Fremtiden ser dyster ud for Jordens dyre- og planteliv.
Ved afslutningen af COP13 for biodiversitet i slutningen af december 2016, konkluderede miljøminister Esben Lunde Larsen, at målet om at stoppe tabet af biodiversitet langt fra er nået.
I 2010 var der ellers lagt op til en massiv indsats for biodiversiteten, da man blev enige om de såkaldte Aichi-mål, 20 mål for at stoppe tabet af arter.
Årti for biodiversitet
Årtiet 2010-20 blev af FN udnævnt til årtiet for biodiversitet. Aichi-målene skulle sikre et stop for tabet af arter i 2020, men det ser altså ikke ud til at lykkes.
Tværtimod uddør jordens arter i et tempo, der er 100 til 1000 gange større end normalt, og forskere har i mange år talt om at vi står på kanten til en periode, der kan betegnes som ”den sjette masseuddøen” i planetens historie.
Ikke siden ”den femte masseuddøen”, hvor dinosaurernes uddøde, har verden set et tab af diversitet med tilsvarende hastighed. Til forskel fra tidligere tider, hvor årsagen til masseuddøen har været naturkatastrofer såsom meteornedslag eller vulkanudbrud, er det denne gang menneskeheden, der er skyld i det massive tab af arter.
Mens antallet af arter på jorden er kraftigt nedadgående, er vækstkurven for mennehedens befolkning kraftigt opadgående.
I løbet af en generation er antallet af mennesker på Jorden vokset med over 300% fra cirka to milliarder til over syv milliarder, og kurven er ikke knækket endnu.
Det anslås, at Jordens befolkning vil nå 11 milliarder i 2100, og at verdens efterspørgsel på fødevarer vil stige med 50 procent frem mod 2030.
Tilpasning
Menneskets succes kan tilskrives, at vi har været ekstremt gode til at tilpasse os forskellige levesteder. Med udviklet infrastruktur for eksempel til transport og kommunikation, kan vi leve overalt på kloden, og det betyder, at der er mindre plads til naturen.
Med til historien hører også at i de seneste 12.000 år, hvor vores samfund for alvor har udviklet sig, har Jordens miljø og klima været stabilt.
En stabilitet, mennesket har nydt godt af, men som vi nu er ved at sætte over styr med vores livsførelse, der medfører forurening og overforbrug af Jordens ressourcer, og samtidigt har mennesket har gjort krav på en stor del af klodens landareal.
Masseuddøen
De tidligere fem tilfælde af masseuddøen på Jorden er karakteriseret ved at minimum 75 procent af alle arter uddøde over en periode på et par tusinde år til ti millioner år.
De fem begivenheder indtraf for mellem 440 millioner og 66 millioner år siden. Det seneste tilfælde er også det mest kendte, da det var her, dinosaurerne trådte deres sidste skridt på jorden.
Det nuværende tab af arter er endnu langt fra de 75 procent, men kursen er sat i den retning. Forskere mener, at vi er i den indledende fase af ”den sjette masseuddøen”, og tallene taler deres tydelige sprog.
I de seneste 40 år er bestande af hvirveldyr, dvs. dyr med rygsøjle som pattedyr, fugle, reptiler og fisk, i gennemsnit faldet med 28 procent. 16-33 procent af arter indenfor denne gruppe er udryddelsestruede.
Det ser ikke bedre ud når det kommer til de mindre dyr som insekter, snegle og orme. Her skønner man, at 40 procent af arterne er truet af udryddelse.
Den perfekte storm
Fælles for de fem hidtidige masseuddøen er, at de var forårsaget at flere sammenfaldende faktorer. For eksempel er årsagen til ”den femte masseuddøen” og dermed dinosaurernes undergang antaget at være et stort meteornedslag.
Men meteornedslaget skal formentlig mere ses som det afgørende nådestød i en tid, hvor livet på jorden i forvejen havde svære betingelser. Ved ”den femte masseuddøen” var klimaet forandret til tørt og koldt.
Det tørre klima betød, at havoverfladen var sænket og lavvandede have, hvor den marine artsrigdom var størst, tørrede ud. For dinosaurerne på land betød det kolde og tørre klima også tilbagegang.
Deres tilpassede habitater blev ubeboelige og der var ikke tilstrækkeligt med føde og vand. Disse forhold var altså årsagen til at det efterfølgende meteornedslag havde så stor negativ effekt.
Tre gennemgående parametre
De fire andre tilfælde at masseuddøen var årsagerne forskellige, såsom vulkanudbrud, istid, forsuring af havene, klimaforandringer og meteornedslag.
Men mekanismen i sammenspillet mellem forskellige destruktive faktorer var det samme. Forskere har udpeget tre gennemgående parametre
1.Klimaforandringer
2.Ændret atmosfærisk sammensætning
3.Unormalt højt pres på økosystemer
Når disse parametre er opfyldt har det historisk ledt til masseuddøen. Fænomenet kaldes en ”perfekt storm”.
”Den sjette masseuddøen”
Den nuværende tilstand på Jorden har stor lighed med tilstanden ved tidligere masseuddøen. De tre faktorer for ”den perfekte storm” er alle opfyldt.
-Klimaforandringer er, som vi ved, et faktum. De ændrer temperaturer lokalt og skaber tørke, ændrede regnmønstre og mere ekstreme vejrforhold. De ændrede forhold betyder, at arter må migrere væk fra habitater, de ikke længere er tilpassede til.
-Den atmosfæriske sammensætning er ændret, og det har skabt klimaforandringerne.
-Økosystemer er under unormalt stort pres. Mennesket overudnytter naturens ressourcer, så økosystemerne ikke kan nå at regenerere. Forurening fra landbrug og industri ødelægger dyrenes habitater. Skovdrift, minedrift, landbrug og infrastruktur som veje, kanaler og dæmninger fragmenterer habitaterne.
Sammenspillet mellem disse faktorer er det, der for alvor gør situationen alarmerende. Mange arter vil forsøge at migrere, når de ikke længere passer til klimaet i deres habitat.
Men de vil få svært ved at overleve en migration, fordi så meget af naturen er fragmenteret af veje, byer, landbrug og skovrydning.
Hvad kan vi gøre?
Hvis vi vil bremse tabet af arter, skal vi frem for alt give naturen mere plads.
Det betyder konkret, at vi i meget opdyrkede lande som Danmark skal udlægge flere arealer til vild natur uden landbrug eller skovdrift, så der igen kan opstå flere af de naturlige levesteder, som de truede arter mangler.
Det gælder for eksempel naturlige vådområder som moser og sumpe, eller gamle træer, der får lov at blive stående og langsomt forfalde, hvilket skaber et stort antal forskellige levesteder for blandt andet insekter, svampe og fugle.
I fattige lande, hvor der stadig findes vilde naturområder, som er under pres, fordi de bliver omdannet til landbrugsarealer eller minedrift, skal vi skabe mere bæredygtige alternative indtægtskilder for lokale befolkninger, således at deres økonomiske livsgrundlag kan gå hånd i hånd med naturbevarelse.
Det kan for eksempel være afgrøder, der kan dyrkes i skovens skygge, økoturisme eller bæredygtig skovdrift.
Ændre forbrug
Derudover skal vi, der bor i verdens rigeste lande, ændre vores forbrug.
Det er nemlig i høj grad vores store efterspørgsel på ressourcer som soja, palmeolie, kød mm., der driver omdannelsen af kæmpestore naturområder til landbrugsarealer i fattigere udviklingslande.
Ved at forbruge mere bæredygtigt og eksempelvis spise mindre kød og mere grønt og gå efter FSC-certificerede, bæredygtige træ- og papirprodukter kan vi mindske noget af den globale efterspørgsel, der gør naturødelæggelser til en god forretning.
Endelig er der brug for, at borgere og civilsamfund fortsætter med at lægge pres på virksomheder, regeringer og andre beslutningstagere for at holde fast i målene fra Parisaftalen, og fortsætte kampen for at holde de globale temperaturstigninger under to grader – med eller uden USA.
Heldigvis ser det ud til, at de fleste af verdens lande fortsat har tænkt sig at gøre dette. Der er dog ingen tvivl om, at der fortsat er brug for en stærk folkelige opbakning til denne kamp.
