Nye sammenstød i Mali er en hindring for fredsforhandlinger. Oprørsgruppen har atter taget kontrol med dele af det nordlige Mali. Fredsstyrken MINUSMA er for få til at kunne opretholde freden, siden franske styrker trak sig fra nogle af disse områder i det enorme Sahel-land.
BAMAKO/KIDAL, 11. august (IRIN): Urolighederne, der fortsætter i det nordlige Mali, står i vejen for succesen af de planlagte fredsforhandlinger i august samt for kunne drage fordel af våbenhvileaftalen, der blev underskrevet i juli måned af oprørsgrupperne og den maliske regering.
Tre separatistiske oprørsgrupper har genvundet kontrollen med store dele af det nordlige Mali.
Efter de uventede sammenstød mellem oprørsgrupperne og regeringstropperne i byen Kidal i maj har de maliske styrker trukket sig tilbage, hvilket samtidig giver de tre separatistiske grupper mulighed for at tage kontrollen over en stor del af Kidal-regionen samt visse områder i de andre nordlige regioner Gao og Timbuktu.
Særligt kan man nævne området mellem Kidal og Menaka, en by i landets sydøstlige del, tæt på grænsen til Niger.
Fortsatte sammenstød
Sammenstødene fortsætter i den lille by Tabankort (tæt på Kidal) mellem de bevæbnede enheder fra Den Nationale Bevægelse for Frigørelsen af Azawad (MNLA) og Azawads Arabiske Bevægelse (MAA, som ifølge nogle kilder kæmper på den maliske stats side).
Og det på trods af, at MNLA, MAA og HCUA (Det Øverste Råd for Azawads Enhed) i maj måned underskrev en aftale om våbenstilstand under medvirken af FN, Den Afrikanske Union (AU), EU og De Vestafrikanske Staters Økonomiske Fællesskab (CEDEAO – eng. ECOWAS).
Nogle angreb er endda sigtet mod de fredsbevarende styrker, de franske styrker og de humanitære organisationer.
I maj blev to ansatte i Norsk Flygtningeråd (NRC) dræbt, da deres køretøj ramte en landmine. I februar kidnappede en oprørsgruppe fire ansatte i Røde Kors’ Internationale Komité (CICR), da de var på vej fra Kidal til Gao. De blev løsladt kort tid efter.
Soldaterne magter ikke opgaven
De 8.300 soldater fra FN’s Integrerede Multidimensionale Mission for Stabilisering i Mali (MINUSMA), som er udstationeret i de tre regioner, har ikke kunnet opretholde freden, siden de franske styrker trak sig fra nogle af områderne.
”Maj måned har været vanskelig for MINUSMA som følge af tilbagetrækningen af de franske styrker og de uventede stridigheder i Kidal,” siger David Gressly, som er specialudsendt til at assistere generalsekretæren og direktøren for MINUSMA.
Antallet af angreb mod MINUSMA er dog faldet. ”Siden tilbagetrækningen af de franske og maliske styrker i visse regioner er MINUSMA blevet alene i felten – det er derfor, det virker som, der er en forøgelse af angrebene imod dem”, siger Gressly.
”I virkeligheden har vi konstateret en nedgang i angrebene mod MINUSMA’s fredsbevarende soldater, siden våbenstilstanden blev underskrevet i maj,” tilføjer han.
Svært at nedkæmpe jihadister helt
Ifølge sikkerhedsanalytikere er MINUSMA’s soldater for få til at kunne sikre fred i så stort et område.
MINUSMA har meddelt, at atten af styrkens medlemmer er blevet dræbt indtil nu. Fire tchadiske fredsbevarende soldater var ofre for et selvmordsattentat i juni i Aguelhoc, og en soldat døde, da hans bil ramte en landmine i Timbuktu-regionen.
I juli omkom en soldat, mens seks blev såret i et angreb mod Operation Serval’s franske soldater i Gao-regionen.
De maliske styrker er stadig i Gao og Timbuktu, hvor de overvåger kontrolposterne, patruljerer og samarbejder med MINUSMA’s styrker.
Den maliske regering anslår, at der kun er cirka 600 personer tilbage, der stadig har kontakt med Al-Qaida eller andre Jihad-netværk og terrorister i det nordlige Mali, samt at de er svagere end før.
”Det er dog ikke nemt at uskadeliggøre dem fuldstændig i området”, siger Zahabi Ould Sidi Mohamed, den maliske minister for national forsoning og for udvikling i det nordlige Mali.
”Disse grupper (militante og terroristiske) vil altid være der; men de er blevet færre efter at franskmændene har fordrevet dem fra den nordøstlige del af landet”, siger en sikkerhedsanalytiker i Bamako, som foretrækker at bevare sin anonymitet.
”De kan ikke længere køre omkring i 4×4-konvojer og er tvunget til at rejse til fods eller med motorcykel. Andre har besluttet sig for at gå under jorden eller har simpelt hen forladt Mali,” tilføjer han.
Man tror, de er flygtet til Algeriet, Libyen eller Niger.
Uacceptabel sikkerhedssituation
De franske styrker har kun 1.700 soldater i området, og dette tal falder til 1.000, når Operation Barkhane igangsættes.
Der er tale om en antiterroristisk operation, der udføres af Frankrig i samarbejde med Burkina Faso, Mali, Mauretanien, Niger og Tchad. Nogle af disse partnere udstationerer soldater.
Ifølge Bamakos sikkerhedsanalytikere kan Operation Barkhane og MINUSMA’s overvågningsdroner delvist kompensere for det lave antal soldater; men de skal dog være understøttet af styrkerne i feltet.
Under et besøg i Mali i sidste måned udtrykte vicegeneralsekretæren for de fredsbevarende styrker, Hervé Ladsous, sin bekymring for forringelsen af sikkerhedssituationen, og han har insisteret på nødvendigheden af at fremskynde forhandlingerne med henblik på at finde en stabil løsning på problemerne i Mali.
I forbindelse med en pressekonference har han desuden betegnet sikkerhedssituationen som uacceptabel.
Bekymring før fredsforhandlingerne
Nogle frygter, at de planlagte fredsforhandlinger i august er dømt til at mislykkes på grund af den vedvarende ustabilitet.
Dagsordenens emner omfatter, ud over status på det nordlige Mali, integrationen af de bevæbnede styrker i hæren, menneskerettighedsspørgsmål, forsoning og flygtninges hjemkomst samt de internt fordrevne i det nordlige Mali.
Nogle af de fredsforhandlinger, der er blevet gennemført efter tidligere oprør i det nordlige Mali, har gjort integrationen af en del tuareger i hæren mulig og har presset de ansvarlige til at love at øge antallet af poster i regeringen til personer fra det nordlige Mali.
De gentagne appeller om forbedring af udvikling og infrastruktur – såsom skoler, sundhedscentre og veje – har kun haft begrænsede resultater, hvilket har skabt en langvarig frustration blandt befolkningen i den nordlige del af landet.
”Fredsforhandlingerne skulle være begyndt 60 dage efter valget i august 2013; men regeringen er svækket”, siger Mohamed Diery Maiga, forsker i politologi i Bamako.
”Regeringen har mistet al den magt, som det midlertidigt var lykkedes den at opnå”, siger han til IRIN.
”Denne gang er oprørsgrupperne mere splittede, og deres krav er ikke særlig præcist formulerede”, siger Boukary Daou, en journalist i Bamako, der også er chefredaktør for avisen Le Républicain.
”Regeringen har vist sig at være meget tøvende i dialogen med oprørerne. Man ved heller ikke helt, hvad oprørerne vil: selvstyre eller decentralisering. Med alle disse splittede bevæbnede grupper, som deltager i forhandlingerne, kan jeg ikke se, hvordan de skulle kunne finde en langsigtet løsning”, siger han til IRIN.
David Gressly, der for nylig begav sig til Gao og Kidal for at møde de deltagende grupper i forhandlingerne, har dog sagt, at han er optimistisk, hvad angår udfaldet af fredsforhandlingerne.
Han har desuden insisteret på vigtigheden af våbenstilstanden i maj måned.
”Jeg er optimistisk, hvad angår alle de medvirkendes vilje til at opnå enighed i Alger”, siger han.
Adgang til ressourcer og smuglerruter
MNLA, der i begyndelsen krævede total uafhængighed, anmoder i dag om selvstyre uden at præcisere, hvilken slags selvstyre de ønsker.
I Bamako udviser de ansvarlige et noget tøvende engagement i forhandlingerne med de grupper, der formodes at have forbindelse til islamisterne.
Borgmesteren i Gao, Sadou Diallo, siger, at der var nogle ekstremistiske islamister i tuareg-folkets oprørsgrupper.
”Problemet er, at vi ikke ved, hvem vi har med at gøre. Der er tale om en blandet flok”, siger han til IRIN.
Ønsket om at få adgang til statens ressourcer og drage fordel af den illegale våben-, narkotika- og menneskehandel på tværs af Sahara er, ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO, sandsynligvis en vigtig motivation for nogle af aktørernes søgen efter at opnå magt.
Det forhold, at det nordlige Mali har en lang historie af korruption og kriminalitet, der inddrager alle grupper inklusive højt placerede ansvarlige i og omkring regeringen, komplicerer tingene yderligere.
”Oprørerne og de bevæbnede grupper er ofte kriminelle bander”, siger N’Diaye, som er analytiker ved Bamako Universitet.
”De har forskellige hensigter og ikke alle ønsker uafhængighed eller selvstyre. Flere ønsker simpelt hen bare at drage nytte af den illegale narkotika- og våbenhandel samt regeringens ressourcer”, siger N’Diaye.
Det er usikkert om repræsentanterne for MNLA, MAA og HCUA – alle bevægelser, som er opløst af interne uenigheder – vil vise sig at være i stand til at overholde de løfter, de måtte afgive, i betragtning af den begrænsede magt, som de udøver over nogle af deres medlemmer.
”Man risikerer, at det bliver meget vanskeligt at styre disse grupper efter et fredsforlig”, konkluderer han.
De sociale sammenhænge
Ganda Koy og Ganda Izo er to bevægelser, der repræsenterer den etniske gruppe songhaï, som var til stede i Alger, men ikke direkte involveret i forhandlingerne.
Ami Idrissa, socialarbejder i Gao, som er songhaï, siger til IRIN, at inddragelsen af disse bevægelser er livsnødvendig.
”Hvis vi vil skabe en varig fred, må alle etniske grupper være repræsenteret ved forhandlingsbordet.”
Konflikten har svækket den sociale sammenhængskraft i det nordlige Mali. I en Afrobarometer-undersøgelse, foretaget i december 2013, svarer 56 procent, at deres opfattelse af andre etniske grupper er blevet mindre positiv siden den seneste periode med bevæbnede uroligheder i 2012.
Ifølge befolkningsgrupperne er varig fred ikke en mulighed uden en genetablering af tilliden mellem de etniske grupper.
Ud over en forbedring af de etniske gruppers indbyrdes forhold skal det kommende fredsforlig dog også skabe konkrete resultater.
Især ønskes en genetablering af de væsentligste offentlige forvaltninger, som allerede var utilstrækkelige inden starten på konflikten, og som kun er blevet forringede siden, ifølge mennesker fra det nordlige Mali.
”Myndighederne bliver nødt til at genoptage deres arbejde, for at vi kan komme ud over vores lidelser,” konkluderer Idrissa.
Oversat fra fransk af Mette Lindbæk Abrahams på foranledning af Genvej til Udvikling
