Homofobi og transfobi er ikke usædvanligt i Ghana, hvor der allerede er love, som blandt andet kriminaliserer sex mellem to mennesker af samme køn. Men nu udvider man rammerne for at retsforfølge queer-samfundet.
Anklager om vestlig indblanding flyver på tværs af det politiske spektrum, og Ghanas præsident, Nana Akufo-Addo, står i en svær diplomatisk situation. Selvom ghanesiske queer-personer i forvejen er udsatte, tyder det seneste lovforslag på en skarpere drejning, som vækker rædsel hos LGBT+-miljøet i landet.
Det nye lovforslag har været undervejs siden 2021, men blev først vedtaget den 28. februar i år. Hvis lovforslaget træder i kraft, vil den der alene identificerer sig som homoseksuel, kunne blive straffet med op til tre års fængsel. Desuden kan medlemmer af LGBT+-rettigheds- og interesseorganisationer blive straffet med op til fem års fængsel. Manglende indberetning af queer-personer til myndighederne vil blive kriminaliseret – og det gælder også familiemedlemmer og sundhedsvæsenet.
Der er ikke mange højtstående politikere, som tør udtale sig kritisk til lovforslaget, fordi der er bred opbakning til det blandt den ghanesiske befolkning
Karen Lauterbach, Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet
Ifølge Karen Lauterbach, centerleder for Afrikastudier ved Københavns Universitet, er det ikke nødvendigvis den politiske elite i landet, der er de største fortalere for det nye lovforslag – som er det mest yderliggående hidtil – men tværtimod, helt almindelige ghanesere.
”Der er ikke mange højtstående politikere, som tør udtale sig kritisk til lovforslaget, fordi der er bred opbakning til det blandt den ghanesiske befolkning,” siger hun.
Vestlige værdier skal bekæmpes
I 2021 åbnede fortalerorganisationen LGBT+ Rights Ghana et kontor og medborgercenter i landets hovedstad Accra. Det var på dette tidspunkt, ifølge Lauterbach, at der skete en markant forandring i den offentlige debat.
”Seksuelle relationer mellem folk af samme køn har eksisteret i Ghana i lang tid. Det har til en vis grad været socialt accepteret, hvis man samtidig var gift og havde børn, og formåede at leve et dobbeltliv ved siden af. Men åbningen af LGBT+ rettighedskontoret i Accra blev mødt med opsigtsvækkende modstand, hvilket var starten og symbolet på et kursskifte.”
Læs også: Ghana: Kirke, stat og medier vs. LGBT+-rettigheder
Hun peger på nogle globale tendenser, som hun mener har haft stor indflydelse på den ghanesiske befolkning og den politiske scene i landet:
”Indflydelsen fra nogle af de her meget karismatiske, evangeliske, højreorienterede interesse- og lobbyorganisationer, både nationale og internationale, der promoverer traditionelle familieværdier, har været tydelig. Den højreorienterede fløj i Ghana anser queer-diskursen for at være vestlig propaganda.”
Men det er altså ikke den højreorienterede fløj, der har patent på anklagerne om vestlig indblanding.
”På den anden side så mener en del af de ghanesere, som er modstandere af lovgivningen, at det netop er den evangeliske bevægelse i USA, der har rod i vestlige værdier – for eksempel forherligelsen af den traditionelle kernefamilie,” siger hun.
Begge parter anklager således hinanden for at fremme en udefrakommende indflydelse fra Vesten, som helst skal bekæmpes. Men de er langt fra enige om, hvad de såkaldte ‘vestlige værdier’ egentlig repræsenterer.
Afrikansk selvbestemmelse
Modstanden mod, hvad mange ghanesere betegner som vestlige værdier, har blandt andet rod i panafrikanisme, forklarer lektoren. Panafrikanismen er en bevægelse, hvis formål er at forene Afrikas folk. Kwame Nkrumah, som var det moderne Ghanas grundlægger og landets første præsident, var stor fortaler for panafrikanismen. Det er der mange ghanesere, som er tilhængere af, og argumentet om panafrikanisme bruges som en strategi til at mobilisere befolkningen, tilføjer Karen Lauterbach.
”Panafrikanismen indebærer blandt andet, at Ghana og andre afrikanske lande skal bestemme over sig selv, frem for at lade sig påvirke af vestlige værdier. Der skal ikke være noget, som dikteres af Vesten, og det var også derfor, at det blev opfattet som en provokation, da den danske ambassadør – blandt andre – deltog i åbningen af LGBT+ Rights Ghana kontoret,” siger hun.
At den danske ambassadørs deltagelse i ét sådant event i Accra skulle have forårsaget et kursskifte i en strammere retning i den offentlige debat i Ghana om LGBT+, kan vi ikke genkende.
Udenrigsministeriet
Men at ambassadørens tilstedeværelse skulle være en provokation, er man ikke enige i hos Udenrigsministeriet, som har sendt denne skriftlige kommentar til Globalnyt:
”Deltagelsen i åbningen af et værested organiseret af en LGBT+ organisation i Accra i 2021 er på linje med danske politikker om ikke-diskrimination på basis af seksualitet. At den danske ambassadørs deltagelse i ét sådant event i Accra skulle have forårsaget et kursskifte i en strammere retning i den offentlige debat i Ghana om LGBT+, kan vi ikke genkende. Der er mange forskellige ghanesiske stemmer i landets debat om anti-LGBT+ lovforslaget, som hver især støtter sig til forskellige argumenter. Den danske ambassade sammen med ligesindede lande følger denne debat, herunder de retssager, som privatpersoner har anlagt ved landets domstole for at stoppe den videre godkendelsesproces,” lyder det fra ministeriet.
Diplomatiske spændinger
Men ønsket om at frigøre sig fra Vesten og vestlige værdier er ikke så opnåeligt, som man måske kunne forestille sig.
Ghana er nemlig afhængig af relationer til den vestlige verden, men også Kina og Indien, siger Karen Lauterbach. På grund af den alvorlige økonomiske situation, som landet befinder sig i, har det optaget et stort lån i Den Internationale Valutafond (IMF). Dette sætter Nana Akufo-Addo i en vanskelig situation, konstaterer lektoren.
”Hvis dette lovforslag bliver til virkelighed, vil det føre til nogle alvorlige samtaler internt på grund af Ghanas forhold til vestlige samarbejdspartnere. Præsidenten vil stå i et dilemma, og han vil naturligvis helst undgå diplomatiske spændinger. Derfor vil den ghanesiske regering ikke have, at lovforslaget fylder alt for meget i medierne,” vurderer hun.
Karen Lauterbach nævner, at mange vestlige lande heller ikke ønsker, at lovforslaget kommer til at fylde for meget i den offentlige debat. Hun mener, at nogle politikere i Vesten vil forsøge at undgå for meget opmærksomhed omkring udviklingen på LGBT+ området i Ghana. Det skyldes frygten for at indgå i en form for neokolonial tilgang til udviklingslande, hvor Vesten forsøger at påtvinge udviklingslande deres egne værdier og love.
Lande som siger ’vores værdier, vores værdier, vores værdier’, de bekymrer sig ikke rigtig om de mennesker, der bor i Afrika
David Sengeh, Sierra Leones regeringsleder
For nylig gav David Sengeh, Sierra Leones regeringsleder, netop udtryk for ønsket om et opgør med denne vestlige prædiken om værdier:
”Lande som siger ’vores værdier, vores værdier, vores værdier’, de bekymrer sig ikke rigtig om de mennesker, der bor i Afrika,” lød det fra ham, da Globalnyts Morten Scriver Andersen mødte ham.
Selvom Danmark ikke længere giver bistandsmidler til Ghana, ønsker prominente danske politikere også at distancere sig fra en neokolonial diskurs, forklarer Karen Lauterbach:
”Ligeværdighed og fornyede partnerskaber med Afrika har været på den politiske dagsorden. Det er noget, som både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har talt om. Derfor skal de veje deres ord, hvis de udtaler sig om holdninger i et afrikansk land, der ikke stemmer overens med holdninger i Vesten, for ikke at fremstå bedrevidende og belærende.”
Fremtiden for LGBT+-miljøet i Ghana
Det ser håbløst ud for LGBT+-miljøet i Ghana, hvis lovforslaget bliver vedtaget, lyder det fra Dorothy Antwi Boasiako, en ghanesisk ph.d.-studerende ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet. Det er i forvejen besværligt for seksuelle minoriteter at deltage i den offentlige debat i landet, fortæller hun:
”Sidste år var der en sag om en jurastuderende ved navn Ama Governor, som var åben omkring sin seksuelle identitet og LGBT+-rettigheder på blandt andet YouTube. Hun blev angiveligt nægtet adgang til at blive medlem af landets sammenslutning af advokater, på grund af sine udtalelser. Governor blev genstand for en hed debat og fik hadbeskeder og trusler.”
Boasiako har svært ved at se, hvordan queer-personer og aktivister i LGBT+-miljøet skal kunne eksistere i landet, hvis lovforslaget træder i kraft.
”Jeg har hørt historier om voldelige episoder, hvor queer-personer er blevet banket, brændt og stenet ihjel. De historier bliver ikke altid dækket af medierne, så jeg kan ikke bekræfte, hvor mange af dem der er sande – men man hører om dem. Hvis det her lovforslag gennemføres, så ser det mildest talt dystert ud for miljøet i Ghana,” siger den ghanesiske ph.d.-studerende.
Samia Nkrumah, som er Kwame Nkrumahs datter og en ghanesisk politiker, har i mediet Modern Ghana kritiseret lovforslaget:
”Jeg beder til, at præsidenten ikke underskriver lovforslaget. Det er et brutalt, grusomt og uretfærdigt lovforslag, og vi har ikke behov for det. Men vigtigst af alt, så vil jeg ikke støtte noget, som vil så splid og pine den ghanesiske befolkning. Vi er alle ghanesere, og vi skal beskytte og passe på hinanden,” siger hun.
I et interview med BBC fortæller en anonymiseret ghanesisk homoseksuel mand, at han er skrækslagen for, hvad det vil betyde for hans tilværelse, hvis lovforslaget bliver vedtaget. Han mener, at det vil legitimere hadforbrydelser mod homoseksuelle, som han selv har været udsat for. Derfor overvejer han at flytte til et land, hvor han føler, at han kan leve i sikkerhed.
”Jeg er nødt til at gå på æggeskaller for at sikre, at jeg ikke træder nogen over tæerne. Jeg er tvunget til at leve som en flygtning i mit eget land.”
Lovforslaget skal underskrives af præsident Nana Akufo-Addo, før det kan træde i kraft. Men inden det lander på hans bord, skal det forbi landets højesteret, som skal tage stilling til, om der var nok medlemmer til stede i parlamentet, da lovforslaget blev vedtaget, skriver Africa News.
Og det vil være upassende, hvis præsidenten skriver under, mens forslaget behandles i højesteret, lyder det fra hans talsperson. Den køber formanden for parlamentet dog ikke og har svaret igen med at indstille parlamentets arbejde med at godkende nye ministre.
