KABUL, 3.december 2010 (IRIN). Zarghoona har udstået sin tre-måneders dom i fængslet i Kandahar-provinsen i det sydlige Afghanistan. Men hun er stadig indespærret, fordi ingen mandlig slægtning har hentet hende – og garanteret, at hun ikke vil flygte hjemmefra igen.
Zarghoona har fortalt sin historie til IRIN News i et telefoninterviews, som kom i stand takket være en embedsmand.
”Hele min familie har forladt mig. Jeg er død for dem, men fængselsmyndighederne siger, at de kun vil frigive mig til en mand fra min familie”.
Zarghoona blev tvangsgift med en gammel og psykisk ustabil mand, da hun var 15 år. Han var seksuelt voldelig, og han slog hende, så hun besluttede at flygte hjemmefra. Tidlige ægteskaber er normale i Afghanistan, hvor 43 procent af pigerne menes at blive gift, før de er 18 år.
”Jeg ville hellere dø end blive sammen med den brutale mand”, siger hun og tilføjer, at både hendes mand og hans familie slog hende, fordi hun ikke blev gravid.
Både regerings-embedsmænd og kvinderettigheds-aktivister bekræfter, at der er mange eksempler på, at kvindelige fanger ikke bliver løsladt, fordi de ikke hentes af en mandlig slægtning.
“Det er ulovligt, men finder sted i Afghanistan,” siger Suraya Subhrang fra menneskerettighedsorganisationen Afghanistan Independent Human Rights Commission (AIHRC) i Kabul. ”Hvad kan kvinder gøre uden en ’Mahram’ [en nær slægtning som far, bror, søn eller ægtefælle]? Skal de tage livet af sig, fordi der ikke er en mand, der vil tage sig af dem?”, siger hun.
Golam Dastgheer Mayar, der er leder af Kandahar’s største fængsel, siger, at han ikke kender til Zarghoonas sag, men ved, at der er kvindelige fanger, som gerne ville blive i fængslet, fordi de ikke har noget sted at gå hen.
Ingen retfærdighed for kvinder
Menneskerettighedsgrupper siger, at selvom kønsbaseret vold er udbredt i Afghanistan, så har kvinderne begrænset mulighed for at sætte sig ud over normer og traditioner, som giver kvinden en underordnet status.
“Kvinder nægtes deres mest fundamentale menneskerettigheder og risikerer endog at blive udsat for mere vold, hvis de prøver at opnå retfærdighed for den forbrydelse, der er begået mod dem”, hedder det i en rapport fra 2009 fra menneskeretsenheden i UNAMA, UN Assistance Mission in Afghanistan.
Mere end 80 procent af de afghanske kvinder, særligt i landområderne, er analfabeter og har intet eller kun meget lidt kendskab til deres menneskerettigheder, inklusive deres ret til en fair retssag.
Af rapporten fra UNAMA fremgår det også, at kvinder anser det for nyttesløst at gå til politiet eller andre myndigheder, hvis de har lidt overgreb. ”Enten er myndighederne uvillige til at behandle hendes sag eller uden muligheden for at beskytte hende eller garantere hendes sikkerhed”.
“Kvinder bliver diskrimineret i retten”, siger Wazhma Frogh fra Afghan Women’s Network (AWN), der er et konsortium af NGOer og enkeltpersoner, der arbejder for lige rettigheder for mænd og kvinder.
Embedsmænd i det afghanske retsvæsenet afviser imidlertid kritikken. ”Beskyldningerne er grundløse. Kvinder bliver behandlet retfærdigt og på lige fod med mænd i retten”, lyder det fra Bahawddin Baha fra højesterets afdeling for stafudmåling. Men han tilføjer, at retsvæsnet handler efter islamisk retslære.
Især i landområderne er der begrænset adgang til det formelle retssystem, og op til 80 procent af befolkningen accepterer traditionelle måder at løse stridigheder på, også fordi det formelle retssystem anses for ineffektivt og korrupt.
Flugt behandles som en forbrydelse
I den afghanske straffelov er der ingen paragraffer om, hvordan man skal behandle kvinder og piger, der er flygtet hjemmefra, men ikke desto mindre arresteres de af politiet og retsforfølges.
“Vores juridiske system er baseret på islamisk sharia [lov], ifølge hvilken det er en lovovertrædelse at flygte hjemmefra, og straffen er, afhængig af hvem der er flygtet, mellem 2-3 måneders fængsel”, oplyser Baha fra højesteret.
Menneskerettighedsaktivister fordømmer den praksis og siger, at piger og kvinder, der flygter fra vold i hjemmet, ikke skal behandles som forbrydere. De mener også, at det snarere er den patriarkalske kultur i Afghanistan, som gør det til en forbrydelse for en kvinde at flygte hjemmefra end sharia-bestemmelser.
”Folk vil hellere se en kvindelig slægtning dø end se hende komme i fængsel”, siger Haji Mir Lalai, der er stammeleder i Kandahar. Så stor en skam er det, hvis en kvinde fængsles.
.
Zubaida Payenda, der er direktør for Kandahar Women’s Affairs Department (KWAD) tilføjer, at kvinder har sociale, økonomiske og psykiske men efter fængselsophold længe efter, de er løsladt. “Famlier tager normalt ikke imod kvinder og piger, der er løsladt fra fængsel. De bliver udstødt”.
Mange kvinder, der således er uden deres familier eller er flygtet fra vold i hjemmet, søger beskyttelse i centre, der drives af NGOer for private midler. Der er 14 sådanne centre i Afghanistan, og hvert center forsøger at give omkring 20 kvinder et nyt liv, siger ATHRC..
Men i Kandahar-provinsen er der ikke et center, så kvinder, der er løsladt fra fængsel og kvinder, der er ofre for vold, har ikke et sted at henvende sig.
