Kronprinsen gæster jordskælvsramte Nepal

Forfatter billede

Rejsen d. 17.-21. september indledes i Lamjung distriktet på sydsiden af Himalaya og afsluttes i hovedstaden Kathmandu, og på programmet er også et møde med den danske ambassadør i Nepal, Kirsten Geelan.

Nepal rammes årligt af naturkatastrofer og epidemier. Dansk Røde Kors’ nødhjælpsarbejde og støtte til lokalsamfund foregår i form af midlertidigt husly, genopretning af arbejde og selvforsørgelse samt psykosocial støtte.

Kronprins Frederik overtog hvervet som kommitteret for Dansk Røde Kors i 2002 efter sin far, Prins Henrik, der efter Dronning Ingrids død i november 2000 påtog sig posten som protektor for organisationen.

Som kommitteret har kronprinsen en fremtrædende ambassadør-agtig stilling i Dansk Røde Kors med bl.a. repræsentative pligter.

Prins Henrik blev kommitteret tilbage i 1969.

PROGRAM for besøget

Fredag den 18. september

Pachok

Besøg i landsby
Kronprinsen besøger en landsby i Pachok, hvor der vil være fokus på det logistiske arbejde omkring nødhjælpen. Kronprinsen vil bl.a. få indblik i nødhjælpens svære vej til isolerede, jordskælvsramte landsbyer.

Under besøget i landsbyen vil Kronprinsen møde jordskælvsramte familier, der har bygget midlertidige boliger af materiale udleveret af Røde Kors. Han vil ligeledes besigtige en jordskælvsramt skole samt den midlertidige skole, hvor omkring 300 elever har deres skolegang.

Lørdag den 19. september

Phaleni og Besishahar, Lamjung

Besøg i landsby
Kl. 10.00
Kronprinsen besøger landsbyen Phaleni, hvor der vil være fokus på sundhed, epidemier og katastrofeforebyggelse. Herunder trekking for at belyse vejen fra kildeudspring over forbruger til spildvand.

Under besøget i landsbyen vil Kronprinsen få fremvist nogle mere langsigtede initiativer i landsbyen, der skal skabe bedre sanitet og bedre adgang til vand.

Besøg ved lokal Røde Kors afdeling
Kl. 18.30
Kronprinsen besøger en lokal Røde Kors afdeling i Besishahar, Lamjung, hvor der fortælles om dagligliv, jordskredsfare og oversvømmelser.

Søndag den 20. september

Kathmandu

Jordskælvsvandring og besøg hos lokal familie
Kl.15.00
Kronprinsen deltager i en jordskælvsvandring for at se, hvor sårbare bl.a. hovedstadens bygninger er, når området rammes af jordskælv. Kronprinsen vil efterfølgende aflægge besøg hos en lokal familie.

Middag
Kl. 19.30
Danmarks ambassadør i Nepal Kirsten Geelan er vært ved en middag i residensen.

Den 59-årige diplomat kom til udenrigstjenesten i 1982 – samme år som hun blev cand.jur.

Mandag den 21. september

Kathmandu

Besøg hos Røde Kors
Kl. 10.00
Kronprinsen besøger Røde Kors’ hovedkvarter i Kathmandu, Nepal.

(slut)

Nepal har i godt 25 år (siden 1989) været programsamarbejdsland og siden prioritetsland for dansk bistand – mere på

http://um.dk/da/danida/det-goer-vi/lande-reg/prioritetslande/nepal

Se også ambassadens website på http://nepal.um.dk