Etiopien med Tigray-provinsen markeret med rødt.
Foto: Milenioscuro/CC BY-SA 4.0 – tilpasset af Globalnyt
Siden Ahmeds tiltrædelse i 2018 havde forholdet mellem centralregeringen og Tigrays politiske ledelse, partiet Tigray-folkets Befrielsesfront, TPLF, slået sprækker. TPLF spiller en væsentlig rolle i Etiopiens historie, da partiet stod i spidsen for den koalition, der ledte kampen mod det kommunistiske Derg-regime, der i 1991 førte til en demokratisering af Afrikas andet folkerigeste land med omkring 115 millioner mennesker.
TPLF blev derefter det største parti i den politiske koalition, EPRDF, der dominerede etiopisk politik frem til valget af Ahmed, og siden blev opløst i november 2019.
Mens forholdet mellem Abiy Ahmed og hans støtter og TPLF aldrig har været godt, havde et par ekstra anspændte måneder udspillet sig forud for den militære offensiv.
Det begyndte i marts, hvor Ahmed aflyste det planlagte parlamentsvalg i august med henvisning til Covid-19, hvilket TPLF kaldte forfatningsstridigt og meldte ud, at Tigray ville gennemføre valget uanset. Det fik modsat centralregeringen til at true med at opløse Tigrays regionale regering og dermed formelt fratage TPLF sin magt.
Siden fulgte luftangreb og en kommunikationsblokade af delstaten, før den etiopiske hær gik til angreb.
”En retshåndhævelsesoperation” kaldte premierministeren det og sagde, den ville være ovre efter et par uger. Alle andre kaldte det en konflikt og – da situationen hurtigt udviklede sig – en decideret krig, der i dag, knap et år senere, stadig hærger med voldsomme konsekvenser for befolkningen.
Læs også: Fredsmager fører Etiopien mod en eksplosiv borgerkrig
Kun blevet værre
De første uger af konflikten var der lukket for både internet, telefonforbindelse og mobilnettet. Da kommunikationsblokaden i Tigray langsomt lettede, svømmede medierne i de sidste uger af 2020 over af voldsomme beskrivelser af, hvad der var foregået i regionen: menneskerettighedskrænkelser, overgreb, vold, plyndringer, udenomretslige drab og henrettelser.
”Den generelle opfattelse i Mekele (delstatshovedstaden i Tigray, red.) er, at krigen først er ved at gå i gang, og at tingene kun vil blive værre,” sagde en anonym mand til franske France 24.
Hvor fik han ret.
For siden har kampene bølget frem og tilbage, taget til og også overskredet Tigrays grænser til at omfatte andre dele af landet.
I slutningen af juni led centralregeringens hær nogle voldsomme nederlag og trak sig fra regionen, og en måned senere skrev analyseinstituttet International Crisis Group, at centralregeringen og dens allierede forsøgte at rekruttere frivillige fra hovedstaden Addis Abeba, såvel som landets to mest befolkede regioner, Amhara og Oromia, til krigen mod TPLF. På trods af en heftig blokade af deres region, er det lykkedes for TPLF-soldater at trænge ind i både den østligt liggende Afar-region og i Amhara mod syd-sydvest, hvilket har sendt mange tusinder på flugt.
Det tyder på, at TPLF forsøger at tvinge Abiy Ahmed til at acceptere sine krav til en våbenhvile, som blandt andet inkluderer et ”overgangsarrangement”, hvilket reelt betyder premierministerens afgang, skriver International Crisis Group. TPLF har tidligere afvist centralregeringens forslag til en våbenhvile, fordi den indebar, at Amhara-soldater fortsat ville befinde sig i det sydvestlige Tigray, og at blokladen af delstaten ligeledes ville fortsætte.
For sløv respons fra det internationale samfund
Selvom centralregeringen konsekvent har nægtet at have begået overgreb mod civile i Tigray, har lokalbefolkningen en anden historie at fortælle.
I en rapport, der udkom 10. august, kan menneskerettighedsorganisationen Amnesty International berette om, hvordan kvinder og piger bliver udsat for massive seksuelle krænkelser begået af soldater med tilknytning til regeringsstyrkerne. Tidligere har organisationen også råbt højt om tilfældige anholdelser af civile og ”grusomme krænkelser” i løbet af krigens levetid.
”Seks måneder efter konfliktens begyndelse i Tigray er der ingen mangel på troværdige beviser på krænkelser af menneskerettigheder og den humanitære folkeret, men reaktionen fra Den Afrikanske Union og FN har været sørgeligt utilstrækkelig,” lød det fra Deprose Muchena, Amnesty Internationals regionale direktør for det østlige og sydlige afrika, i maj.
Det internationale samfund har været forholdsvis enstemmig i sin kritik af Abiy Ahmeds ageren i Tigray og har også anmodet om, at kampene indstilles, og at der findes en løsning på konflikten væk fra slagmarken, men indtil videre er alle forslag om våbenhvile altså blevet afvist.
Medie black out
Parallelt med krigen har verdens journalister kæmpet deres egen kamp for at få lov til at dække – og afdække – hvad der præcis sker i Tigray.
Etiopien, der har en lav grad af pressefrihed, er tidligere kendt for at blokere for pressens adgang til konfliktområder, som man ikke ønsker skal komme i mediernes søgelys. I 2011 endte to svenske journalister i etiopisk fængsel for at være rejst ulovligt ind i den sydlige Ogaden-region.
Under hele krigen i Tigray har journalister kun haft ringe adgang til regionen, og de er blevet udsat for trusler, vilkårlige tilbageholdelser, chikane og vold.
En anonym freelancejournalist, som Al-Jazeera snakkede med i februar, kaldte det for ”den værste periode i mine over 10 år som journalist”. Det er ikke kun lokale journalister ansat på lokale medier, der bliver ramt, også journalister ansat for internationale medier som New York Times og Reuters har oplevet tilbageholdelser og at få frataget deres akkreditering.
”Etiopien tager et stort tilbageskridt, når det kommer til pressefrihed og retten til adgang til information,” sagde Anthony Bellanger, generalsekretær for den Internationale Føderation for Journalister, IFJ, tilbage i juli.
Ligesom andre pressefrihedsorganisationer reagerede IFJ på den etiopiske regerings massearrestationer af journalister og pressearbejdere i et forsøg på at lægge låg på kritisk dækning af hans hærs ageren i Tigray.
Trange kår for nødhjælp
Det er ikke kun journalister, der chikaneres og formenes adgang til Tigray-provinsen.
I månedsvis har The New Humanitarian kunnet berette om, hvordan nødhjælp til regionen har har svært ved at nå frem, og at regeringen bevidst stikker en kæp i hjulet, og i august fik Norsk Flygtningehjælp og den hollandske afdeling af Læger uden Grænser (MSF) forbud mod at arbejde i landet i tre måneder. Den etiopiske regering anklagede dem for at ”sprede misinformation.”
Regeringsansatte har i flere måneder kørt en hetz mod nødhjælpsarbejdere og sagt, at de holdt med rebellerne i Tigray. FN er gået ind i sagen, hvor den humanitære chef Martin Griffiths efter et 6-dages besøg i Etiopien kaldte i Al-Jazeera anklagerne ”urimelige” og ”ukonstruktive” og sagde, at de skulle bakkes op af beviser, ”hvis der da er nogen”, og at det, regeringen har gang i, rent ud sagt var farligt.
En artikel fra svenske Omvärlden konkluderer, at Etiopien er verdens farligste land for nødhjælpsarbejdere, og at mindst 23 hjælpearbejdere har mistet livet i Etiopien alene i år. Tre af disse var udsendt for Læger uden Grænser.
Kæmpe behov for hjælp
Konflikten og kampene i Tigray har haft voldsomme konsekvenser for lokalbefolkningen. Ud af delstatens seks millioner indbyggere, vurderer USAID, at 5,2 millioner har brug for humanitær assistance – to millioner er fordrevet, mens nabolandet Sudan pr. juni havde taget imod knap 50.000 tigrayanske flygtninge.
Samtidig står hele den nordlige del af Etiopien over for en voldsom sultkatastrofe, der kun sætter behovet for hjælp ekstra under pres. I en pressemeddelelse fra 7. september advarer World Food Programme (WPF) om, hvordan en hidtil uset mangel på finansiering af organisationens arbejde i Etiopien, sætter fødevareforsyning til millioner af mennesker over styr.
”Tiden er ved at løbe ud for millioner i hele det nordlige Etiopien, og hvis vi ikke får yderligere midler med det samme, vil vi blive tvunget til at reducere rationer eller endnu værre: standse den maduddeling til de omkring fire millioner mennesker, vi i de kommende måneder forsøger at nå i Afar, Amhara og Tigray,” siger Michael Dunford, WFP’s chef for Østafrika.
I begyndelsen af februar lød et estimat fra oppositionspartier i Tigray, at 50.000 civile var døde under konflikten, men præcis hvor mange mennesker, civile som soldater, der har mistet livet, vides ikke.
Artiklen er ændret den 15. september 2021. Afsnit med kommentar fra Mulugeta Gebrehiwot er fjernet, da kilden blev brugt som ekspertkilde, men har vist sig at have mulige aktier i konflikten.
.svg){kind=link}