så er deltagelse i konceptet en læringsproces og det såkaldte “enabling environment” er det omgivende miljø, som gør det muligt at omsætte et valg i handling.
Et tredje essentielt forhold er etablering af det førnævnte “enabling environment”. Igen et engelsk udtryk, som er vanskeligt at oversætte, men det betyder, at alt hvad der skal bruges af driftsmidler og serviceydelser skal være tilgængelig i landsbyen.
I konceptet betyder det, at driftsmidler og serviceydelser bliver etableret som små indkomstskabende aktiviteter, der drives dels af udvalgte kvinder, dels af NGOerne, som står for organiseringen af konceptet. Begge kan have en indtægt derved.
Et fjerde essentielt forhold, som skal opfyldes, er, at de fjerkræ-relaterede aktiviteter efterfølges af muligheden for målgruppen til at tage det næste skridt ud af fattigdommen.
Størrelsen af fjerkræaktiviteterne for den enkelte kvinde er begrænset af det ”gratis” foder, som hønsene kan finde frit i naturen omkring huset, hvilket betyder ganske få høns, som ikke er tilstrækkelig til at løfte en familie ud af fattigdommen.
Der er 3 andre essentielle forhold relateret til konceptet bl.a. bæredygtighed, men pladsen tillader ikke at beskrive disse, og man henvises til: http://idpm.man.ac.uk/cprc/Conference/conferencepapers/AskovJensen.pdf
Proceduren til at transformere fjerkrækonceptet til en specifik model et nyt sted er opdelt i 3 faser:
1. Observationsfasen, hvor man dels vurderer behovet for træning hos de deltagende kvinde så vel som hos dem, der skal hjælpe kvinderne med rådgivning og f.eks. vaccination, og dels tilgængeligheden af driftsmidler såsom foder, vacciner, medicin og kyllinger;
2. Forsøgsfasen, hvor der i landsbyen udvælges nogle forsøgsværter, som bliver etableret med diverse former for fjerkræhold med det primære formål at vurdere rentabiliteten af forskellige modeller; og
3. Fuldskalatesten, hvor der i udvalgte landsbyer bliver simuleret, at det “enabling environment” er etableret, de deltagende kvinder er udvalgt efter fattigdomskriterier, de starter opsparing og er gennem en træningsproces, før de får et lån til at starte en fjerkræaktivitet.
Formålet med denne fase er at vurdere, om kvinderne accepterer modellen under kommercielle forhold, hvor der ikke gives nogen form for subsidier. I fuldskalatesten bliver retningslinjerne udarbejdet for den organisation (NGO), som senere skal replicere modellen.
Det er nu gået 10 år fra det første Danida-støttede projekt indledtes i Bangladesh. I de 10 år har Danida støttet andre projekter i Bangladesh og en lille million af de fattigste kvinder har været eller er involveret i disse projekter.
Studenter fra udviklingslandene har forsket i modellen i deres hjemland, men fået deres eksamen fra Landbohøjskolen. Der er udviklet metoder og procedurer til at tilpasse modellen fra Bangladesh til forholdene i andre lande.
Vi mangler stadig erfaring omkring opbygning af en implementerings (replicering) kapacitet, således at ikke kun de få kvinder, som deltager i modeludviklingen i et specifikt land, får glæde af modellen, men tværtimod alle et lands fattige kvinder, som den er relevant for.
Listen af positive tiltag, man kan gøre for fattige kvinder i praktisk udviklingsarbejde, er desværre alt for kort; nærmest omvendt proportional med alle de mange ord, der bliver sagt og skrevet om fattigdomsbekæmpelse og det særlige behov for at hjælpe kvinderne. Der er et stort behov for at få gjort listen meget længere.
Det koncept, vi har beskrevet her, er en mulighed. Det hjælper med at fokusere, og det drejer sig primært om kvinderne, deres familier og “the enabling environment”, i mindre grad om høns.
Man kan ikke forvente, at det er så synligt, som hvis man eksporterer et system eller en fabrik, men Danmark har mulighed for at sætte et vigtigt fingeraftryk på et koncept, der kan bruges af de fattigste kvinder.
En vigtig forudsætning er et forpligtende samarbejde over lang tid og ikke pludselige og ensidige handlinger fra dansk side, som man oplevede i Malawi med afbrydelsen af bistanden.
Cand.agro. Hans Askov Jensen, Humlebæk, er Freelance Consultant, Poultry Development. e-mail: [email protected]
Cand.scient.pol. Frands Dolberg, Århus, er ekstern lektor ved Aarhus Universitet. e-mail: [email protected]
Læs også “Høns i Malawi: Penge fra Danmark på vej til fattige kvinder”, dato 05.03.04, under globale bistandsnyheder.
