Lars Koch rimer på kamp mod skattely

Lars Koch


Foto: Lotte Ærsøe, IBIS
Laurits Holdt

Skattely, kapitalflugt og global retfærdighed står øverst på fødselarens dagsorden i disse år. 

For han og u-landsorganisationen IBIS har sammen med andre NGOer travlt med at afskaffe skattely og sætte en stopper for kapitalflugten fra udviklingslandene, så disse lande får bedre økonomi til at opbygge deres uddannelses- og sundhedsvæsen.

Det er netop dette, for nogle, kontroversielle budskab, som IBIS’ engagerede chef for politik- og kampagneafdelingen gerne skærer ud i pap; i interviews med medierne, i direkte debat med tænketanken CEPOS og i dialog med politikere, studerende og dansk erhvervsliv. 

Eller i sine indlæg som fast blogger her på Globalnyt.

Siden den flittige debattør og skribent for første gang i 1991 gik ind ad porten til Københavns Universitet (KU), har han på statskundskab nærstuderet forholdene i u-landene. Særligt de økonomiske.

Når han ikke lige var til møder i studienævn, bestyrelser eller uddannelsesudvalg.  

U-landenes gæld og handelsvilkår

Som færdiguddannet cand.scient.pol. gik der ikke mange dage, før Lars Koch i 1998 var i gang med at arbejde for en mere retfærdig verden – som kommunikationsmedarbejder hos IBIS og for Nord/Syd-koalitionen.

Selvsagt med spot på de tunge u-landsøkonomiske problemstillinger, der altid har været hans kendetegn; dengang med særlig zoom på udviklingslandenes gæld til de rige lande og de skæve handelsvilkår.  

Et par år senere, i 2001, drog Lars Koch og hans kone, Kristina Sloth, til Bolivia med IBIS for her at arbejde først som rådgiver i den indianske bevægelse og siden som ansvarlig for at udforme IBIS’ nye strategi for arbejdet i det sydamerikanske Andes-land.

Det land, der senere har budt IBIS på så vanskelige samarbejdsvilkår. 

Giver sig selv til kanten 

Netop hjemkommen, og efter et halvt års tid som programsekretær for et økonomireformprojekt på KU, var det Mellemfolkeligt Samvirke, som trak ham tilbage til u-landsmiljøet i 2005.

Siden 2006 har IBIS imidlertid haft den hårdtarbejdende og idérige formidler fast på lønningslisten. Først i den internationale afdeling, og siden 2013 som leder af en nyoprettet politik- og kampagneafdeling.  

Udover at give sig selv til kanten i jobbet, hvor han spytter analyser, debatindlæg og positionspapirer ud, er han et udpræget konkurrencemenneske, når han møder vennerne på fodboldbanen.

Udenfor banen, og ved siden af sit fuldtidsarbejde, har Lars Koch desuden i fire år haft titel af direktør i den ret ukendte fodboldklub “Fremad Forsing Bananen”

Ole Forsing (72) var en legendarisk tank-centerforward i B 1903, som blev ligatopscorer i 1970 og kom på landsholdet.  

Privat bor dagens fødselar på Østerbro i København med hustruen og parrets to teenagedrenge.