Luftangrebene, som den seneste uge har dræbt mindst 620 mennesker og fordrevet flere end 90.000 i Libanon, er den største og mest dødbringende eskalering siden krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006.
Denne artikel er oprindeligt udgivet af online-mediet The New Humanitarian, der dækker global udviklingspolitik og verden generelt.
Mens konflikten har ulmet i årevis, er spændingerne steget siden oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel og dræbte omkring 1.200 mennesker og tog flere end 250 gidsler. Israels brutale reaktion har angiveligt kostet flere end 41.000 mennesker livet i Gaza efter kraftige bombeangreb og en invasion, som ifølge Den Internationale Domstol (ICJ), FN’s øverste domstol, kan retsforfølges som folkedrab.
Omkring 200.000 mennesker er flygtet fra det sydlige Libanon de seneste 11 måneder på grund af gentagne angreb over grænsen, men den seneste uges voldshandlinger er en dramatisk eskalering.
Den 18. september detonerede Israel den første af to bølger af sprængladninger i personsøgere og andre elektroniske apparater, som angiveligt tilhørte Hizbollah-medlemmer. Human Rights Watch og andre har kaldt angrebet, som dræbte 37 og sårede tusinder, for en overtrædelse af international ret. I kølvandet på personsøger-angrebet fulgte israelske luftangreb, efter Hizbollah havde svaret igen med raketter og missiler. (Sidenhen har Israel dræbt lederen af Hizbollah, Hassan Nasrallah, i et angreb på bevægelsens hovedkvarter i Beirut, red.)
Mens bomberne falder, og folk flygter fra deres hjem, har USA, Storbritannien, Tyrkiet og Kina alle opfordret deres borgere til at forlade Libanon, mens det stadig er muligt at få en af de forsvindende få billetter ud af lufthavnen i Beirut. Andre lande har angiveligt lavet evakueringsplaner for deres borgere (og er nu i fuld gang med at føre evakueringsplanerne ud i livet, red.).
Bombeangrebene har forårsaget død og ødelæggelse på tværs af hele det libanesiske samfund. Blandt de døde er også børn og nødhjælpsarbejdere. Men der er særlig bekymring blandt Libanons migrantarbejdere, som ofte bor hos deres arbejdsgivere og er tvunget til at overdrage deres identitetspapirer.
Mange af Libanons 176.000 privatansatte migrantarbejdere er kvinder, der får en meget lav løn for deres job som hushjælp, hvilket gør billetten ud af landet umulig at betale. Størstedelen kommer fra Etiopien, mens andre er fra Bangladesh, Filippinerne, Kenya og andre steder. Mindst én gæstearbejder menes allerede at have mistet livet, da en ung kvinde fra Gambia ved navn Anna, angiveligt blev dræbt i et luftangreb på sin arbejdsgivers hjem i det sydlige Libanon.
Ifølge en gruppe libanesiske græsrodsorganisationers indsamlingsappel er “migrantarbejdere, som er fanget i kafala-systemet, blevet efterladt af deres arbejdsgivere eller endda tvunget til at blive tilbage i det sydlige Libanon, hvor de er ikke har mulighed for at rejse væk eller søge i sikkerhed, mens konstante angreb truer deres liv.”
Allerede fanget i et udnyttende system
Mens folk de sidste dage er flygtet fra de hårdest ramte dele af Libanon, fortæller mindst én gæstearbejdende hushjælp til The New Humanitarian, at hendes arbejdsgivere – hvis hjem hun boede i – har efterladt hende. Lignende historier florerer i migrantarbejder- og aktivistkredse, men de kunne ikke bekræftes inden offentliggørelse.
Melissa Wangari, en 29-årig fra Kenya, fortæller, at hendes arbejdsgivere ikke bare efterlod hende i det sydlige Libanon, efter den kom under israelsk beskydning, men også at de tog hendes pas med sig.
Wangari rejste i 2022 fra Nairobi og sin unge søn for at tjene penge i Libanon. Hun kom til landet via et rekrutteringsbureau i det såkaldte kafala-system, der længe er blevet kritiseret af migrant- og menneskerettighedsaktivister for at udnytte gæstearbejderne.
LÆS MERE: Hvad er kafala-systemet i Libanon?
Kafala, eller “arbejdssponsorat”, er det system, hvorigennem tusindvis af mennesker kommer til Libanon for at arbejde som hushjælp, rengøringspersonale og au pairs. Langt de fleste er kvinder, mens andre jobs som kokke og butlere historisk set er gået til mænd.
Arbejderne bliver ofte lokket af kafala-agenter fra deres hjemlande med løfter om god løn og muligheder for videregående uddannelse. Men når de ankommer til Libanon, betaler arbejdsgiverne ofte lave lønninger eller tilbageholder deres løn. I nogle tilfælde låser de kvinderne inde og tager deres ejendele.
Mere end en tredjedel af Libanons migrantarbejdere kommer fra Etiopien, mens resten hovedsageligt kommer fra Bangladesh, Sudan, Filippinerne samt Egypten, og mindre grupper kommer fra Kenya, Nigeria, Sierra Leone.
Ifølge FN’s migrationsagentur, IOM, boede 176.504 migranter i Libanon i juli 2024.
Nogle gæstearbejdere bor hos deres arbejdsgivere, mens andre har egne lejligheder og arbejder på timeløn. Migrantarbejdere i kafala-systemet har længe berettet om overgreb fra deres arbejdsgivere, herunder fysisk og seksuelt misbrug, konfiskering af pas og personlige ejendele samt tilbageholdelse af løn.
Melissa Wangari arbejdede først for en familie i Beirut, men for en måned siden flyttede rekrutteringsbureauet hende til en familie i det sydlige Libanon. Hverken den nye arbejdsgiver eller bureauet fortalte hende, hvad landsbyen hed. Hun beskriver sin nye værtsfamilie som “meget streng” og fortæller, at de konfiskerede hendes pas, da hun ankom.
Da bomberne den 23. september begyndte at ramme tættere og tættere på huset, efterlod familien ifølge Wangari hende alene tilbage.
“De sagde, jeg skulle blive, at det nok skulle gå,” fortæller hun.
En kenyansk ven fik senere overtalt en libanesisk mand til at hente Wangari og fragte hende til Beirut. Hun nåede kun at pakke en lille blå sportstaske med noget tøj samt en plastiksæk med deodorant, sæbe og sin telefon. Wangari bor nu i sin venindes etværelses lejlighed i Burj Hammoud-forstaden, hvor de to kvinder deler en enkeltseng.
Vi er totalt efterladt
Viany de Marceau, tidligere migrantarbejder
Hun har stadig hverken pas eller mulighed for at få et, og som titusindvis af andre har hun udholdt alt dette oven i traumet fra at undslippe bomberne.
Dagen efter ankomsten til Beirut sidder Wangari i en kirke i Burj Hammoud. Hun dækker sit ansigt i hænderne under en fællesbøn for migrantarbejdere. Menigheden, som er en del af en evangelisk kirke med oprindelse i Nigeria, henvender sig næsten udelukkende til nigerianske og kenyanske migrantarbejdere – for det meste kvinder, men også nogle få unge mænd. Tidligere har kirken hjulpet med mad og husly til migrantarbejdere, da deres hjem blev ødelagt under eksplosionen i Beirut i august 2020. Lignende indsatser er nu ved at blive sat i gang.
I kirkens opbevaringsskab ligger tasker og kufferter fra omkring 60 andre migrantarbejdere. Kirkens nigerianske præst, Joseph Abolade, fortæller, at migranterne har bedt kirken om at opbevare dem i tilfælde af, at de må flygte fra Libanon.
Op ad væggen står en tynd madras, der lige nu er den nigerianske bygningsarbejder Joshua Johns seng. Han er tre dage tidligere flygtet fra landsbyen Baysariat tæt ved byen Tyre og sover nu i kirken. Han håber at kunne forlade Libanon, så snart han har sparet sammen til en flybillet.
“Jeg beder til, at den igangværende krig ikke eskalerer,” siger Abolade ud i det spartanske bønnerum. “Vi takker dig for at tælle os blandt de levende!”
Ikke sikkert Roises søn kan vende tilbage til Libanon efter krigen
I IOM’s rapport fra juli fremgår det, at flere end 28.000 af Libanons migrantarbejdere bor i den sydlige del af landet og den østlige Beqaa-dal, som bliver hårdt bombet af Israel. De fleste er kvinder. Derudover bor omkring 33.000 gæstearbejdere i Beirut, hvor walkie-talkier og personsøgere eksploderede i sidste uge, ligesom Israel også har bombet her.
Som det er tilfældet med hele Libanons befolkning, er det endnu for tidligt at sige præcist, hvor mange migrantarbejdere, der nu er fordrevne, og hvor mange der fortsat er i fare.
“Vi forsøger stadig at få overblik over katastrofens omfang, som sandsynligvis er større, end hvad vi kender til i øjeblikket,” siger en aktivist fra Anti-Racism Movement (ARM), der arbejder for migrantarbejderes rettigheder i Libanon. Aktivisten bad om at være anonym i artiklen på grund af de risici, det kan medføre for de udokumenterede migrantarbejdere, han arbejder med, hvis hans navn bliver offentligt kendt.
“Vi er totalt efterladt,” siger Viany de Marceau, en tidligere hjemmehjælper fra Cameroun, som nu driver en afrikansk tøjbutik i Beirut og stadig er aktiv i uformelle migrantnetværk.
Ad de uformelle kanaler er der de seneste dage dukket flere historier op om kvinder, som har akut brug for hjælp. Men i det spæde og improviserede ad hoc-nødhjælps kaos er sådan nogle historier svære at få bekræftet, da kvinderne hjælper hinanden gennem hemmelige netværk.
“Sådan er det altid – vi kender nogen, der er i kontakt med nogen eller nogen i vores gruppe, eller vi deler kontakter. Vi hjælper afrikanere,” fortæller de Marceau.
Der er også en udbredt følelse af, at ambassaderne for migrantarbejdernes hjemlande ikke gør nok for at hjælpe dem. Melissa Wangari fortæller, at det kenyanske konsulat ikke har forsøgt at kontakte hende.
Hatem Jaber, en embedsmand ved det kenyanske konsulat, siger til The New Humanitarian, at konsulatet arbejder på at evakuere kenyanske kvinder fra Libanons farligste zoner og bringe dem til “passende beskyttelsessteder”, men at en evakuering ud af landet endnu ikke er på plads. Et cirkulære, der blev offentliggjort online i august – før de seneste bombardementer begyndte –, opfordrede kenyanere, der ønskede at forlade landet, til at tilmelde sig evakuering og inkluderede en hotline, de kunne ringe til.
Jeg fortalte min familie, at jeg er okay, så de ikke skulle bekymre sig
Melissa Wangari, migrantarbejder
Mark Joshua Ponce, en embedsmand ved Filippinernes ambassade, fortæller The New Humanitarian, at landet har kørt et “frivilligt hjemsendelsesprogram” for dets borgere siden oktober. Flere end 1.000 filippinske statsborgere har ansøgt om at vende hjem under denne ordning, fortæller landets ambassadør i Libanon til mediet ABSCBN. Lige nu er det dog en envejsbillet, for den aktuelle risikovurdering for Libanon forhindrer, at de hjemvendte migrantarbejdere kan tage tilbage til deres arbejdspladser, hvis de skulle få lyst til det.
Nogle tøver med at forlade Libanon, selvom de har muligheden. Den enlige mor og rengøringsassistent Roise Njeri Mwaura på 29 har opbygget et liv og født en søn, som nu går i folkeskole i Libanon. De to bor i en lille lejlighed i Burj Hammoud, hvor naboerne ligesom Mwaura er fra Kenya.
Hvis de vil have et pusterum fra krigen og rejser til Mwauras hjemby Nairobi, kan sønnen Steve sandsynligvis ikke få lov at komme tilbage med hende. Han har ingen officielle dokumenter, der beviser, at han er folkeskoleelev i Libanon, hvilket ville gøre det lettere at opnå mere permanent opholdstilladelse for ham. Mwauras opholdstilladelse sikrer ikke, at hun kan tage ham med tilbage til hans skole og liv i Libanon, da det ikke sikrer hverken statsborgerskab eller opholdstilladelse i Libanon at være født i landet.
Så indtil videre bliver de, hvor de er, selvom Mwaura fortæller, at hun er “skræmt” og “nervøs” over de tiltagende krigshandlinger.
Et andet sted i Burj Hammoud-forstaden sidder Melissa Wangari heller ikke med mange kort på hånden, fordi hun ikke har sit pas.
Mens bomberne falder og dødstallet stiger, går der rygter om både en våbenhvile og en israelsk invasion. Wangari håber bare på at få et nyt job, så hun kan blive ved med at skrabe penge sammen, som hun sender til sin femårige søn i Nairobi. Hans navn, Jayson, er tatoveret på hendes arm som en påmindelse om, hvorfor hun tog til Libanon.
Hun bliver også nødt til at skaffe penge til huslejen for en ny lejlighed. Hendes veninde har allerede meddelt, at den lille etværelses, hvor hun lige nu er logerende, ikke er stor nok til dem begge på længere sigt.
Uden dokumenter og med et tyndt sikkerhedsnet af andre kenyanere i et land, der nu er i krig, går Wangari i gang med at søge jobs, selvom kafala-systemet juridisk dikterer, at hun skal arbejde for den arbejdsgiver eller det bureau, der efterlod hende på egen hånd. Samtidig forsøger hun at komme sig over chokket fra de seneste dage.
“Jeg fortalte min familie, at jeg er okay, så de ikke skulle bekymre sig,” fortæller hun. “De følger med i alt, hvad der sker her. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.”
Artiklen er redigeret af Annie Slemrod.
Historien er først bragt af The New Humanitarian og genudgivet efter aftale.
The New Humanitarian laver uafhængig kvalitetsjournalistik for at sætte fokus på de millioner af mennesker, der verden over er berørt af humanitære kriser. Læs mere på www.thenewhumanitarian.org.
Artiklen er oversat til dansk af Søren Steensig. The New Humanitarian er ikke ansvarlig for oversættelsens nøjagtighed.